Tidligere OL-atlet og forsker om sportsleders mystiske forsvinden: Autokraternes lange arme er på spil igen

Sport som propaganda

Da han i august 2025 rejste til Istanbul fra sit eksil i Polen, forsvandt han sporløst samme dag. Ifølge medierapporter tog han en mystisk tur fra Istanbul til Trabzon, hvorefter alle spor forsvandt på havet.

Familien og BSSF har indgivet anmeldelser til de tyrkiske og polske myndigheder, men frygten er, at belarusiske sikkerhedstjenester står bag en uofficiel bortførelse eller udlevering.

Kotau har længe været eftersøgt af både Belarus og Rusland, hvilket øger sandsynligheden for, at sporten her bliver udgangspunkt for politisk hævn og international retsløshed. 

Atleter reduceres til brikker i et større propagandaspil, hvor de ikke længere bedømmes på præstationer, men på deres politiske lydighed. 

Tobias Thune Jacobsen
Idrætsforsker

Sagen viser, at sportens institutioner ikke står fri af autoritære regimers magtspil. I Belarus har Lukasjenko længe brugt sport som propaganda: Store sportsbegivenheder skal vise landet som stabilt og succesfuldt, mens kritiske atleter straffes med udelukkelse, fængsling eller eksil.

Netop derfor blev BSSF oprettet, for at støtte de sportsfolk, der nægter at bøje sig for regimets krav om tavshed og loyalitet. 

Denne form for magtudøvelse er ikke enestående for Belarus. I Rusland er sportsstjerner blevet presset til at bakke offentligt op om Kremls krigspolitik, mens kritikere mister deres karrieremuligheder.

Som deltager ved OL i 2022 oplevede jeg selv, hvordan internationale sportsbegivenheder i Kina bruges til at polere regimets image, samtidig med at lokale udøvere underlægges streng censur.

Politisk lydighed over præstationer

Fællesnævneren er, at regimerne ser sportens store symbolske værdi: Den kan samle nationen, legitimere magten og udstille styrke over for omverdenen.  

Men når sport misbruges på den måde, forsvinder dens kerneværdier. Frihed, lighed og fair konkurrence. Atleter reduceres til brikker i et større propagandaspil, hvor de ikke længere bedømmes på præstationer, men på deres politiske lydighed. 

Kotau-sagen er ikke blot en isoleret tragedie. Den er en påmindelse om, at sportens verden er dybt forbundet med politik, og at de værdier, sporten hævder at stå for, konstant udfordres af regimer, der ser den som et effektivt våben.

Som jeg tidligere har argumenteret i mit indlæg om nødvendige politiske tiltag for at beskytte sportens integritet, kan vi ikke blot gemme os bag idéen om idrættens neutralitet og autonomi.

Hvis internationale forbund, demokratiske stater og publikum ønsker, at sport fortsat skal være et frirum for fællesskab og konkurrence, må vi handle aktivt og insistere på at holde regimernes indflydelse i skak.