Kommentar af 
Vera Rosenbeck

Vera Rosenbeck: Velfærdsstaten er middelklassens dresserede monster

KLUMME: Det velfærdssamfund, der skal skabe de bedste forudsætninger for lige muligheder i livet, er reelt set blevet et bureaukratisk monster, som kun middelklassen og opefter har ressourcerne til at gennemskue.

MONSTER: Velfærdsstaten er blevet reduceret til de øvre samfundslags dresserede, bureaukratiske monster, mener Vera Rosenbeck.
MONSTER: Velfærdsstaten er blevet reduceret til de øvre samfundslags dresserede, bureaukratiske monster, mener Vera Rosenbeck.Foto: Colourbox
Vera Rosenbeck
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selv om definitionen af velfærd, og ikke mindst mangel på samme, varierer hen over fløjene, er det et faktum, at alle partierne i Danmark har accepteret velfærdssamfundet som en præmis for politisk udvikling. Lige præcis derfor burde der være et solidt fundament for at have en konstruktiv debat om, hvorvidt vi har indrettet vores velfærdssamfund til gavn for dem, der har det sværest, og hvordan vi bedst muligt udvikler det.

Denne debat brillerer dog ved sit fuldstændige fravær. Og konsekvenserne af et velfærdssamfund, der er gået i stå i sin udvikling, skriger til himlen.

Sidste uge så vi endnu et eksempel: en whistleblower fra Borgercenter Handicap i Københavns Kommune, afslørede, hvordan familier med handicappede børn bliver svigtet gang på gang.

Skiftende sagsbehandlere, umanerligt lange sagsbehandlingstider og endda aftaler, der konsekvent ikke blev overholdt, og telefonopkald og mails, der ikke blev besvaret.

Vi har simpelthen skabt et system, der udelukkende betjener folk, der i forvejen har deres på det tørre.

Vera Rosenback

At handicapområdet i flere år har været et smertensbarn for Københavns Kommune, kræver det kun en googlesøgning at finde ud af, men jeg vover alligevel den påstand, at dette ikke kun er et spørgsmål om Københavns elendige administration; det er også et udtryk for en større tendens i vores samfund, som ingen politikere, hverken lokale eller nationale, rigtig har lyst til at tale om.

Nemlig det faktum, at det velfærdssamfund alle er enige om, skal skabe de bedste forudsætninger for lige muligheder i livet, reelt set er blevet et bureaukratisk monster, som kun middelklassen og opefter har ressourcerne til at gennemskue. Vi har simpelthen skabt et system, der udelukkende betjener folk, der i forvejen har deres på det tørre.

Er det virkelig topmålet af solidaritet, at børn med veluddannede forældre, kan få lov at læse eskimologi på SU, eller at alle, uanset indkomst, modtager børnepenge en gang i kvartalet?

Vera Rosenbeck

Absurditeten i det faktum, at velhavende pensionister hver måned kan hæve boligstøtte til at hjælpe med deres husleje, mens andelen af hjemløse stiger i Danmark, er svær at finde ord for.

Eller at den hjemmeboende studerende trofast får sin SU af staten, imens antallet af langtidsledige har stået stille de sidste 20 år, fordi vi ikke formår at hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet.

Læs mere: SU koster lige så dyrt som uddannelser

For slet ikke at tale om socialområdet, hvor nogle af de mest udsatte eksistenser bliver svigtet på daglig basis af et umenneskeligt system, alt imens at Socialdemokraterne taler om, at den danske velfærdsstat skulle være den bedste opfindelse nogensinde.

Det er klart, at der ikke er et 1:1-forhold mellem velfærdsudgifter til forskellige formål og grupper af mennesker. Men når vi nu bruger i milliardklassen af skattekroner på de samlede velfærdsydelser i Danmark, er det da langt ude, at netop de grupper, der i den grad har brug for velfærdssamfundet, konsekvent ikke bliver hjulpet.

De største velfærdsudgifter, vi har, er de universelle ydelser: SU, børnepenge, folkepension etc. Og hvis vi skal vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt det opfylder de mål, velfærdssamfundet blev konstrueret til, er svaret et klokkeklart nej.

Hvem får mest ud af de universelle ydelser? Ikke de hjemløse, ikke de arbejdsløse og ikke de handicappede, that is for sure.

Det ville klæde det politiske niveau, hvis man for et øjeblik kunne vende diskussionen fra værdisymboler som KVINFO, kage og kontanthjælpslofter og rent faktisk tage den svære, men vigtige debat om, hvorvidt et velfærdssamfund, der primært servicerer en i forvejen velhavende middelklasse, er god nok.

Er det virkelig topmålet af solidaritet, at børn med veluddannede forældre kan få lov at læse eskimologi på SU, eller at alle, uanset indkomst, modtager børnepenge en gang i kvartalet?

Det er klart, det er en debat der kræver mere politisk mod end de symbolske værdidiskussioner – både på højre- og venstrefløjen.

Middelklassen sidder på stemmerne, og det er aldrig sjovt pludselig at få frataget en ydelse, man selv synes sig berettiget til. Der skal også kun et lille pip om nedskæring på SU, børnechecken eller selvbetaling på lægebesøg, før enten middelklassen eller deres universitetsstuderende børn står på Slotpladsen med skilte om velfærdens snarlige død.

Middelklassen stemmer, og middelklassen larmer. Det kommer til at koste for det parti, der tør tage diskussionen om indretningen af vores velfærdssamfund op, hvad end de er røde eller blå.

Alligevel håber jeg for de grupper i samfundet, der ingen stemme har, at der snart er nogen, der tør.

.......

Vera Rosenbeck (f. 1996) er 20 år gammel og politisk debattør. Hun har tidligere været formand for organisationen Danske Skoleelever og er i dag medlem af Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vera Rosenbeck

Fhv. formand, Danske Skoleelever
studerende

0:000:00