Professor: Forskningsfriheden er til salg

Af Heine Andersen
Professor emeritus ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Forskningsfrihed er kommet på dagsordenen. Som det ofte sker på baggrund af medieomtale af en række opsigtsvækkende og i nogle tilfælde skandaleprægede sager.

Det falder sammen med, at jeg har udsendt bogen 'Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed' (Hans Reitzels Forlag). Måske ikke helt tilfældigt, da bogen omtaler nogle af sagerne. Andre har jeg været med til at belyse.

Mange husker nok sagen om landbrugspakken fra starten af 2016, den, der blev døbt ”gyllegate”, og som kostede Eva Kjer Hansen (V) ministerposten. I den forbindelse afslørede jeg brugen af de ulovlige såkaldte ”dobbelt mundkurvskontrakter”. Forskerne blev pålagt ”absolut tavshedspligt”, og det måtte de end ikke sige.

Universiteterne giver køb på uafhængigheden og svigter fatalt med hensyn til at leve op til deres pligt til at værne om forskningsfriheden og tilskynde forskerne til at deltage i den offentlige debat.

Heine Andersen
Professor emeritus ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet

I august 2016 kom en sag på CBS om en forskningsrapport om angiveligt urimelige konkurrencevilkår for danske landmænd på grund af skrappe miljøregler. Det viste sig, at interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug havde være lige lovligt tæt på rapportens tilblivelse og konklusioner.

I juni 2017 udsendte en engelsk forskergruppe en sammenligning af forskningsfriheden i 28 lande. Den placerede Danmark som nummer 24 ud af de 28¹. Jeg omtaler den i min bog, og den blev fyldigt refereret af videnskab.dk og i flere medier.

Vi forbinder frihed med fornuft, de enkelte menneskers mulighed for at træffe oplyste valg om deres eget liv og til at føre kontrol med magthaverne. Det forudsætter adgang til samme viden, som magthaverne har.

Heine Andersen
Professor emeritus ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet

I starten af oktober dukkede en rapport op om landbruget og vandområdeplanerne, udsendt fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) ved Københavns Universitet. Den viste, at fremtidens vandmiljøregulering vil koste landbruget dyrt – mere end en bondegård.

Dette skræmmende budskab burde udbredes, mente formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, hvilket han så gjorde. Det viste sig, at rapporten var bestilt og delvist betalt af netop Landbrug & Fødevarer via deres konsulentfirma SEGES. En konsulent fra SEGES stod som ”projektchef”. Endnu værre var det, at Københavns Universitet havde skrevet under på følgende:

"Leverandøren (Københavns Universitet) ”skal … udelukkende varetage SEGES’ interesser …” (SIC! Pkt. 3.2 i kontrakten)".

Stærke sager! Fagbladene FORSKERforum og Folkeskolen bragte andre sager frem, blandt andet om resultater fra en evaluering af folkeskolereformen, der blev forsøgt mørklagt, og om en miljøtilstandsrapport, der blev søgt tilbageholdt.

Hvordan går det til?
Med den gældende universitetslov er ansvaret helt klart placeret: Det er hos ledelsen, det vil sige bestyrelser og rektorer.

Hvis myndigheder og andre stærke interesser ikke får modstand, koloniserer de. Det ansvar har ledelsen ikke løftet.

Som ledere af uafhængige institutioner er det deres opgave at sørge for solid, neutral og veldokumenteret viden, der bliver formidlet ud til medier, offentlighed, politikere og andre brugere. Det er ikke sket. Universiteterne giver køb på uafhængigheden og svigter fatalt med hensyn til at leve op til deres pligt til at værne om forskningsfriheden og tilskynde forskerne til at deltage i den offentlige debat, som der står i universitetslovens § 2.

Ingen er draget til ansvar for de ulovlige kontrakter, hverken myndigheder eller universitetsledelse.

Uændret praksis
Vi kan tværtimod se, at læren fra gyllegate-skandalen ignoreres. En institutleder på Københavns Universitet kan alligevel skrive under på en kontrakt med den ovenfor nævnte klausul, der forpligtiger til udelukkende at varetage erhvervsinteresser.

Og Københavns Universitet har nyligt indført regler for samarbejde med eksterne partnere, som tillader, at den eksterne part

"kan kræve, at publiceringstidspunktet udsættes i et rimeligt tidsrum, som udgangspunkt 3 måneder, hvis dette er nødvendigt, ….. , såfremt den planlagte publikation vedrører forskning, hvis resultater påvirker den eksterne parts interesser."

Formuleringen vil eksempelvis muliggøre, at miljøministeren kan kræve udsættelse af offentliggørelse af en generende miljøforskerrapport, mens han forhandler en miljølovpakke på plads.

Man fristes til at citere fra Brorsons salme: ”Forhærdede tidselgemytter, så stive som torne og støtter …”

End ikke afdækningen af skandalen med dobbelt-mundkurvskontrakterne har tilsyneladende ændret praksis. Ombudsmanden har nu bedt tilsynsmyndigheden se på sagen, efter at jeg gjorde opmærksom på den.

En trussel mod frihedsværdierne
Et offer er umiddelbart fagligheden i de beslutninger, der træffes af politikere og andre, der er afhængige af forskningsbaseret viden. Værre endnu, i næste trin er det en trussel mod bærende frihedsværdier i moderne samfund.

At fremføre en påstand og efterprøve, om man kan argumentere for den, så andre også kan overbevise sig om dens sandhed, det er, hvad forskning går ud på.

