Den gamle skole skal reetableres
Det er fyndige billeder, der faldt Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen (der heller ikke ved, hvor Nakskov ligger), for brystet, men det er jo sigende, at de er så anskuelige, at enhver straks ved, hvad de betyder. Og enhver med børn i folkeskolen ved, at de dækker over en daglig virkelighed. Direkte fysisk rundkreds eller ej.
Selv om sandheden er ilde hørt, så har den danske folkeskole problemer. Den er også en supertanker, hvis kurs kun vanskeligt kan lægges om, men mon ikke ædrueligheden er ved at sætte ind. 1990'ernes store internationale undersøgelser med de pinlige bundskraberplaceringer for verdens dyreste skolevæsen gør efterhånden deres virkning.
Samtidig lader stadigt færre forældre sig besnære af de abstrakte talemåder om udvikling af alskens demokratiske, kritiske og sociale kompetencer hos deres børn.
Forældrene ved, at selvværd får deres børn også ved at kunne læse en bog, måske endda snarere sådan end ved at diskutere selvværd i klassen.(...)
Som Henning Fonsmark så træffende bemærkede her i avisen for nylig: det er ikke mindst et spørgsmål om elevernes værdighed. Den fratages de dybest set, hvis skolen møder dem med det hemmelige udgangspunkt, at de ikke er i orden, som de er, men diskret skal udvikles til meget bedre individer.
Fordampet er vel efterhånden også forestillingen om, at kundskaber udgør en nærmest overflødig dødvægt, som den såkaldt "sorte skole" bebyrdede sine elever med; noget som hørte et landsbrugs- og siden et industrisamfund til, mens et moderne informationssamfund angiveligt kun efterspørger såkaldt "kommunikationskompetence". Men har man især lært at mene noget, måske tilmed på bekostning af at vide noget, lyder den deraf følgende, rigelige kommunikation også derefter.
Nu er tiden inde til, at man vinker farvel til de mest luftige og uforpligtende ideologier inden for pædagogikken, så Danmark ad åre reetablerer en undervisningssektor, der tåler sammenligning med vores europæiske nabolande. Det rækker naturligvis også opad: skal folkeskolen blive bedre, må seminarierne først blive det. Kvaliteten af undervisningen dér trænger akut til styrkelse, konkluderer en helt ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut.
Det er vigtigt, at lærernes organisation også kan tage åbent mod konstruktiv kritik. (...)
(...) Det er faktisk statsministerens pligt i en åbningstale anno 2003 at komme ind på skolens krise.
Indsigt
- B 12 Folketingsbeslutning i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til statsregnskabet for finansåret 2024 (Folketinget)Fremsat
- L 2 Lov om tillægsbevilling for finansåret 2025 (Finansministeriet)Fremsat
- B 9 Mulighed for at stille krav om håndtryk og respekt for danske samfundsnormer i offentlige institutioner og på arbejdsmarkedet (Udlændinge- og Integrationsministeriet)Fremsat
- Kvinderne i overtal for første gang: Se alle de nye ministre
- Syv politikere bliver ministre for første gang: Lær dem at kende her
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Ministerkabalen varsler problemer for Mette Frederiksen
- Tre dage med Samira Nawa: Et godt råd fra chefen, en bredside fra Pia K. og de første sager på ministerbordet




























