Overblik: Her er de seneste ti års politiske næser

NÆSER: En næse er langt fra en sjældenhed i dansk politik. Få overblik over de seneste ti års vigtigste politiske næser.

Troels Lund Poulsen (V) måtte i 2015 tage imod en næse i sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.
Troels Lund Poulsen (V) måtte i 2015 tage imod en næse i sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Cecilie Gormsen

Tirsdag fik transportminister Ole Birk Olesen en næse i sagen om PostNord, men han er langt fra den første. Mange ministre inden ham har fået tildelt næser, og rekordindehaveren er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V).

Han blev tildelt ikke mindre end 80 næser, hvoraf de fleste blev givet som følge af fodnotepolitikken, hvor et flertal i Folketinget pålagde regeringen og ham at repræsentere synspunkter i Nato, han ikke selv delte.

En næse er en populær betegnelse for en kritik af en politikers handlinger. Næser får sjældent parlamentariske eller andre politiske konsekvenser, hvorimod et flertal i Folketinget med et mistillidsvotum kan tvinge en minister til at gå af. Udtrykket næse stammer fra det gamle nesæ, som betyder skam eller vanære.

Altinget har samlet en oversigt over de vigtigste næser, der er blevet givet til ministre de seneste ti år.

Marts 2017: Ole Birk Olesen (LA)
Tirsdag meddelte Dansk Folkeparti, at man vil give transportminister Ole Birk Olesen (LA) en næse for manglende orientering til Folketinget om PostNords krise. Og ifølge DF's transportordfører bliver det en stor næse, hvilket udtrykker alvorlig kritik.

Juni 2016: Regeringen
I sommeren 2016 blev der givet en lidt usædvanlig næse. Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg gav nemlig en næse til hele V-regeringen for at tilbageholde oplysninger i sagen om landbrugspakken. Næser uddeles ellers oftest til enkle ministre, men mange ministre var involveret i sagen.

Læs også: DF efter gruppemøde: Ole Birk har givet sig selv en næse

Februar 2016: Kristian Jensen (V)
I februar 2016 blev Kristian Jensen (V), der dengang var udenrigsminister, tildelt en næse af Folketingets Udenrigsudvalg. Det skete, fordi regeringen valgte at ignorere et flertal i Folketinget. Regeringen var nemlig kommet i mindretal, da et flertal i Folketinget stemte for at annullere 1,4 milliarder kroner af besparelserne på udviklingsbistanden for 2015.

Senere samme måned fik hele regeringen også en næse i samme sag, da Finansudvalget også uddelte kritik.

Februar 2015: Troels Lund Poulsen (V)
Selvom Troels Lund Poulsen i februar 2015 ikke sad som minister, måtte han alligevel acceptere en næse. Det skete, da et rødt flertal i Folketinget besluttede at placere det politiske ansvar for lækagen af Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skatteforhold hos daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

December 2013: Annette Vilhelmsen (SF)
Efter et tre timer langt samråd endte det med, at Enhedslisten holdt hånden over daværende SF-formand Annette Vilhelmsen, så hun kunne fortsætte som socialminister. I stedet måtte hun tage imod en stor næse for sin rolle i forbindelse med bevillingen af en million kroner til Huset Zornig.

Maj 2013: Martin Lidegaard (R)
Kort før sommerferien i 2013 måtte daværende klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) acceptere en meget stor næse for sin rolle i den såkaldte solcelle-sag. Næsen blev vedtaget af Klima- og Energiudvalget, som udtrykte stærk utilfredshed med det rodede forløb omkring vedtagelsen af solcelleloven.

Juni 2009: Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsrevisorerne tildelte i sommeren 2009 Lars Løkke Rasmussen en stor næse for at have overbetalt de private sygehuse. Kritikken gik på, at Løkke i 2006 fastsatte takster for det udvidede frie sygehusvalg, som var højere end nødvendigt.

Læs også: Holstein: Transportministeren trak i nødbremsen

Maj 2009: Kristian Jensen (V)
Venstres Kristian Jensen har fået flere næser i sin ministerkarriere. Udover næsen i 2016 fik han også en i 2009 og en i 2010. I 2009 fik han en næse for i strid med grundloven at have igangsat dele af skattereformen, allerede inden de var vedtaget i Folketinget. Året efter fik den daværende skatteminister en næse for ikke at have nedbragt borgernes og virksomhedernes gæld til det offentlige efter fusionen mellem de statslige og kommunale inddrivelsesmyndigheder i 2005.

Maj 2007: Rikke Hvilshøj (V)
Daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) fik i 2007 tildelt en næse af samtlige partier i Folketinget, efter en ny lov om afviste asylansøgere var blevet hastet igennem på to uger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00