Bliv abonnent
Annonce
Debat

Ejendomsforeningen: Selvfølgelig skal vi være digitale på boligområdet

De private organisationer bør have samme mulighededer som det offentlige for digital post, skriver Ejendomsforeningen.
De private organisationer bør have samme mulighededer som det offentlige for digital post, skriver Ejendomsforeningen.Foto: Claus Bech/Scanpix
4. april 2017 kl. 03.50

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Østrup Møller 
Juridisk direktør, Ejendomsforeningen Danmark

Digital kommunikation er en del af de flestes hverdag. Vi tager digital kommunikation for givet, og de fleste af os tjekker nok vores e-boks oftere end postkassen.

Det offentlige har haft succes med digital post og dermed at få os til at tilgå nødvendige og personlige informationer digitalt. Den udvikling skal vi alle understøtte.

Det er en samfundsmæssig beslutning, at al kommunikation mellem borger og det offentlige skal foregå digitalt. Danmark går forrest, når det gælder digitalisering af det offentlige og dialogen med borgerne. Obligatorisk digital post er et vigtigt skridt for at kunne holde os i front i den digitale virkelighed, som vi befinder os i.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til debat@altinget.dk

Fordelene er åbenlyse, fordi digital post gør det billigere og hurtigere at kommunikere, og samtidig bliver det nemmere for os at holde styr på breve og meddelelser.

Den politiske målsætning om en øget digitalisering er en forudsætning for at sikre økonomisk fremgang i en stadig mere global og digital verden og ikke mindst for at sikre størst mulig udnyttelse af ressourcerne i den offentlige sektor.

Der kan ellers nemt etableres løsninger, hvor lejerne modtager breve og anden kommunikation via e-boks, Penneo eller andre tilsvarende systemer

Morten Østrup Møller, juridisk direktør, Ejendomsforeningen Danmark

94 procent af danskerne er da også på internettet i deres hjem.

Forventer digital kommunikation
Vi stiller som borgere ikke længere spørgsmålstegn ved, om kommunikationen skal være digital – vi forventer det, og vi oplever, at kommunikationen foregår via nogle trygge it-systemer.

Mange udlejere bliver mødt med undren, når de fortæller deres lejere, at eksempelvis rapporten fra et flyttesyn ikke kan blive sendt på e-mail, men at den ifølge loven skal printes ved flyttesynet, hvor lejer også skal være til stede.

Flytterapporten udarbejdes ofte digitalt, og kunderne, altså lejerne, vil helst slippe for papirudgaven og gerne have den digitalt, fordi det nu en gang er den måde, vi kommunikerer på i dag. Det er let, og det er trygt, fordi sporbarheden er høj, og man kan gemme rapporten fra flyttesynet efterfølgende på sin computer. Det er i alles interesse.

Alligevel har man politisk, med de seneste ændringer af boliglejelovene i 2015, indført et krav om skriftlighed. Det betyder i praksis, at en udlejer må tage en printer med på flyttesynet, eller finde det gamle karbonpapir frem, så lejer kan få en skriftlig kopi af flytterapporten.

Udlejer oplever, at han ikke kan yde en ordentlig service til lejer, og mange vælger både at udlevere rapporten digitalt og på skrift, fordi lejer helst vil have den digitalt. Hvis udlejer ikke afleverer rapporten skriftligt, så vanker der sanktioner.

Løsningen er enkel
Der kan ellers nemt etableres løsninger, hvor lejerne modtager breve og anden kommunikation via e-boks, Penneo eller andre tilsvarende systemer, som vi allerede er vant til. I disse systemer er der fuld digital sporbarhed, og de kan sættes op med sms- og e-mailadvisering, så man dels eliminerer enhver usikkerhed om, hvornår et brev er modtaget og dels sikrer, at lejerne i realtid kan følge med i, hvad de modtager af post fra deres udlejer.

Der skal selvfølgelig være mulighed for, at en borger kan blive fritaget for at skulle kommunikere digitalt – ligesom man kan, når man kommunikerer med det offentlige. Hvis man bliver fritaget her, så skal det selvfølgelig også gælde i kommunikationen med eksempelvis udlejer. Men for alle os andre, så bør kommunikationen foregå digitalt.

Danskerne er erfarne brugere af digitale tjenester. Men der er behov for politisk ejerskab til en fortsat ambitiøs digitalisering af det danske samfund, som indbefatter, at nye regelfastsatte krav bør afspejle ambitionen om det digitale Danmark – det gælder også på boligområdet, hvor vi selvfølgelig bør kunne anvende digital post i alle sammenhænge.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce

Nyhedsoverblik


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026