Fritidshusejerne: Lejeloven har plads til forbedringer

Af Jan Howardy
Formand, Fritidshusejernes Landsforening

Hvad har sommerhuse på fremmed grund med lejeloven at gøre? Jo, der findes et halvt tusinde sommerhuse på fremmed grund ejet af private – faktisk var der også ca. 3000 sommerhuse på statens grunde, men de fik en lovgivning i 2007 af den daværende miljøminister.

Tilbage i 1950 havde mange gårdejere områder, som af forskellige årsager ikke var egnede til at indgå i den daglige landbrugsdrift. Da der i samme periode var en kraftig vækst i antallet af personer, der ønskede et sommerhus, blev der indgået lejeaftaler, hvorefter man lejede et stykke af den pågældende jord og selv opførte et sommerhus af træ eller sten. Lejeaftalen løb typisk i 30 år.

Usikkerhed for sommerhusejere på fremmed grund
Dengang var sommerhusene meget simpelt udført uden vores dages tekniske installationer. I mange år gav dette ikke anledning til de store problemer, men efterhånden konstaterede landsforeningen, at flere og flere lejere oplevede det rene Vilde Vesten-tilstande, hvor udlejere havde frit spil med hensyn til forhøjelse af leje og betingelserne. Og kunne man ikke lide forhøjelsen, eller havde man simpelthen ikke økonomiske midler til den forhøjet leje, kunne udlejer hæve lejeaftalen og bede lejer om at fraflytte sit sommerhus.

En ting var at skulle rive et sommerhus med tilhørende tekniske installationer ned, noget helt andet var, at mange lejere havde taget lån i bygningerne, som de ejede, og som de derfor ikke uden videre kunne rive ned. Der var med andre ord en del borgere, der ikke havde nogen retssikkerhed.

Lov nr. 34 sikrede sommerhuslejere
Derfor har Landsforeningen de sidste ti år arbejdet for at få en lovgivning (lejelov) på området, således at der kom en beskyttelse af lejerne imod urimelige lejevilkår, og som samtidig imødekom de rimelige betingelser, som udlejer havde med hensyn til regulering af leje med mere. Det var således Landsforeningens mål at sikre en fornuftigt balance imellem lejeres og udlejeres behov. Landsforeningen fik endelig politikkerne til at indse, at der var behov for lovgivning på området. Det resulterede i, at minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen i 2013 fremsatte lov nr. 34 i Folketinget, og efter nogle justeringer, efter samråd på udvalgsmøder, blev loven vedtaget i begyndelsen af 2014.

Sommerhuslejere er nu beskyttet ved lov – ligesom andre lejere er beskyttet af lejeloven.

Vi vil gerne opnå en ændring af den omstændighed, at hvis lejer og udlejer ikke kan blive enige om det lejedes værdi, det vil sige markedslejen, så kan udlejer i princippet forlange at lejer flytter sit sommerhus.

Jan Howardy
Formand, Fritidshusejernes Landsforening

Løbende dialog forbedrer loven
I forbindelse med indførelsen af den digitale tinglysning overså man, at der er to ejere af sommerhuse på fremmed grund, en udlejer, som ejer grunden, og en lejer, som ejer sommerhuset. Det var således ikke muligt digitalt at tilføje en ejer af sommerhuset.

Det betød, at en lejer ikke kunne optage et lån i sit sommerhus, idet lejer ikke fremgik af tingbogen, og dermed kunne der ikke tinglyses et pant på ejendommen, da debitor ikke var den samme, som står som ejer af grunden. Flere ejere af sommerhuse på fremmed grund oplevede således, at de ikke kunne optage lån i deres sommerhus, og hvad der var langt mere alvorligt, det var ikke muligt at sælge sommerhuset, med mindre køber kunne betale for sommerhuset kontant.

Landsforeningen har igennem en løbende dialog med de relevante myndigheder på området fået ændret dette, men vi vil fortsætte med at forbedre den nye lov.

Brug for flere forbedringer
Først og fremmest vil vi gerne opnå en ændring af den omstændighed, at hvis lejer og udlejer ikke kan blive enige om det lejedes værdi, det vil sige markedslejen, så kan udlejer i princippet forlange, at lejer flytter sit sommerhus.

Vi ønsker også en præcisering af § 5, så denne bestemmelse også gælder ved indgåelse af nye lejekontrakter, og at udlejer ikke kan forlange, at lejer skal flytte eller tiltræde en urimelig lejeaftale. Lejer skal anlægge sag mod udlejer, hvis lejeaftalen er urimelig. Hvorfor er det ikke udlejer, der skal anlægge en eventuel sag? Det kan have en betydning, såfremt lejer skal have dækket sine sagsomkostninger hos retshjælpsforsikringen, da det så er lejer, som er sagsøgt.

Loven mangler også en præcisering af fordelingen af udgifter til for eksempel kystsikring, ejendomsskat, eventuel tvungen kloakering m.v. – hvilke omkostninger udlejer kan indlægge i lejen, og hvilke omkostninger hvor det med rimelighed er lejer, som selv skal betale.