Centrale ministre får bank i ny måling

MENINGSMÅLING: Ny måling er horrorlæsning for topministre som Lars Løkke, Claus Hjort og Troels Lund. Esben Lunde ender på jumbopladsen, mens den 71-årige Haarder er den suverænt mest populære.   

Det har ikke været en dans på roser for&nbsp;den regering,&nbsp;statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede i slutningen af juni. <br>
Det har ikke været en dans på roser for den regering, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede i slutningen af juni.
Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Erik Holstein

Næsten alle regeringer bedømmes hårdt af vælgerne, og særlig for en ét-parti-regering med en begrænset vælgerbasis vil ministermålinger ofte være barsk læsning. Derfor er det faktisk fint nok, at Venstre-regeringen samlet set kun lander ganske lidt under nulpunktet i en ny Norstat-måling udført for Altinget. Men at en række af de vigtigste ministre i den grad bortdømmes; det er alvorligt.

Vi har denne gang ændret målemetoden lidt, så der både er mulighed for at give positive og negative karakterer. Det skulle gerne give et mere overskueligt og retvisende billede. Eksempelvis ender den omstridte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) her på et rent nul. Det afspejler fint, hvilken fantastisk opbakning hun har i blå blok – og hvilken rasende modstand hun møder blandt oppositionens vælgere.

Aldersmæssigt bedømmes ministrene meget hårdt af de yngste vælgere, mens pensionisterne giver positive karakterer. Geografisk er de mest kritiske nordjyder og til dels københavnere, mens vælgere fra regionerne Sjælland, Midtjylland og Syddanmark er mere venligtsindede

Ingen trøst for Eva Kjer
Målingen er foretaget under og umiddelbart efter regeringskrisen. Der er også målt på den detroniserede miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der stadig var minister, da målingen blev sat i gang. Hun er ikke medtaget nedenfor, men det er værd at bemærke, at Eva Kjer kom ud som den absolut mest upopulære minister af alle. Så selvom hun har stærk opbakning i landbrugskredse, gælder det bestemt ikke i befolkningen som sådan.

Allernederst i artiklen er en interaktiv graf, hvor man kan se bedømmelsen af de enkelte ministre hos vælgerne fra hvert af Folketingets ni partier.

1. plads
Bertel HaarderKultur- og kirkeminister Bertel Haarder
Karakter: 1,2 (Ved ikke: 20 %)

Da Bertel Haarder første gang blev minister for snart 34 år siden, var Venstre-regeringens yngste medlem ikke engang født. Han var et sandt hadeobjekt for venstrefløjen i sine første år som minister, men i sin karrieres efterår er Haarder endt som den absolut mest populære minister. Ironisk nok bliver den fornemme placering primært sikret, fordi den gamle værdikriger ikke vækker den store modvilje på venstrefløjen i dag. Således er han den Venstre-minister, der møder mindst modstand hos vælgere fra Enhedslisten og Alternativet.  

2.-3. plads
Kristian JensenUdenrigsminister Kristian Jensen
Karakter: 0,7 (Ved ikke: 18 %)

En flot – om end ikke prangende – karakter til udenrigsministeren. Kristian Jensen er ikke en udenrigsminister med en meget skarp kant, og han er på det seneste blevet kritiseret for sin deltagelse i erhvervsfremstødet i det islamistiske diktatur Saudi-Arabien. Det ser indtil videre ikke ud til at have skadet ham. Jensen får en 1. plads hos vælgere fra Radikale og Konservative, men kun en 4.-6. plads i Venstres eget vælgerkorps. 

2.-3. plads
Søren PindJustitsminister Søren Pind
Karakter: 0,7 (Ved ikke: 15 %)

Med en delt 2. plads kan Søren Pind konstatere, at han er mere populær blandt vælgerne end i Folketinget, hvor såvel LA som DF har været ude med riven efter ham. Med enkelte undtagelser har justitsministerposten givet pæne pluspoint hos vælgerne, specielt hvis man er en hård nyser, som "sheriffen" i hvert fald er på det retoriske plan. I praksis har der dog ikke været meget Clint Eastwood over Pind, og det er måske grunden til, at "humanistpartiernes" vælgere også bedømmer ham relativt godt. 

