Søren Espersen: Mens vestinderne festede, svælgede Danmark i selvhad

Folkene ude i Caribien er generelt kendt for at finde enhver tænkelig anledning til at holde en god fest. Jeg ved det af egen erfaring. Jeg lærte det under en langvarig ferie for seks år siden i Dansk Vestindien.

Og selvfølgelig skulle 100-års dagen for overdragelsen til USA da markeres på vore tre gamle øer med en fed fest. Og det blev den! Med skolebørn og oldinge. Med piber og trommer, med optog, med musik, tequila, øl, sang og dans.

Herhjemme markerede vi dagen på den måde, som alle gør det, der bøjet og nedtrykt lider af traumet ”The White Man's Burden”: I selvpineri og selvhad.

Bredgade i København har dette ”byrdefolk” i disse uger konsekvent styret udenom – for man kunne jo gå og blive helt dårlig ved tanken om, at endnu et flot palæ, som man gik forbi, kunne være blevet opført af en eller anden danskers onde tip-tip-tip-tip-tip-oldefar, som holdt afrikanske slaver – eller som fragtede dem fra Ghana til Dansk Vestindien, handlede med dem og misbrugte dem på det usleste.

Vi danskere anno 2017 har dæleme ikke en skid med den sag at gøre.

Søren Espersen

Og nu var det så 100-års dagen for overdragelsen… Det var godt nok noget siden før da – i 1848, at der rent faktisk blev holdt slaver, men ”lad os nu stikke dem den undskyldning”, lød det en perlerække af Folketingets allerkærligste sjæle, som aldrig forsømmer en lejlighed for at fælde en tåre for udsatte folk.

Jeg behøver ikke nævne navnene på disse mine kolleger. Jeg kunne såmænd godt remse dem alle op, for det er altid de samme, der hulkende med deres krokodilletårer kommer flæbende, når Danmark skal sige undskyld for alverdens ting.

Det er altid de samme, der hulkende med deres krokodilletårer kommer flæbende, når Danmark skal sige undskyld for alverdens ting.

Søren Espersen

At det lige præcis i denne sag kan være særdeles kompliceret at finde ud af, hvem der skal sige undskyld til hvem, betyder ikke det mindste for disse Folketingets grædekoner.

Et eksempel på, hvor svært det kan blive: The New York Times lavede for nogle år siden en minutiøs gennemgang af præsidentfruen, Michelle Obamas slægtstræ. Det var, som forventet, en herlig sammensætning af alverdens folkeslag: Briter, irere, russiske jøder, slaveejere, franskmænd, nigerianere, hollandske søfolk, ghanesere, italienere. Og faktisk med såkaldt ”hvide” i klart flertal. Hvilket jo i øvrigt kan gøre det vanskeligt at benævne Michelle Obama ”sort”, hvilket jeg herefter aldeles vil afstå fra.

Personsammensætningen i Dansk Vestindien er, som overalt i Caribien, endnu mere den samme vidunderligt blandede landhandel af alle mulige friske folk. Og spørgsmålet er så, hvor undskyldningen egentlig skal anbringes.

Læs mere: Bertel Haarder: Danmarks ansvar for slaveriet

Nå, sådanne småting generer ikke Folketingets grædekone-afdeling: Der skal bare siges undskyld, skal der! For det var jo synd for slaverne. Og – ja – gu’ var det så! Det var nedrigt og modbydeligt, det som dansk-norske slaveejere og dansk-norske slavehandlere præsterede i de 150 år op til 1848. Jeg har i øvrigt endnu til gode at møde nogen, der har en anden opfattelse.

Men hvem siger vi generationer, som aldrig nogensinde har holdt slaver, undskyld til de generationer, som aldrig nogensinde har været slaver?

For nu at sige det lige ud: Vi danskere anno 2017 har dæleme ikke en skid med den sag at gøre – uanset hvor mange slave-paladser, der så er bygget i Bredgade og omegn. Og de vestindere derude anno 2017 har dæleme heller ikke en skid med det at gøre.

Vi – og de – alle er vi et produkt af historien. På godt og ondt.

Og lad os så kort lege, at der vitterligt fandtes en hundreddel promille af beboere i Dansk Vestindien, som er direkte efterkommere af de slaver, som på danske fartøjer førtes over Atlanten fra Vestafrika, og som aldrig i deres slægt siden har haft nogen udefra kommende indflydelse.

Var deres forfædre ikke slæbt med ombord på slaveskibene, er det uomtvisteligt, at de og deres efterkommere her i 2017 jo så var blevet i Ghana. Deres situation blev altså helt anderledes: De var blevet født og voksede op som ghanesere – i stedet for som statsborgere i USA. Deres forfædre led i flere generationer, og vore danske forfædre var usselrygge i flere generationer. Sådan blev historien nu en gang, og den kan ingen ændre på.

Vi kan til gengæld lære af historien! Og det vil jeg da egentlig opfordre alle til at gøre. Selv læste jeg Thorkild Hansens sublime ”Slavetrilogi”, Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes Øer – allerede som 19-20-årig – og inden da og efterfølgende har jeg læst alt, hvad der er at læse om dette trælse kapitel i Danmarkshistorien.

Alle disse endeløse rækker af historiefortælling, også om vor gustne fortid, har altså været at finde på vore biblioteker. Der er bare få, der som jeg har gidet at læse dem. Og havde de læst dem, ville vi måske have sluppet for alle de elendige myter som nu, i 100-året, hvor alle, åbenbart uden at vide noget om den, har en mening om slavetiden, og hvor det nu siges, at ”vi danskere har søgt at fortrænge det, der skete”…

Gu’ har vi da ikke-nikke-nej. Alle informationerne, uanset hvor forfærdelige de var, har i mindst 100 år stået at læse sort på hvidt på bibliotekernes boghylder.

Bare ærgerligt, at danskere generelt har været så utroligt ugidelige, at de ikke har orket at låne dem med hjem og få dem læs. Men at danskernes generelle ugidelighed, når det gælder Danmarkshistorien er enorm, har da ikke en døjt at gøre med, at slavetiden ”er blevet fortrængt”

Så lad da bare selvpinerne og selvhaderne herhjemme fortsætte med deres kedsommelige måde at være på. Nej, så foretrækker jeg til en hver tid en rask caribisk fest.

Kunne være man snart skulle smutte en tur der ud igen. Derude, hvor ordentlige folk fester og drikker, og hvor selvpinere og selvhadere kan sidde og surmule i en krog – bare de ikke siger noget.

.....

Søren Espersen (MF Dansk Folkeparti) er bl.a. formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.