Forskningen skal rendyrke disse principper ved stadigt at levere ny kontrollerbar viden og stille overleverede dogmer og fordomme til kritisk afprøvning. Derved bliver forskningen også et offentligt eksperimentarium og for frie erkendelsesprocesser. Men det kræver fuld frihed og åbenhed. Det, der siges under tvang, pression eller mod betaling, kan man ikke stole på. Og ligeledes, hvis der er noget, man ikke må sige, eller hvis nogle hindres i at få adgang til at modsige og efterprøve, kan man heller ikke stole på det. Men det er jo, hvad vi har set ske.

Denne samfundskonstruktion, institutioner med fri forskning, er resultat af en lang historisk udvikling. Idealet bliver nok aldrig realiseret fuldt ud. Det er en konstruktion, som hele tiden trues og skal vedligeholdes. Idealet skal fastholdes.

Vi forbinder frihed med fornuft, de enkelte menneskers mulighed for at træffe oplyste valg om deres eget liv og til at føre kontrol med magthaverne. Det forudsætter adgang til samme viden, som magthaverne har.

Galilei blev i 1633 tvunget til at afsværge sin påstand om, at jorden bevægede sig. Paven oprettede i 1559 Index Librorum Prohibitorum, en liste over forbudte skrifter. Listen omfattede en række botaniske, medicinske, juridiske og filosofiske tekster, blandt andet af Charles Darwin. Den eksisterede frem til 1966.

Langt de fleste tænker, at noget sådant ikke bør eksistere. Der bør ikke eksistere lister med forbudte tekster, og forskere skal frit kunne komme frem med deres tanker. Spørger vi, hvad der på et givet tidspunkt i sidste ende er den bedste og mest troværdige viden, er vi i nutidens komplicerede verden nødsaget til at have specialiserede og uafhængige institutioner til at svare. På samme måde som vi har uafhængige domstole til i sidste ende at svare på, hvad der er gældende ret.

Men vi konstaterer, at friheden ikke altid respekteres i praksis. Vi ved faktisk ikke, hvor mange rapporter der er blevet lagt i skuffen og aldrig udkommet. Vi ved til gengæld at forskere, der er afhængige af medicinalindustrien, ikke altid offentliggør resultater, der er negative for medicinalindustrien.

Men til forskel fra Paven offentliggør ministerier og medicinalindustri ikke lister, så man kan se, hvilke tekster der er forbudt læsning.

Uvidenhed og tågeslør
Jeg har været ved universiteter i snart halvtreds år i forskellige roller som forsker, lærer, mellemleder og medlem af forskningsråd mv. Alligevel blev jeg overrasket, da jeg gennem mere systematiske undersøgelser så, hvor ringe viden der var om forskningsfrihed, og hvad den betyder.

Jeg har gennemgået lovforberedende arbejder, evalueringer, betænkninger, folketingsdebatter mv. i forbindelse med de talrige og gennemgribende reformer, der er foregået siden den første universitetslov i 1970. Jeg har spurgt i universiteternes rektorater og i den styrelse, der har med forskning at gøre, herunder Det Frie Forskningsråd (nu: Danmarks Frie Forskningsfond). Ingen steder har man et dokument, der giver en definition af, hvad forskningsfrihed er.

Til gengæld har jeg kunnet finde udtalelser, der mildt sagt sår tvivl om begejstringen for forskningsfrihed. Læs eksempelvis, hvad jeg fandt i Else Hansens bog 'Professorer, studenter og polit.er. Om velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975' (Museum Tusculanum). Da man vedtog den første universitetslov i 1970, proklamerede Knud Enggaard fra Venstre, Danmarks Liberale Parti, sin tilfredshed over at: ”Folketinget nu langt om lange tager ansvar for universiteterne og bryder et århundredgammelt selvstyre”!

Afskaffelse af dette utidige selvstyre viste sig dog ikke at være så let en sag. I hvert fald bestilte daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) i 1976 en analyse hos et hurtigtarbejdende udvalg med universitetsprofessorer af de problemer, som en styring af forskningen ville indebære, og ”dernæst … en redegørelse for de midler, der kan bringes i anvendelse for at opnå en styring af forskningen.”

Der kom en pæn liste, og mange af forslagene er faktisk blevet gennemført, selvom der gik nogle år. Man overvejede blandt andet at åbne for, at ministeren kunne give universiteterne direkte ordre om at udføre bestemte forskningsopgaver. Selvom der kunne være mange gode grunde til at gøre det, var der dog også betænkeligheder: Det kunne ”hos mange give anledning til sammenligning med Nazityskland, Lysenko-sagen mv.” Ideen blev faktisk gennemført som en mulighed i 2007 ved myndighedsbetjening (Universitetsloven §33).

Hvad er forskningsfrihed?
Man kunne tænke: Javel, men forskningsfrihed er jo en tradition, der er så indarbejdet, at alle ved, hvad det er. Det er ikke tilfældet.

Dels er det en myte, at der var stor frihed før. Endvidere har jeg i mine interviews spurgt mange fra forskningens verden, hvad de forstår ved forskningsfrihed. Faktisk har jeg ikke en eneste gang fået et fyldestgørende svar. Når man ikke ved, hvad forskningsfrihed er, er det svært at vide, hvorfor den er vigtig, og hvordan man værner om den.

Man kan undre sig over, at det er en pensioneret sociologiprofessor og journalister, der skal grave disse problemer frem af tågerne. Det er som med sort arbejde: Dem, som ved mest om det, har ikke lyst til at tale på grund af dårlig samvittighed.

Der burde gennemføres en grundig granskning udført af en gruppe eksperter, udstyret med passende ressourcer (for eksempel 10-20 millioner kroner) samt fri adgang til dokumenter og vidneafhøring.

...

¹ Karran, Terence, Klaus Beiter & Kwadwo Appiagyei-Atua 2017. ”Measuring academic freedom in Europe: a criterion referenced approach. Policy Reviews in Higher Education. Vol 1, issue 2: 209-239.