 4.-5. plads
Karen EllemannSocial- og indenrigsminister Karen Ellemann
Karakter: 0,3 (Ved ikke: 22 %)

Karen Ellemann er ikke en særlig markant social- og indenrigsminister, og de mest kritiske sager som kontanthjælpsloft og smalhals for kommunerne er primært kørt af beskæftigelsesministeren og finansministeren. Hun vækker ikke de store følelser hverken i rød eller blå blok, men det er altså samlet godt nok til et lille plus.

4.-5. plads
Sophie LøhdeMinister for sundhed og ældre Sophie Løhde
Karakter: 0,3 (Ved ikke: 23 %)

Sophie Løhde har indtil videre været yderst driftsikker på det minefyldte sundhedsområde. Hun er dog begunstiget af, at hun sidder på dét velfærdsområde, som regeringen prioriterer højest. Løhdes tilgang til sundhed har mere været snusfornuftig end ideologisk, og hendes ressortområde skaber ikke længere de store stridigheder i Folketinget. Sophie Løhde er ikke en minister, der deler vandene.

6.-7. plads
Inger StøjbergUdlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg
Karakter: 0,0 (Ved ikke: 13 %)

Integrationsminister Inger Støjberg er derimod en omvandrende slagmark. Aldrig før har man set en minister, der i så ekstrem grad hades af den ene halvdel af befolkningen og elskes af den anden halvdel. Det har værdikrigeren Støjberg sikkert ikke det mindste imod, for kampen ser ud til at være en livseliksir for hende. Udlændingeministeren med den toughe stil er uden sammenligning den mest populære blandt vælgere fra Venstre, DF og LA, mens hun får surrealistiske -6,5 fra Alternativets vælgere. Samlet set lander hun altså på et rundt nul og lige over midten blandt Venstre-ministrene.

6.-7. plads
Ellen Trane NørbyMinister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby
Karakter: 0,0 (Ved ikke: 26 %)

Den omdiskuterede folkeskolereform blev vedtaget under den tidligere regering, og der har været nogenlunde politisk ro på området i Ellen Trane Nørbys ministertid. Hendes opgave har mest været at få butikken til at køre. Undervisningsministerens profil er ikke ligefrem skåret i granit, og hun får kun en delt 9. plads blandt Venstres egne vælgere.   

 (Artiklen fortsætter under grafen)

8. plads
Peter ChristensenForsvarsminister Peter Christensen
Karakter: -0,1 (Ved ikke: 27 %)

"PC" er normalt skarp som en ragekniv, men han har ikke haft ret lang tid til markere sig som forsvarsminister. Han lander midt i feltet i samtlige partier, men det kan meget vel ændre sig til næste måling, nu hvor Danmark har besluttet at gå mere intensivt ind i kampen mod terrorstaten IS. 

9. plads
Hans Christian SchmidtTransport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt
Karakter: -0,2 (Ved ikke: 28 %)

Bulderbassen Hans Christian Schmidt var en katastrofe som miljøminister i Foghs (V) første regering, men som transportminister er han mere velplaceret. Her kommer hans konfrontatoriske stil til sin ret, når han på borgernes vegne skal tage fat i alle de ting, der ikke fungerer i den offentlige transport. Schmidt kan dog slet ikke konkurrere med den socialdemokratiske forgænger på posten Magnus Heunicke, der formåede at blive super populær.

10.-11. plads
Jørn Neergaard LarsenBeskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen
Karakter: -0,6 (Ved ikke: 33 %)

I en tid med trepartsforhandlinger og strid om kontanthjælpsloft er det forbløffende, at hver tredje vælger ikke kan bedømme landets beskæftigelsesminister. Neergaard kom fra en direktørstilling i DA, men det har ikke gjort ham til en firkantet arbejdsgiver-lobbyist. Hans placering skyldes ikke astronomiske minusser fra venstrefløjens vælgere. Snarere at han kun får en 14. plads blandt Venstres egne vælgere – og lander helt i bunden hos DF's vælgere. Det sidste skyldes formodentlig den aktuelle strid om kontanthjælpsloftet, hvor aben er havnet hos Neergaard.

