Socialdemokratiet er røde op til hver valgkamp – og blå så snart, vælgerne har sat deres kryds

Uligheden er steget støt i Danmark siden 1987, hvor Danmarks Statistik begyndte at måle på det.

Både når Socialdemokraterne har regeringsmagten, når de borgerlige partier har regeringsmagten og nu, hvor de deler magten. De eneste to år, hvor uligheden faldt, var fra 2008 til 2009 og fra 2021-2022.

Ellers er den steget hvert eneste år. Og den samlede stigning er markant.

Er det ikke bare en international tendens?

Jo, men det er også et valg. De seneste 25 års reformer i Danmark har alle som én gjort Danmark mere ulige. Den stigende politiske ulighed er altså også et politisk valg – også når Socialdemokraterne har magten.

Mette Frederiksen (S) taler om at mindske uligheden, men stemmer for at øge den.

Danmark bliver rigere. Væksten stiger. Pengene vælter ind. Hvad er problemet?

At den stigende ulighed skaber utryghed, mistillid og frygt for fremtiden. Det er en gave til populister, der vil omstyrte demokratiet.

I de tidlige sommermåneder i år sad de økonomiske vismænd og kløede sig i nakken og ledte med lys og lygte efter forklaringer på en tilsyneladende uforklarlig pessimisme. Dansk økonomi har optur. Reallønnen stiger. Luksusforbruget går op. Alligevel frygter danskerne for deres private økonomi.

De fattige er vrede. Til stor overraskelse for os vellønnede mænd, der sidder nede ved havnen i Hornbæk og undrer os.

Jakob Elkjær

Faktisk er vi i snit lige så pessimistiske, som da finanskrisen var værst. Vismændene begyndte at skille tallene ad, som økonomer nu gør. Og de kunne se, at kvinderne, lejerne og folk på landet og dem uden en videregående uddannelse trak humøret ned, mens det slet ikke gjaldt mænd i København og Aarhus. 

“En mand, der bor i byen og har en lang videregående uddannelse, er reelt slet ikke bekymret for landets økonomi,” konstaterede overvismand Carl-Johan Dalgaard forbløffet.

De fattige er vrede. Til stor overraskelse for os vellønnede mænd, der sidder nede ved havnen i Hornbæk og undrer os.

Hvis reformerne sikrer fuld beskæftigelse, så er det vel ligegyldigt med teoretiske tal om ulighed?

Nej, relativ ulighed tager også humøret fra folk. Hvis du ikke har råd til ferie, fodboldstøvler, lejrskole, tandlæge eller efterskole til dit barn, som de andre forældre, så gør det ondt.

Folk bliver også pressede, hvis de må vente et år på en tid hos fysioterapeuten, fordi de ikke har et fedt job med en sundhedsforsikring ligesom naboen, der kan komme til med det samme.

Vi er ikke længere i samme båd. Og det skaber utryghed. Tilliden, der ellers skulle være kitten i vores samfund, har også fået et gevaldigt knæk.

Er det ikke bare misundelse, alle bliver rigere, nogle bare mere end andre? 

Nej, det handler desværre ikke kun om relativ fattigdom, men også om absolut fattigdom.

For eksempel blev 4.700 kontanthjælpsmodtagere sat ned på den laveste ydelse på 6.789 kroner per 1. juli, som følge af SVM-regeringens kontanthjælpsreform, der skal øge arbejdsudbuddet med 750 personer.

Boligforeningerne forbereder sig på at sætte folk på gaden.

Og sagsbehandlerne i kommunerne river sig i håret, for hvad fanden skal de gøre? Samtidig får de mest velhavende danskere fra nytår topskattelettelser. Begrundelsen er den sædvanlige økonom-logik, som Socialdemokraterne er indforstået med, når de ikke skal møde vælgerne. Arbejdsudbuddet skal op.

Og de fattige bliver motiveret af, at man tager pengene fra dem, mens højtlønnede bliver motiveret af at få flere penge. Sådan er vi så forskellige.

S er et af de såkaldte magtpartier. Det er blevet et mål i sig selv at have magten.

Jakob Elkjær

Men hvordan er det kommet dertil, at arbejderbevægelsen systematisk flytter læsset fra de bredeste til de smalleste skuldre?

Svaret er kompliceret og handler om magt. S er et af de såkaldte magtpartier. Det er blevet et mål i sig selv at have magten. Magt bygget på loyalitet, og disciplin er blevet vigtigere end retning.

I ungdomspartiet bliver du skolet til, at det gerne må gøre ondt at tage ansvar og beholde magten. Nogle gange må man stemme for det, man er imod, for at styrke lederen. Man skal ikke længere bare spise skovsneglen en gang imellem.

Nej, nu er den, som spiser flest skovsnegle, er den bedste partisoldat.

Samtidig får alle partier færre menige medlemmer, så det er lettere for lederen at skifte kurs.

Det er ikke baglandet, der fylder partikassen længere. Til gengæld får politikerne mere magt, fordi det er deres stemmetal, som udløser statsstøtte.

Derfor kan Mette Frederiksen vende partiet på en tallerken og pludselig belære medlemmerne om, at skattelettelser er vigtigere end velfærd, selv om de har sagt det modsatte, så længe nogen kan huske.

Og så hjælper det på partidisciplinen og loyaliteten, at man kan leve af at være socialdemokrat.

Der er job i arbejdsmarkedsuddannelser, a-kasser, fagforeninger, højskoler, boligforeninger, pensionskasser, fonde og bestyrelser. Og lønnen er god. Derfor ser vi stort set aldrig partihoppere i Socialdemokratiet.

Et gammelt mundheld siger, at man kan narre alle folk i nogen tid, og nogle folk hele tiden, men du kan ikke narre alle folk hele tiden.

Hvis man følger kommentarerne på de sociale medier og meningsmålingerne, så virker det som om, Socialdemokratiet er kommet til kolbøtternes endestationen.

De står til kun at få hver femte stemme, og vælgerne griner åbenlyst af det valgchokolade, de får serveret.