Tidl. ambassadør: Vi kan ikke være vores embedsmandskultur bekendt

Af Niels Erik Andersen
Forhenværende ambassadør

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen besøgte i 2014 Kina og gjorde efter sin hjemkomst i en kronik i Berlingske (22/8 2014) under overskriften ’Dansk forvaltningskultur som eksportvare’ ovenfor status over dansk forvaltningskultur, fordi Kina og et par andre lande interesserer sig for noget, de opfatter som godt og sundt med værdierne på plads.

Efter et liv i offentlig forvaltning ved jeg lidt om, hvad der foregår, og hvordan det foregår. Det er ikke lige kønt alt sammen.

Er der gået spin i ministeriernes arbejde?
Ombudsmanden mener heller ikke, at alt er perfekt. Han deklarerede nøgternt og sobert, at der er problemer med forvaltningskulturen i Danmark og gik så langt som til at undre sig over, hvorfor andre lande ønsker at kopiere en kultur, som mange danskere mener, er problemfyldt.

Han spurgte på baggrund af diskussionen i Danmark, om ”der (er) gået spin i ministeriernes daglige arbejde? Er hurtige resultater blevet vigtigere end gammeldags ordentlighed? Er politisk tæft højere prioriteret end faglighed og saglighed?”

Overbærenheden fik imidlertid overtaget: ”Når alt dette er sagt, er det vigtigt at holde debatten om centraladministration og forvaltningskultur i de rigtige proportioner. Der begås fejl alle steder, men vi har i generationer haft en centraladministration af meget høj kvalitet. Den har været veluddannet, effektiv og professionel, og som jeg bedømmer det, har den i det store og hele formået at holde balancen mellem taktisk-strategisk rådgivning af skiftende regeringer og faglighed på højt niveau. Jeg har vanskeligt ved at se, at det forholder sig grundlæggende anderledes i dag.”

Efter et liv i offentlig forvaltning ved jeg lidt om, hvad der foregår, og hvordan det foregår. Det er ikke lige kønt alt sammen.

Niels Erik Andersen
Forhenværende ambassadør

Det var måske ikke en helt dårlig idé at stive Danmarks anseelse af med eksport af en blød og i udgangspunktet ukontroversiel vare, hvis fremstilling oven i købet ikke belaster miljøet – altså ud over varmluftskomponenten. Problemet er imidlertid, at der aktuelt ikke eksisterer en forvaltnings-/embedsmandskultur, som Danmark kan være bekendt – og slet ikke være bekendt at eksportere.

Tabt anseelse for embedsmandsstanden
Særligt adfærden i Ombudsmandens ”gamle” ministerium, Justitsministeriet, har tæret på tilliden til og respekten for forvaltningskulturen. Det var embedsmandssvigt i Tamil-sagen, der i 1993 bragte Schlüter-regeringen til fald.

Siden er flere skandaler og sager, hvor embedsmænd har stillet sig selv i et dårligt lys, kommet til. De senere år er det gået helt galt, hvor nogle sager er kulmineret og andre opstået og eksploderet på kort tid. Dyrt målt såvel i tabte millioner som i tabt anseelse for embedsmandsstanden.

Toppriserne må gå til ”topjuristerne” i Justitsministeriet, der opfandt nødløgnen.

Udvalgte øvrige skandaler: PROSAK, DCISM, GGGI, PPLSAG, POLSAG, Kronprinsen over Storebælt, ¼ million danske pas er forsvundet og opgivet, fiflerier med Eritrea-rapporten, statsløsesagen, solcellesagen, pengene til Zornig, tilsynssvigt med læger, Thorning/Kinnock-sagen, ejendomsvurderinger, svigt vedrørende restanceinddrivelser, bøllemetoder over for fotomodellen og Kasi Jesper, snyd med udbytter for over ni milliarder kroner, 1813 virker stadig ikke, forskersvindel på hospitaler og en Melodi Grand Prix-skandale. IC4-togene må også nævnes.

Man aflivede nul-fejls kulturen
Fejl og skandaler er sjældent et resultat af en enkeltstående beslutning eller begivenhed. Der er oftest tale om forløb, der involverer udygtige og magtfuldkomne embedsmænd med et dårligt judgement.

Jeg har erfaring fra en kommune, en kommunalejet virksomhed, Folketingets administration og et ministerium og kan genkende nogle af de eksempler og beretninger, som er med i Jesper Tynells ”Mørkelygten” og Pernille Boye Koch og Tim Knudsens ”Ansvaret der forsvandt”.

Ledelsen på min arbejdsplads besluttede i begyndelsen af dette århundrede at aflive nul-fejls-kulturen. Det var ikke en opfordring til at skære hjørner skarpt eller snyde på vægten. Vi skulle bare være moderne og på grund af bevillingspres især arbejde hurtigere. Udrette mere med de samme ressourcer. Det betød mindre tid til oplæring og refleksion.

Nu ser vi så fejlene. Men er det i orden, at cheferne, der førte udviklingsminister Christian Friis Bach bag lyset, stadig arbejder i udenrigstjenesten? Ledelsen påtog sig sympatisk, men af for mig uforklarlige grunde, et medansvar ved at iværksætte nye procedurer, stramme op på andre og efteruddanne på kurser.

Embedsmændene er overloyale
For at forvalte borgernes penge og rådgive en minister kræves, at embedsmanden også siger fra.

Professor i statskundskab Peter Nedergaard pegede i et Indspark i Berlingske i sommeren 2013 på, at embedsmænd ”er overloyale over for deres politiske foresatte, ministeren. Denne overloyalitet skyldes, at embedsmanden kan have svært ved at sige fra, fordi ministeren også har magten til at fjerne og forflytte embedsmænd på et vist niveau.”