10.-11. plads
Lars Christian LilleholtEnergiforsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt
Karakter: -0,6 (Ved ikke: 34%)

Venstre-regeringens klimaprofil er langt fra så grøn som under den tidligere regering, men det ser ikke ud til, at det er de manglende klimaambitioner, der trækker Lilleholt ned. Han lander nemlig længere nede i feltet hos de blå vælgere, og Venstre-veteranen er kun nummer 15 hos Venstres egne vælgere. Noget tyder altså på, at det er hans manglende profilering, der er problemet. Mere end hver tredje vælger ser sig ude af stand til at bedømme ham.  

12.-14. plads
Claus Hjort FrederiksenFinansminister Claus Hjort Frederiksen
Karakter: -0,7 (Ved ikke: 18 %)

Vælgerne har anderledes let ved at vurdere "Hjorten", der har været en helt central mand i Venstre i 30 år. Men det gør ikke karakteren bedre. Hjort har fået den utaknemmelige opgave at holde økonomien i et jerngreb, og det giver massive minusser fra venstrefløjen. Samtidig har han begået ukarakteristisk mange fejl – værst omkring boligydelsen – og hans karakterer fra de andre blå partier er middelmådige. Han holdes oppe af Venstres vælgere, der giver ham en 3. plads for lang og tro tjeneste. 

12.-14. plads
Troels Lund PoulsenErhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen
Karakter: -0,7 (Ved ikke: 26 %)

Selvom han selv er fritids-landmand, kan man ikke sige, at Troels Lund Poulsen går i folk med træsko på. Han ligger langt nede i rækken hos samtlige vælgergrupper, men det kan han tillade sig at se stort på, så længe han har en vigtig ministerpost og er tæt på statsministeren. Internt er Troels Lund en vigtig spiller i Venstre, og han var en af strategerne bag Løkkes mirakuløse redning i formandsopgøret.  

12.-14. plads
Karsten LauritzenSkatteminister Karsten Lauritzen
Karakter: -0,7 (Ved ikke: 24 %)

Det hører med til jobbeskrivelsen som skatteminister, at man får bank i alle popularitetsmålinger. Den skæbne har Karsten Lauritzen heller ikke undsluppet, men sagligt set er det ikke helt retfærdigt. Han har gjort et stabilt job på en uriaspost i et system, der har været præget af skandaler og hovedløse nedskæringer. Som han med en vis selvironi udtrykte det, føler han sig sikker på at bevare jobbet: for der er ikke andre, der vil have det! 


15. plads
Lars Løkke RasmussenStatsminister Lars Løkke Rasmussen
Karakter: -1,4 (Ved ikke: 11 %)

Uanset hvordan man vender og drejer det, er statsministerens karakter en disaster for den samlede regering. Løkke har aldrig været i nærheden af at genvinde den popularitet, han havde før bilagssagerne – og den forrige uges mislykkede pokerspil med de konservative har ikke gjort det bedre. En statsminister skal trække regeringen op, og lige nu er Løkke en møllesten om regeringens hals. Han kan dog glæde sig over en andenplads blandt vælgerne fra Venstre og LA, men det er så det. Statsministeren er hadet i oppositionen, og han lander i minus hos DF-vælgerne. 

16. plads
Esben Lunde LarsenUddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen
Karakter: -1,8 (Ved ikke: 29 %)

Esben Lunde Larsen skiftede ministerpost midt under måleperioden, men som uddannelsesminister var han ikke just elsket i befolkningen. Forklaringen er utvivlsomt de massive besparelser på uddannelsesstederne. Den slags kan gøre enhver upopulær, og Esben Lunde gik tilmed meget offensivt til værks ved at udtale, at "de kornfede" institutioner sagtens kunne stramme op. Det synes ikke engang Venstres egne vælgere at være enige i, for Esben Lunde Larsen ender også på sidstepladsen hos dem.   

 

Dokumentation

Sådan har vi spurgt:
Hvordan bedømmer du ministrenes indsats?
Skala: Den meget dårlige præstation (-10) til den meget gode præstation (+10)

Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1003 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 25. februar til 29. februar 2016.

Se alle tallene her


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00