Kommentar af 
Søren Kristiansen Jacobsen Damm

Søren J. Damm: Je suis eliten

KLUMME: Knap var den nye VLAK-regering dannet, før Enhedslistens Pernille Skipper kaldte det for "elitens regering". Eliten er blevet en anti-position, en retorisk syndebuk, der bruges til at tale sig selv, eller sine synspunkter op, skriver Søren J. Damm.

Ingen Storebæltsbro uden folket. Ingen Storebæltsbro uden eliten, pointerer Altingets debatredaktør Søren J. Damm.
Ingen Storebæltsbro uden folket. Ingen Storebæltsbro uden eliten, pointerer Altingets debatredaktør Søren J. Damm.Foto: Jacob Schou Nielsen/Scanpix
Søren Kristiansen Jacobsen Damm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den tiltagende aversion mod ’eliten’ har sjældent været mere aktuel, hvilket var tydeligt i DR2’s Debatten 25.11. Opgøret med 'eliten' har en svag, men alligevel foruroligende revolutionær odør af Pol Pot og formand Maos udrensninger af de akademiske klasser. En udrensning, der blev skjult bag et ideologisk figenblad betinget i ideen om, at magten retteligt skulle tilbage til ’folket’. Men i virkeligheden handlede udrensningerne om, at tyrannerne skulle have fuld kontrol over meningsapparatet. Der er ingen i Danmark, der inden for en overskuelig fremtid bliver skudt ved daggry for deres overbevisninger – men en mulig meningsudrensning er ikke længere så fjern en tanke.

'Eliten' er blevet et stigmatiserende begreb, der nu anvendes lidt på samme måde som venstrefløjen – særligt i 1980'erne og 1990'erne – lukkede enhver indvandrerkritisk diskussion ned – lødig eller ej – ved at anklage kritikerne for 'racisme'. Det er en ukonstruktiv og underlødig, men særdeles effektiv måde, at underminere sin modstanders argumenter, som trives på begge de politiske fløje. Og knap var den nye VLAK-regering dannet, før Enhedslistens politisk ordfører Pernille Skipper kaldte det for "elitens regering". I dag er eliten lig med en anti-position, en slags retorisk syndebuk, der bruges til at tale sig selv, eller sine synspunkter op. 

Oprindeligt var eliten noget godt, noget efterstræbelsesværdigt. Det var dem, som var bedst til deres metier. Det kunne være dem, der var bedst til at spille fodbold, bygge broer, forske i kræft eller var bedst til at konstruere de regler og love, som vedtages i Folketinget. 

Men eliten er også den tidligere kontorelev Pia Kjærsgaard, i dag formand for Folketinget, eller justitsminister Søren Pape Poulsen, oprindeligt uddannet lærer, eller folketingsmedlem og tidligere OL-sølvvinder Joachim B. Olsen eller Johanne Schmidt-Nielsen, socialisten, der er en af landets mest drevne toppolitikere, som bor i en villa til seks millioner kr.

Det nytter ikke noget, at tjeneren serverer en tallerken dampende frølår, når jeg har bestilt en hakkebøf.

Søren J. Damm
Debatredaktør, Altinget

Eliten er de dygtigste ingeniører, Formel 1-kører Kevin Magnussen eller pædagogen, der kan styre 30 børn alene med blikket og en enkelt replik. De har alle det til fælles, uanset om man deler interesse- eller meningsfælleskab med dem, at de er nogle af de bedste til det, de laver, og de fleste af dem har arbejdet benhårdt for at være præcis der, hvor de er – derfor er de 'eliten'.

Uden eliten havde vi ikke haft Storebæltsbroen, Rundetårn, Novo Nordisk, EM-sejren i 1992. Uden eliten havde vi stadig haft fæstebønder, enevælde og kvinder uden stemmeret. Eliten er en helt essentiel kraft bag menneskets spring fra brutal naturtilstand til nutidens avancerede civilisation. Muligvis drømmer et fåtal sig tilbage til ’de gode gamle dage’, men langt fleste af os har meget at takke ’eliten’ for.

