Vera Rosenbeck: Log af, slap af, vågn op

Jeg har observeret en stigende tendens til, at fortællingen om, hvor synd det er for os unge, bliver et mere og mere standhaftigt paradigme i den offentlige debat. Vi er pressede i skolen, vi er usikre på os selv, og vi stiller for høje krav til egne præstationer og et generelt instagrammable liv.

Senest eksemplificeret ved sidste uges historie om et firma, der specialiserer sig i at lave gymnasieelevers opgaver mod betaling. Her var formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning ude og erklære, at ansvaret for snyd påhviler skolesystemet og ikke den enkelte elev. Grunden skulle være de tårnhøje krav eleverne stiller til sig selv om at få 12 i alle fag.

Samtidig bliver der spyttet undersøgelser ud, som viser et abnormt højt stressniveau hos unge, især unge kvinder. Nu har det endda fået sit eget begreb: kvartlivskrisen.

Selvom de borgerlige monokelfolk forsøger at holde fanen højt med deres forargede holdning til ungdommens selvoptagethed og manglende forståelse for egne privileger (den sofistikerede måde at sige 'forkælede møgunger' på), vinder fortællingen om unge som ofre for et hjerteløst præstationssamfund alligevel frem. Begge holdninger slår mig som noget uinspirerede, og det er i den ånd, at dette indlæg blev til.

Prøv bare at overvej, at vi er den første generation, der er vokset op uden krig i baghaven.

Vera Rosenbeck

Jeg vil gerne, for os unges egen skyld, opponere mod, at vi bare godtager offerfortællingen uden videre. Skolesystemets grundpræmis har vel altid været, at man skal gøre sit bedste og blive så god som muligt.

Om noget er der da i dag en større anerkendelse af, at dannelse også handler om mere end rent faglige kompetencer, end jeg forestiller mig, der var i 50’erne og 60’ernes sorte skole, domineret af kæft, trit og retning. Dermed ikke sagt at de unge, der føler sig pressede af skolesystemet, bare skal tage sig sammen – at være presset er lige så subjektivt som legitimt.

Præcis fordi vi er en navlepillende curlinggeneration, kommer vi til at ændre verden på måder, vi ikke kan forestille os endnu.

Vera Rosenbeck

Jeg betvivler bare påstanden om, at det er systemets skyld, og at fortidige generationer havde et lavere ambitionsniveau. Min oplevelse er i grunden, at presset i langt højere grad kommer fra unge selv end fra det omkringliggende samfund. Jeg køber simpelthen ikke, at mine generation er så påvirkelig, at et simpelt adgangskrav til videregående uddannelse er nok til at vælte hele vores verden.

Vi har ikke et samfund, der presser folk til at lægge billeder op på sociale medier eller få 12 i alting, men jeg er en del af en generation, der reproducerer en fortælling om os selv som værende under pres og dermed også reproducerer noget at være presset af. Det må være muligt at finde en fortælling, der både kan rumme min generations ufattelige privileger og muligheder, samtidig med at den anerkender kompleksiteten af den verden vi vokser op i.

Automatreaktionen fra sure gamle mænd (m/k), når talen falder på de unges udfordringer, er som oftest, at vi er en forkælet, navlepillende generation, der ubevidst om egne reaktioner insisterer på at bruge Politikens debatspalter som en avanceret tudekiks. Det er jo svært helt at benægte, men jeg tror, at præcis fordi vi er en navlepillende curlinggeneration, kommer vi til at ændre verden på måder, vi ikke kan forestille os endnu.

Prøv bare at overvej, at vi er den første generation, der er vokset op uden krig i baghaven. Vores forældre voksede op i en tid, hvor krigen stadig var i frisk erindring og i konstant angst for, at en ny skulle bryde ud. Vores bedsteforældre voksede op under krigen og vores oldeforældre levede en uproportionel stor del af deres liv under skiftende verdenskrige.

Men mig og min generation har haft muligheden for at vokse op i fred og i en verden fuld af fremtidsoptimisme. Vi har fået at vide, at vi er dyrebare øjesten og vi er kommet hjemmefra med en tro på, at det vi vil, det kan vi, og resten af verden nok skal indordne sig herefter.

Skaber det en halvvejs ulidelig personskare, der er vældig optagede af sig selv? Helt sikkert, og der er vi nok skyldige ligegyldigt hvad. Men det skaber også en generation af mennesker med en overflod af overskud, der kan går ud i verden med en tro på, at vi kan forandre hvad vi vil.

Det er altid lidt kliche, når der efterlyses et ungdomsoprør, men jeg vover pelsen: Min generation mangler sgu at gøre oprør. Ikke mod samfundet, men mod os selv.

Vi bør blive bedre til at snakke med hinanden om alt det ikke-spektakulære, grine af vores 02 og 4-taller og tage ansvaret for vores forskruede idealer på egne skuldre. Ingen tvinger dig til at være på Instagram, så log af! Ingen kræver at du får 12 i alle fag, så lad være!

Vi har muligheden for at nægte at være en del af en fortælling, hvor vi enten er ofre eller møgforkælede. Vi kan insistere på, igennem vores forventninger til hinanden og de valg der udspringer heraf, at være en generation, der både kan rumme når det gør ondt at være i live, og når verden er den fedeste legeplads.

Med en let moderering af en af nøglefigurerne fra ungdomsoprøret i '68, Timothy Leary's kendte slogan "turn on, tune in, drop out", kunne slagordene til min egen generation være "log af, slap af, vågn op".

Læs mere: SF: Øget brugerbetaling vil stresse de unge endnu mere

......

Vera Rosenbeck (f. 1996) er politisk debattør. Hun har tidligere været formand for organisationen Danske Skoleelever og er i dag medlem af Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.