Vera Rosenbeck: Udskamning bremser ikke drastisk fald i HPV-vacciner

I sidste uge lagde Politiken et læserbrev op på deres netavis fra en vaccinekritisk far. Hovedpointen var, at havde han haft den viden om HPV-vaccinen, som han mente at have i dag, ville han ikke have ladet sin datter vaccinere. Derefter fulgte en ustruktureret opremsning af noget med døde kvinder i Sydamerika og en uforklarlig tilstedeværelse af aluminiumspartikler i placebogruppen.

Der var ingen argumenter i indlægget, som den efterhånden lange og gennemstærskede debat om HPV-vaccinen ikke allerede har hørt, og der var heller ingen af dem, som ikke nemt ville kunne tilbagevises med afsæt i eksisterende forskning.

På trods af det skabte læserbrevet alligevel en shitstorm af dimensioner på de sociale medier, på en måde jeg fandt uproportionel med indlæggets manglende tyngde.

Mange mente åbenbart, at det var leflen for laveste fællesnævner og clikbait-hungren at offentliggøre et indlæg med så mange uunderbyggede påstande.

Selvfølgelig sidder der nogle forskere og andre med sundhedsfaglig baggrund og river sig selv i håret, når vaccinationsdebatten nærmer sig det faktaresistente. Det må bare ikke blive et argument for at stoppe med at tage diskussionen overhovedet.

Vera Rosenbeck

Fake news blev nævnt i flæng og jeg så endda én kommentar, hvis afsender svingede sig helt op til at mene, at Politiken efter offentliggørelsen af dette indlæg måtte vælge side i kampen ”mod fake news og andre Trumpske tendenser”. Og der synes jeg nok alligevel, at man bliver nødt til at slå bremserne i.

Vi kan sagtens være enige om, at debatten om vacciner generelt, og i særdeleshed HPV-vaccinen, er ømtålelig, og at der er langt fra den videnskabelige konsensus til de følelser og bekymringer, en række forældre oplever. Men ligefrem at kalde det 'fake news', at en far lufter sin bekymring mikset sammen med et par ret gennemskuelige konspirationsteorier om 'big pharma', synes jeg er en overdrivelse.

TV 2’s dokumentar om de piger, der mente at opleve bivirkninger fra vaccinen, var et skammeligt eksempel på ukrtitisk sensationsjournalistisk.

Vera Rosenbeck

Ikke at der var meget velovervejet forsvar for beslutningen at hente hos Politiken. Først argumenterede chefredaktøren på twitter for, at det ville have været tilsvarende sindelagskontrol ikke at bringe indlægget. Den kommentar fik fortjent en del kritik med på vejen; hvis det ikke er en debatredaktørs fornemmeste job at vælge, hvad der bliver trykt i avisen, og hvad der ikke gør, så ved jeg ikke, hvad de laver ind på Rådhuspladsen?

Man kunne jo have argumenteret for, at det til en hver tid må være bedre for den offentlige debat at forskellige holdninger – hvor uunderbyggede eller føle-agtige de så end må være – mødes og konfronteres med hinandens verdener, i stedet for aldrig at nærme sig hinandens positioner.

Men det kunne Politiken åbenbart ikke rigtig få sat ord på, så i vanlig rygradsløse stil gik der ikke længe, før de gav en officiel undskyldning. Derefter blev der pænt sat en disclaimer bjælke hen over læserbrevets overskrift, så man da i hvert fald ikke var i tvivl om, at dette ikke var den gængse holdning.

Min sympati for anti-vaxxers kan ligge på et meget lille sted, jeg synes alle forældre bør give deres døtre HPV-vaccinen, og det kan kun gå for langsomt med at tilbyde den til drenge også.

Og bare for nu at få det hele på plads, så syntes jeg også, at TV 2’s dokumentar om de piger, der mente at opleve bivirkninger fra vaccinen, var et skammeligt eksempel på ukritisk sensationsjournalistik.

Så det her handler ikke om at forsvare anti-vaxxerne eller deres ret til at udsætte andres børn for smittefare. Det er i højere grad en refleksion over, hvad der sker, når man polariserer et standpunkt eller en bekymring i en sådan grad, at den ikke engang kan trykkes som holdningsindlæg i en avis, uden at shitstormens kollektivistiske ansigt viser sig.

Antallet af piger, der modtager HPV-vaccinen, er faldet drastisk, og det er en kæmpe tragedie. Jeg tror bare ikke, vi får vendt den udvikling ved at udskamme de vaccinekritiske forældres holdninger i en grad, hvor det ikke engang er værd at diskutere med dem.

Der er ingen tvivl om, at det førnævnte læserbrev, der startede al denne furore, indeholdt påstande, som der givetvis ikke forefindes dokumentation for. Men kunne en alternativ strategi så ikke have været at lave et interview med forfatteren, og bede ham forholde sig til dette? Eller kunne en af personerne i forargelseskoret på twitter og facebook ikke have skrevet et modsvar til læserbrevet, og forklaret hvor det tog fejl?

Kristeligt Dagblad demonstrerede, at det første sagtens kan lade sig gøre, et par dage efter. De lavede et interview med en vaccinekritisk mor, hvor en vedholdende journalist insisterer på, at kvinden forholder sig til den eksisterende forskning, og det selv samme meget tynde faktuelle grundlag for en skepsis mod for eksempel mæslingevaccinen. Den kunst gad jeg godt have set Politiken have gjort efter i denne sag.

Konsekvensen af ikke at tage debatten, men bare klandre Politiken for overhovedet at lægge spalte til en sådan holdning er jo, at de forældre, der er af den ene eller anden grund er skeptiske, eller i hvert fald bekymrede for de eventuelle bivirkning af HPV-vaccine, ikke bliver klogere, eller får mere tillid til, at vaccinen er det rigtige valg for deres børn.

Selvfølgelig sidder der nogle forskere og andre med sundhedsfaglig baggrund og river sig selv i håret, når vaccinationsdebatten nærmer sig det faktaresistente. Det må bare ikke blive et argument for at stoppe med at tage diskussionen overhovedet. Det ansvar synes jeg hviler på alle landets medier, på de fagfolk, der har en særlig viden om vaccinen og ikke mindst på alle os lægmænd, der enten er glade for at have fået vaccinen, eller for at have givet den til deres børn.

Det må i hvert fald være bedre at tage diskussionen, med den medfølgende risiko for at støde panden mod muren, end at polarisere vaccineskeptikerne totalt og så efterlade kløften imellem de to fronter urørt.

.......

Vera Rosenbeck (f. 1996) er politisk debattør. Hun har tidligere været formand for organisationen Danske Skoleelever og er i dag medlem af Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.