Men ligesom helt almindelige mennesker laver eliten også fejl. For eliten består primært af helt almindelige mennesker med ualmindelige evner. Særligt politikere har et stort ansvar, og kan dermed hurtigt begå store fejl. De er udsatte, da deres fejl rammer bredere og har stor bevågenhed. Men i Danmark er vi heldigvis så privilegerede at leve i et demokrati, hvor alle er velkomne til at stille op og forsøge at gøre det bedre, hvis de er utilfredse med magthaverne – hvis man altså orker besværet.

Men blot fordi dem, der bestemmer, begår fejl eller anvender deres magt på en måde, man ikke bryder sig om, så fritager det ingen fra at sætte sig elementært ind i de forhold, man er uenig i. Hvis vi skal diskutere, hvorvidt Danmark f.eks. fortsat skal være medlem af EU, skal indføre flygtningestop eller afskaffe registreringsafgiften på biler, er vi nødt til at forstå, hvad vi stemmer ja eller nej til.

Her er det politikernes opgave at formidle og vælgernes at forstå. Træffer man den rigtige beslutning på et uoplyst grundlag, er det held og ikke forstand. Træffer man det forkerte valg på en uoplyst grundlag, er det idioti. Og der er ingen, der i længden vil lukrere på at leve i et ’idiokrati’ – slet ikke den brede befolkning.

Samfundsdebatten bør altid være kvalificeret, uanset ønsket om at ’folkeliggøre’ den offentlige samtale så meget som muligt. Det nytter ikke noget, at tjeneren serverer en tallerken dampende frølår, når jeg har bestilt en hakkebøf. Vi er nødt til som samfund at anerkende visse grundlæggende præmisser i samtalen, ellers holder al mening op. Det er et ansvar, der tungt påhviler alle – særligt deltagere i 'meningsdanneriet'.

Hvis der er en vigtig lektie, 'dem der bestemmer' bør lære af den seneste tids populistiske strømninger, så er det, at man skal være langt mere påpasselig med at præsentere sine egne subjektive moralske og/eller politiske dagsorden som den objektive sandhed, der naturligvis kun fraviges af mentalt mindrebemidlede.

Det nytter ikke, at folk med akademiske titler lader sig spænde for en given politisk dagsorden og f.eks. stiller op og agiterer for EU. Så misbruger man sin position og titel. Det er ikke blot et svigt af den akademiske grundtanke, men også et svigt af ideen om et oplyst folkestyre. Når f.eks. professor Marlene Wind optræder i EU-spørgsmål, skal hun forklare tingenes tilstand ud fra videnskabelige og tilstræbt objektive præmisser – hendes subjektive holdninger til dansk medlemskab af EU er ligegyldige, når hun optræder i rollen som professor.

Langt flere akademikere
burde adoptere det princip, der praktiseres blandt forsvarsadvokater, nemlig at alle har ret til en fair retssag, også når det drejer sig om klienter/holdninger, man personligt ikke bryder sig om.

Man burde også anerkende den årelange og uheldige tendens til arrogant at vulgarisere begreber som patriotisme, national stolthed og befolkningens kulturelle og historiske tilhørsforhold. For langt de fleste mennesker er det helt elementære og rimelige følelser, der ikke partout har rod i racisme og fascisme. Ofte handler disse følelser ikke om at ekskludere noget eller nogen, men nærmere om at favne det, man har.

Den klasse, der f.eks. har udstukket den danske EU- og indvandrerpolitik de seneste 30 år, må nu gribe i egen barm. For man har selv bidraget til at trække tæppet væk under sine egne meningsdannende grupperinger og forskyde indflydelsen til en langt mere patosdreven retorik, der peger i retning mod et kollaps af den rationelle forståelse af politik og offentlige samtale.

’Eliten’ og ’folket’ er nødt til at nærme sig hinanden, fordi det danske velfærdssamfund er et mønstereksempel på en velfungerende symbiose mellem netop ’elite’ og ’folket’. Og fordi den verden, der er under udformning, i en sjælden grad har brug for enhed og ikke yderligere polarisering. Det er synergien mellem de mennesker, der tegner Storebæltsbroen, og dem, der bygger den, som skaber Danmark. Og det er netop i denne relation, at velfærdssamfundet skabes, og hvor alle potentielt stadig kan blive en del af eliten – og alle kan være en del af folket. Måske vi alle burde skrive på Facebook: Je suis eliten!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren J. Damm

Litteraturredaktør, Berlingske
BA i filosofi (Københavns Uni. 2007)

0:000:00