Forsker: Troels Lund Poulsen er Danmarks kedeligste politiker. Det er helt bevidst

Fra person til parti

Historisk har særligt højrefløjspartier og særligt nyoprettede partier haft tendens til at forme sig med en tydelig persona i forgrunden. Det er stadigvæk partier i disse kategorier, der i Europa såvel som Danmark dominerer den personfokuserede politiske samtale.

Særligt nyoprettede partier tager ofte udgangspunkt i personer snarere end idéer. Det hænger blandt andet sammen med, at deres skabelsesberetning tager udgangspunkt i en eller flere enkeltpersoner, der formulerer idéer, der resonerer hos andre. Mennesker tænker tanker, der kan blive til idéer, der kan institutionaliseres i et parti.

Vi så det, da Inger Støjberg oprettede Danmarksdemokraterne og lod sig eget navn indgå i titlen.

For at tiltrække sig mest mulig opmærksomhed om det nye projekt, bruger nye partier gerne alternative medier. I stedet for at skulle overbevise journalister og redaktører om, at det ville være relevant at give spalteplads og taletid til nye partier, kan man på sociale medier udtrykke sig hele tiden, præcis som man vil, om det man vil.

For protestpartier, der står i opposition til det eksisterende etablissement, er det yderligere fordelagtigt at vende sig bort fra etablerede medier. Det understreger, at de repræsenterer noget anderledes end de gældende normer. Og så er sociale medier mere relevante for den personbårne appel, fordi sociale medier er indrettet til enkeltpersoner: Algoritmerne foretrækker ansigter og følelser, ikke lange artikler og argumenter.

Lars Boje Mathiesen (BP) har således ikke nået sine vælgere gennem avisspalterne men gennem Facebook.

Har magten båret jakkesæt, har den populistiske højrefløj taget undertrøje på.

Alberte Bové Rud
Postdoc, Det Danske Institut i Rom og gæsteforsker ved DIIS

Jakkesæt og undertrøje

Samtidig med at personlighedspolitik er vundet frem, har en række højreorienterede protestpartier fået øget opbakning.

De to ting hænger sammen. Højrefløjen har generelt været langt bedre til alternative kommunikationsformer og til at føre personligheder frem. Højrefløjens protestformer har taget afstand fra eksisterende magthavere ved netop at kritisere deres upersonlige og nærmest umenneskelige konformitet.

Har magten båret jakkesæt, har den populistiske højrefløj taget undertrøje på. Har magten talt i et formfuldendt sprog, der vidnede om en lang uddannelse, har den populistiske højrefløj stolt påtaget sig et jævnere og til tider vulgært sprog. Har magten udtrykt sig skriftligt og kompliceret i aviser og pamfletter, præsenterede den populistiske højrefløj sin politik visuelt på sociale medier flankeret af rappe slogans.

Samtidig har magtpartier haft tendens til at distancere sig fra protestpartierne og rynket på næsen af den personlighedspolitiske tilgang. En opgørelse fra Common Consultancy konkluderede i forbindelse med Europaparlamentsvalget i 2024, at højrepopulistiske politikere var suveræne på sociale medier på tværs af Europa, og den netop overståede valgkamp i Danmark kunne være et eksempel på det samme.

Højrefløjens protestpartier har nemlig omfavnet personlighedspolitikken mere end venstrefløjens. Det ses i Danmark såvel som i det øvrige Vesten, historisk såvel som aktuelt.

En årsag kan være, at højrefløjen på et ideologisk plan er mindre skeptiske over for politiske hierarkier, end venstrefløjen er.

Da Morten Messerschmidt gik på scenen på valgaftenen, sang hans støtter “formand, formand”, mens Pelle Dragsted grundet sit partis principper ikke kan kalde sig mere end politisk ordfører.

Alberte Bové Rud
Postdoc, Det Danske Institut i Rom og gæsteforsker ved DIIS

Den italienske filosof Norberto Bobbio identificerede i midten af 1990’erne, hvordan forskellen på højre- og venstrefløj ultimativt var, at højrefløjen accepterede ulighed som et vilkår, mens venstrefløjens så det som sin opgave at bekæmpe den. Med det udgangspunkt har højrefløjen relativt lettere ved at køre enkeltpersoner i stilling til at tale på vegne af partiet.

Da Morten Messerschmidt (DF) gik på scenen på valgaftenen, sang hans støtter "formand, formand", mens Pelle Dragsted (EL) grundet sit partis principper ikke kan kalde sig mere end politisk ordfører.

Også tæt på magten

I den netop overståede danske valgkamp afspejles de generelle personlighedspolitiske tendenser tydeligt: Nye partiers ledere fylder mere internt i deres partier end gamle partiers ledere, og højrefløjens ledere er mere tydeligt personlige end venstrefløjens.

Lars Boje Mathiesen er vigtigere for Borgernes Parti, end Troels Lund Poulsen er det for Venstre. Morten Messerschmidts person bruges mere aktivt i Dansk Folkepartis kampagner, end Pelle Dragsted eller Martin Lidegaard (RV) gør.

Men personlighedspolitik vinder stadig bredere indpas. Og også i midten af politik, tæt på magtens kontorer, vinder det store fokus på personer frem.

Vi ser også herhjemme, at forskellene efterhånden er blevet mindre.

Til trods for at Mette Frederiksen (S) er leder af et traditionelt venstreorienteret magtparti, er hun blandt de dygtigste personlighedspolitikere. Også Pia Olsen Dyhr (SF) eller for den sags skyld hendes sekundant Jacob Mark præsenterer sig selv med hud og hår, med personlighed og følelser for vælgerne.

Personlighedspolitikken er altså vokset ud over kanten af højrefløjens nye protestpartier, og et bredt spektrum af partier har taget metoderne til sig. Stadig flere accepterer personlighedspolitikken, stadig færre finder den smagløs.

Før eller siden vil personlighedspolitikkens popularitet forårsage en modreaktion, når vælgere finder politik for personbåret.

Alberte Bové Rud
Postdoc, Det Danske Institut i Rom og gæsteforsker ved DIIS

Det er dog svært at forestille sig, at personlighedspolitikken ikke fortsat vil møde modstand eller foragt blandt enkeltpolitikere såvel som vælgere.

Personlighedspolitikken er siden 1990’erne blevet gødet af en frustration over, at politik var for upersonligt, og før eller siden vil personlighedspolitikkens popularitet forårsage en modreaktion, når vælgere finder politik for personbåret.

Valgresultatet gav Troels Lund Poulsen øretæver, hvilket muligvis har været forstærket af hans dæmpede personlige fremtoning.

Men det vil ikke vare evigt. Før eller siden vil pendulet svinge den modsatte vej, og der vil være flere vælgere, der tiltrækkes af den, der kan kalde sig Danmarks kedeligste politiker.