Svend Brinkmann: Nietzsche tog fejl. Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig svagere og øger risikoen for en psykisk lidelse

Ikke alle disse lidelser er diagnosticeret af en læge, men det er ikke desto mindre tegn på, at det ikke kun er fra systemets side, at man ser udbredelsen af en psykiatrisk forståelse. Den er tilsyneladende også internaliseret hos børn og unge selv, når de i stigende grad opfatter ubehag og vanskeligheder som psykiske lidelser (andelen, der svarer bekræftende på, at de har haft en psykisk lidelse, er omtrent fordoblet på 12 år).

Nu har Psykiatrifonden så udgivet en undersøgelse af forældre til børn og unge i alderen 5-17 år med en eller flere psykiatriske diagnoser. Den viser klart, at det bestemt ikke kun er de enkelte børn og unge, som har det svært i forbindelse med en udredningsproces, for hele familien har en stærkt forøget risiko for mistrivsel i den situation.

Udbredelsen af en psykiatrisk forståelse er internaliseret hos børn og unge selv, når de i stigende grad opfatter ubehag og vanskeligheder som psykiske lidelser

Svend Brinkmann

84 procent af de adspurgte forældre fortæller, at barnets situation har haft negative konsekvenser for deres liv, hvilket eksempelvis kan resultere i skilsmisse, problemer på arbejdet eller i familiens økonomi. Næsten halvdelen af forældrene har udviklet belastningsreaktioner eller lignende psykiske problemer, og omtrent hver fjerde har været sygemeldt.

Hvis der var hurtigere adgang til hjælp og forståelse, ville disse tal formentlig være lavere, men der går i gennemsnit 9-10 måneder fra forældre ser, at barnet har brug for hjælp, og til de får den. For nogen går der meget længere tid, og cirka en tredjedel af forældrene får slet ikke nogen hjælp fra skole eller andre, når deres barn har det dårligt.

Psykiatrifonden anbefaler derfor, at der etableres et lettilgængeligt behandlingstilbud, hvor man som forælder kan få hurtig afklaring på, hvordan ens barn kan få den nødvendige hjælp. Et andet forslag er, at der indføres ret til behandling under udredning.

Det er svært at være uenig i disse ting, og de flugter også godt med de politiske ambitioner om at få kapaciteten op og ventelisterne ned i børne- og ungepsykiatrien og få indført et standardiseret tilbud til børn og unge med psykiske symptomer. Jeg mener dog, at de større linjer ofte glemmes, og det er betegnende, at et fokus på forebyggelse sjældent er en del af debatten om psykiatrien.

Derfor kan det være godt at konsultere en meget grundig oversigtsartikel, der netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift World Psychiatry. Her gør en stor gruppe forskere under ledelse af James Kirkbride fra University College London status over vores viden om bagvedliggende risikofaktorer for udvikling af psykiske lidelser, og hvad der kan gøres for at forebygge dem.

De større linjer glemmes ofte, og det er betegnende, at et fokus på forebyggelse sjældent er en del af debatten om psykiatrien.

Svend Brinkmann

Forskerne understreger, at risikoen for udvikling af alle slags psykiske lidelser er relateret til menneskers livsomstændigheder. Børn, der vokser op i familier med socioøkonomiske udfordringer, har eksempelvis en risiko for at udvikle psykiske lidelser, der er 2-3 gange så høj som andre børns.

Generelt er der også mindre forekomster af psykiske problemer i lande med en høj grad af økonomisk lighed. Tidlig modgang i livet kan have alvorlige konsekvenser senere i livet, eksempelvis hvis man vokser op med forældre under stress. Problemer i familien som misbrug eller psykisk sygdom øger risikoen for depression, selvmord og misbrug hos børnene mellem 4 og 12 gange.

Man kan blive ved med at nævne sådanne epidemiologiske sammenhænge, som efterhånden er dokumenteret i hundredvis af undersøgelser. Hver gang finder man, at børn og unge, der udsættes for fattigdom, diskrimination, traumer og udelukkelse fra fællesskaber har en stærkt forøget risiko for at udvikle psykiske lidelser livet igennem.

Hvis man virkelig ønsker at mindske psykisk lidelse, vil det derfor være vigtigt at nedbringe ikke bare ventelisterne, men også de problematiske livsbetingelser, som forøger risikoen for, at man ender på en venteliste.

Nogle børn og unge udvikler angst og depression på grund af deres livsomstændigheder, og andre (som vi i dag kan omtale som neurodivergente) får diagnoser som adhd og autisme, der ikke er psykiske sygdomme, men som betegner en måde at være menneske på, som kan blive problematisk i et moderne samfund.

Sommetider rettes det kritiske blik mod de såkaldte ”curlingforældre”, for skaber det ikke bare skrøbelige børn og unge, når deres forældre gør en masse for at hjælpe dem på vej i livet? Nej, det er der ikke noget, der tyder på.

De videnskabelige undersøgelser peger på, at børn, der vokser op med modgang, få ressourcer, problemer i familien og lignende, har den klart største risiko for at udvikle psykiske lidelser

Svend Brinkmann

De videnskabelige undersøgelser peger i stedet på, at det er børn, der vokser op med modgang, få ressourcer, problemer i familien og lignende, der har den klart største risiko for at udvikle psykiske lidelser. Det er ikke sandt – som Nietzsche skrev – at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. I hvert fald ikke når det gælder børn og unge.

Her gælder det snarere, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig svagere. Ved at mindske fattigdom, undgå at den økonomiske ulighed løber løbsk, modvirke diskrimination og marginalisering og skabe åbne, inkluderende institutioner og fællesskaber for børn og unge, vil man med stor sandsynlighed kunne undgå, at stadig flere i mistrivsel udvikler deciderede psykiske lidelser, der kun bliver værre, når man står i kø på de lange ventelister.

Endelig skal vi huske, at ikke al ubehag, lidelse og modgang kan fjernes. Uanset hvor gode livsomstændigheder, mennesker har, er frygt, pres, tristhed og tab en del af livet, og vi skal passe på, at vi ikke sygeliggør almindelige reaktioner på tilværelsens begivenheder.

Ofte blandes disse diskussioner sammen, så man enten kaster et bredt net ud og behandler alskens problemer som psykiatriske symptomer (med risiko for sygeliggørelse), eller også helt forkaster ideen om, at der findes psykiske lidelser, som kalder på diagnostik og behandling (med risiko for at folk ikke får den nødvendige hjælp).