Nu må venstrefløjen bevise, at den kan mere end at vente på Socialdemokratiet

Mette Frederiksens politiske kompas er nu der, hvor hun i den ene uge siger, at en aldersgrænse på TikTok er mere afgørende end billigere mad, billigere boliger og flere penge til den grønne omstilling.

Og i den næste uge siger, at Socialdemokratiet og SF har meget tilfælles på socialpolitikken, på trods af at Socialdemokratiet er gået til højre på socialområdet og især på handicappolitikken.

Venstrefløjen bliver igen kun taget seriøst af socialdemokraterne, når vælgerne straffer Socialdemokratiets blå retorik, blå politik og blå regering.

Om skribenten

Lukas Lunøe (f. 1998) er debattør og fast kommentarskribent på Altinget.

Han er tidligere landsformand for Radikal Ungdom og er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

For alt imens vælgerne er blevet mere troløse inden for de respektive politiske blokke, så er Socialdemokratiet blevet mere og mere fastlåst i en højreorienteret økonomisk politik.

Selv med et rødt flertal i Folketinget, et vælgerkorps, der ønskede blokpolitik og en socialdemokratisk statsminister, har vi fået skattelettelser, kortere uddannelser og færre helligdage. Socialdemokratiets økonomiske politik skaber dermed både fysisk og politisk hjemløshed.

Jeg håbede selv, at kommunalvalget ville blive en jordskredssejr for venstrefløjen. Inspireret af den nyvalgte borgmester i New York, Zohran Mamdani, troede jeg, at endnu flere vælgere ville sætte krydset ved politikere, der foreslog retfærdige og progressive løsninger såsom billigere boliger og bedre miljø.

Kommunalvalget gik godt for venstrefløjen, men noget jordskredsvalg blev det ikke til.

Til gengæld blev det understreget, at vælgerne har indset, at Mette Frederiksen er ved at miste grebet om virkeligheden og om magten.

I Storbritannien ser vi Keir Starmer, der med sine tragikomiske forsøg på konsekvent at træde et skridt til højre kun har styrket Reform UK og De Grønne. Merz i Tyskland formåede at styrke Die Linke og AfD, da han gik til højre, og i USA kan vi roligt erkende, at Harris’ forsøg på at gå til højre ikke gav hende en valgsejr.

Herhjemme kan vi se Dansk Folkeparti og Liberal Alliance nå nye vælgergrupper. Dansk Folkeparti arbejder målrettet på sociale medier, hvor de tester et utal af greb.

Liberal Alliance har moderniseret politisk kommunikation. Deres indsats betaler sig, og de belønnes også i medierne og i stemmeboksen.

Højrefløjen har spottet og forstået Frederiksens deroute, hvilket vi nu ser i et blåt-grønt borgmesterlandskab og fremgang til blå blok i meningsmålingerne.

De fleste af os er hverken landmænd, millionærer eller konservative, og vi får ikke noget ud af landbrugsstøtte og arveskattelettelser.

Lukas Lunøe

Men det behøver ikke at være højrefløjen, der alene vinder på det her. Højrefløjen har ikke politik på hylderne for alle danskere. De fleste af os er hverken landmænd, millionærer eller konservative, og vi får ikke noget ud af landbrugsstøtte og arveskattelettelser.

Vi er derimod mange, der higer efter tydeligt politisk lederskab og et tydeligt politisk kompas. Det kompas og lederskab kan godt være venstreorienteret og forankret i, at almindelige mennesker skal have et bedre liv.

Partierne på venstrefløjen kunne begynde med boligpolitikken, hvor blandt andet boligmanglen i København sender priserne på himmelflugt, mens man i andre dele af landet kan have svært ved at sælge et hus.

Man kan godt forstå, hvorfor lokalsamfundet i DR’s serie "Ikke i min baghave” var rasende over, at det var landmanden og ikke dem i kollektivet, der fik gevinsten af en solcellepark.

Det ville være en fornøjelse at se SF og Enhedslisten tage fat i roden af problemet og fordele landmandens fortjeneste mere rimeligt til lokalsamfundet.

Jeg ville også ønske, at venstrefløjen blev endnu mere synlige på, hvordan de adskiller sig fra Socialdemokratiet på socialpolitikken.

Imens flere og flere børn bliver udredt, hvilket er godt, så angriber både forbundsformanden for DSU og statsministeren selve diagnoserne. Det gør ondt på alle os med diagnoser, og det må være hjerteskærende for de forældre, der kæmper dag ud og dag ind for deres børn.

Om Socialdemokratiets realpolitiske ryk til højre og nu midlertidige retoriske ryk til venstre skyldes strategi eller identitetskrise, må de selv finde ud af. Til gengæld er det på tide, at venstrefløjen viser, at der er et alternativ til det moderne Socialdemokratis famlende røde roser.

Og så håber jeg, at venstrefløjen holder fast og kun indgår et samarbejde med et socialdemokrati, der faktisk har tænkt sig at føre rød politik.