Thailands politiske tumult fortsætter

Politikerne fra begge sider har bidraget til splittelsen af befolkningen. De har med uhørt groft sprogbrug og personangreb forgiftet det politiske klima og skabt forudsætninger for voldsudøvelse fra ekstremister fra begge sider.

Mikael Hemniti Winther
Danmarks ambassadør i Thailand

Af Mikael Hemniti Winther
Danmarks ambassadør i Thailand  

Den omfattende og langvarige konflikt med demonstranter på gader og pladser i Bangkok er desværre blevet et velkendt fænomen i de sidste adskillige år, og Thailands befolkning er mere splittet end nogensinde.

Den aktuelle konflikt begyndte i september 2013 efter et yderst kontroversielt amnestiforslag, som blandt andet ville bane vejen for den omstridte tidligere statsminister Thaksin Shinawatras hjemkomst. Han er idømt fængselsstraf for korruption og har levet i landflygtighed siden 2006.

Lovforslaget og andre upopulære forslag er for længst opgivet. Et forsøg fra regeringen på at reducere spændingen var afholdelsen af et valg, men det blev i en amputeret form og boykottet af oppositionen og senere erklæret ugyldigt.

Demonstranternes endemål er simpelt, men ufravigeligt: Statsministeren skal gå af, og helst skal hele Shinawatra-familien forlade Thailand.

Uddannede demonstranter
Konflikten har kostet adskillige menneskeliv og mange sårede, og den skader økonomien. Især den vigtige turisme er ramt hårdt, men også investorer i andre sektorer er begyndt at tøve. Offentlige investeringer bliver udsat, fordi forretningsregeringen kun har begrænset råderum, og store dele af regeringsapparatet er lammet.

Det er blevet sagt, at demonstranterne tilhører den urbane thailandske elite og skulle være de mest royale og konservative dele af den thailandske befolkning. Sandheden er mere nuanceret.

Demonstranterne synes bedre uddannet end gennemsnittet i landet. Mange er fra en urban middelklasse i Bangkok, men endnu flere kommer fra det sydlige Thailand, hvor oppositionen mod Shinawatra-familien typisk er stærkest, og de fleste sympatiserer med oppositionspartiet, det demokratiske parti.

Det har vakt forundring, at disse veluddannede demonstranter og et stort respektabelt oppositionsparti synes at gå imod demokrati og med vold forhindre vælgere i at afgive deres stemme ved flere valgsteder.

Ønsket om indsættelsen af en teknokratisk regering, der skal stå i spidsen for dybe reformer af det politiske system, kan jo kun betegnes som udemokratisk. Demonstrationslederne har taget afstand fra et militært kup, men ingen kan forklare, hvordan en sådan overgangsregering skulle kunne indsættes uden militær magt. Demonstranterne er da også ofte i vildrede, fordi militæret har nægtet at gennemføre et kup.

En splittet befolkning
Den regeringstro rødskjortebevægelse og regeringens talrige vælgere i Nord- og Nordøstthailand har udtrykt støtte til regeringen og advaret mod at gennemføre et militærkup.

De har indtil videre kun i begrænset omfang valgt at demonstrere, først og fremmest for at undgå voldelige konflikter med de øvrige demonstrationer. De er dog så småt begyndt at ryste sablerne, og mere og mere tyder på, at rødskjorterne vil mobilisere sig og gøre alvor af truslerne om at gå på gaden.

Den nuværende statsminister er blevet formelt anklaget for korruption og for at have misbrugt sin magt til at flytte en centralt placeret sikkerhedsrådgiver. Hvis hun kendes skyldig, vil hun være nødt til at træde tilbage.

Rødskjorterne opfatter imidlertid det juridiske system som forudindtaget mod den nuværende regering, og de mener, at oppositionen benytter domstole og andre institutioner til at ville begå indirekte kup. Ugyldighedskendelsen af valget har skabt yderligere vrede, fordi de føler, at et flertal af befolkningen er blevet afskåret fra muligheden for at udøve deres demokratiske ret. 