Det er et selvstændigt problem, at flere embedsmænd agerer politiske lakajer og tankelæsere. De tør, med øjnene og tankerne rettet i retning af den årlige bonusudmåling og det næste trin på karrierestigen, ikke sætte foden ned.

Ministrene har et medansvar
Også ministrene har et ansvar for den sørgelige udvikling i centraladministrationen. De kræver, at embedsmænd får ubehagelige spørgsmål og sager til at gå væk, får ministeren i medierne og få ministeren genvalgt. Horden af forvaltningsjomfruelige, ansvarsfrie, fritsvævende, midlertidige særlige rådgivere har ikke beriget forvaltningskulturen.

Departementscheferne i Statsministeriet og Justitsministeriet lod sig i forbindelse med dannelsen af den første Thorning Schmidt-regering lokke til at forklare Henrik Sass Larsen, at han ikke kunne blive minister, fordi han ikke kunne sikkerhedsgodkendes af Politiets Efterretningstjeneste. Vrøvl og atter vrøvl.

Det var statsministerens og kun statsministerens beslutning, og den skulle hun selv have meddelt Sass Larsen og offentligheden.

At det forholder sig således fremgår umisforståeligt af Betænkning om PET og FE (nr. 1529), 2012, hvor man om PETs sikkerhedsundersøgelser på side 139 bl.a. kan læse, at ”Selve afgørelsen om sikkerhedsgodkendelse træffes (læs: ”ikke af PET, men”) af den rekvirerende myndighed på grundlag af en konkret vurdering af alle de oplysninger, der foreligger om personen.”

Det er velkendt, at PET i 1981 vurderede, at Ole Espersen udgjorde en sikkerhedsrisiko på grund af kontakt med russerne og advarede statsminister Anker Jørgensen mod at udnævne ham til justitsminister. Det blæste Jørgensen på.

Læg idéen om dansk forvaltningseksport på køl
Fabrikationen af løgnen i Christiania-sagen var også en skandale. Den antog monumental størrelse og fik plads i Danmarkshistorien, da tre dommere omdøbte løgnen til en nødløgn og frikendte departementschefen og afdelingschefen. Departementschefen blev flyttet til et mindre ministerium, og afdelingschefen blev dommer i Østre Landsret. Disse sanktioner er endnu en skandale fostret af ledende embedsmænd.

Måske klogt at lægge idéen om at gøre dansk forvaltningskultur til en eksportvare på køl, indtil forvaltningsværdierne er kommet i højere kurs, kulturen retableret og igen bredt respekteret, så Ombudsmanden ikke skal bruge så mange ressourcer på at udtrykke kritik og skarp kritik af forvaltningen. Han må allerede nu undlade at behandle omkring 1.500 sager årligt.

Borgernes utilfredshed med ”forvaltningen Danmark” stiger. Derfor bør Ombudsmanden i stedet for at rejse til fjerne lande blive på sit kontor og ekspedere nogle klager og derigennem bidrage yderligere til at rette skuden op.

En svækket struktur løses ikke ved gruppearbejde
DJØF gør noget, men en svækket kultur lader sig ikke fikse med gruppearbejde. Finansministeriets pamflet ”Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen - Kodex VII” fra september 2015 gør det heller ikke. Det er meget præcist beskrevet i en leder i Kristeligt Dagblad (19/9 2015): ”Et moralkodeks er ikke svaret på embedsfolk, der lyver”.

”Det er en falliterklæring, at man i Danmark er kommet dertil, hvor et kodeks på 34 sider fortæller embedsmænd i centraladministrationen, at de skal overholde loven, tale sandt og være partipolitisk neutrale.” … ”Som samfund må man forvente, at embedsmænd overholder gældende lovgivning, og gør de ikke det, bør det have konsekvenser, der kan mærkes. Det er ikke nok, som det er sket flere gange, at fratage embedsmanden nogle stjerner og flytte ham eller hende lidt ned i hierarkiet. Taler man usandt eller bryder loven, skal der være sanktioner, der kan mærkes. Det kan i sidste ende også have en større præventiv effekt end et kodeks på 34 sider.”

Et kodeks er ikke løsningen. En forvaltningskultur skal annammes og plejes gennem fortælling, læring og gerning. Det nytter ikke at tro, at unge kandidater uden praktisk erfaring og indsigt, straks kan levere fagligt og politisk holdbare løsninger i en flad offentlig forvaltning.

En egentlig embedsmandsskole?
Tidligere departementschef Ole Zacchi rammer det smukt ind i nyhedsbrev nr. 1/Marts 2016 fra Juristernes og Økonomernes Pensionskasse:”En kandidateksamen er ikke en uddannelse til embedsmand, det er en teoretisk uddannelse. … Jeg synes, vi i dag forsømmer at ’efteruddanne’ kandidaterne til embedsmænd ved, som en overbygning, at etablere en egentlig embedsmandsskole”.

Behovet for handling understreges af, at der ikke er udsigt til, at råmaterialet til det fremtidige embedsværk stiger i kvalitet. Tværtimod, hvis man hører på professor Flemming Besenbacher, der også er formand for Carlsbergfondet og bryggeriet Carlsberg. Han mener (Politiken 24/4 2016), at den øgede optagelse på universiteterne og disses indbyrdes konkurrence går ud over både uddannelsesniveauet og forskningen i en sådan grad, at ”… vi risikerer at uddanne et proletariat af akademikere”.