Befolkningen har ellers gode grunde til at stå forenet i en utilfredshed med det politiske system og korruptionen. Der er imidlertid dybe årsager til, at befolkningen er blevet så splittet. De skal findes i den politiske, økonomiske og sociale udvikling i Thailand i det sidste 20 til 30 år, som har påvirket by- og landbefolkningen meget forskelligt.

For bybefolkningen har den økonomiske vækst betydet skabelsen af mange jobs i industri- og servicesektoren og stigende økonomisk velstand navnlig i hovedstaden.

Landbefolkningen har lidt under svingende priser på deres afgrøder, og selvom de har fået en forbedret fysisk infrastruktur, er der langt færre investeringer i uddannelse og i jobskabende virksomheder i provinserne. Langt de fleste thaier har dog fået adgang til et velfungerende offentligt sundhedssystem, hvilket i høj grad er Thaksins regerings fortjeneste.

Centralistisk styreform og uddannelsessystem 
Thailand er forblevet meget centralistisk i sin styreform. Provinserne ledes af guvernører udpeget af indenrigsministeriet. De folkevalgte lokale forsamlinger har meget lille indflydelse og ressourcer til lokale initiativer.

Uddannelsessystemet er forældet, stærkt centralistisk og favoriserer befolkningen i Bangkok som følge af store kvalitetsforskelle i de statslige uddannelsesinstitutioner.

Thaksin så tidligt en politisk mulighed i disse udfordringer for især bønderne i Nord– og Nordøstthailand og var konsistent i gennemførelsen af sine valgløfter. Landbefolkningen opnåede reelle forbedringer og sikrede forskellige varianter af hans parti sejren ved samtlige valg siden 2001.

Han har imidlertid ikke haft interesse i at reformere det politiske system eller administrationen. Han konsoliderede sin magt via omfattende nepotisme og reducerede betydningen af vigtige institutioner, der udfører kontrol med regeringen. Selv efter sin landflygtighed har han fastholdt kontrollen med sit parti.

Det klassiske etablissement har beholdt en stor indflydelse i kongehuset og militæret, og det har gjort det muligt gang på gang med bistand fra domstolene at få Thaksins regering afsat.

Det demokratiske parti synes at have opgivet at vinde demokratiske valg og tilpasse partiets politik til vælgerne. Partiets adgang til magten er de sidste par gange sket ved militære kup, og partiet har bidraget til polariseringen af befolkningen ved at dæmonisere Thaksin. Og Thaksins parti har med absolut flertal i parlamentet ikke fundet gode grunde til at samarbejde med oppositionen.

Politikerne har således fra begge sider bidraget til splittelsen af befolkningen. De har med uhørt groft sprogbrug og personangreb forgiftet det politiske klima og skabt forudsætninger for voldsudøvelse fra ekstremister fra begge sider.

Militærets rolle skal begrænses 
Aktuelt spekuleres der i, hvordan den aktuelle konflikt kan overkommes og det demokratiske system bevares intakt. På kort sigt skal der simpelthen være en regering med legitimitet og handlemuligheder.

Prioriteten på den lange bane må være at forene de interesser, som findes hos hele befolkningen om et mere retfærdigt samfund. Det vil kræve dybtgående reformer af de politiske partiers demokratiske organisation og virkemåder. Det må også indebære decentralisering af det politiske og administrative apparat.

Der må ske en begrænsning af militærets og domstolenes roller i thailandsk politik, så konflikter ikke løses ved militærets intervention eller juridiske kup. Thailand har fået udviklet et effektivt valghandlingsapparat, der giver demokratiske valg.

Tiden er nu inde til at opnå virkeligt demokratisk fungerende regeringer og en effektiv parlamentarisk opposition, som muliggør, at fremtidige konflikter løses inden for det politiske system og ikke med voldelige konfrontationer på gaden.