Helle Malmvig: De børn, Peter Hummelgaard gerne vil hjælpe, har brug for mere end vagtsomme blikke

Alt for ofte bærer børn på volden som en hemmelighed. De skammer sig. Eller er loyale mod forældrene.

Af og til ved børnene ikke selv, hvor forkerte forældrenes handlinger er. For at overleve mentalt må de børn afkoble sig fra virkeligheden, finde på undskyldninger, lade som om det unormale er normalt.

I voksenlivet kan det blandt andet sætte sig som angst, depressioner – og ny vold.

Undersøgelser viser, at op mod 80 procent af alle voldsudøvere selv har været udsat for vold i deres barndom. Volden ruller videre gennem generationerne og har enorme omkostningerne både for den enkelte og for samfundet.

Svigt i velbjærgede hjem 

Hummelgaard understreger, at vold mod børn foregår i alle sociale lag.

Han nævner blandt andet mit digt fra Weekendavisen. I Hellerup langs Strandvejen i huse med havkik og klaver fandtes der også børn og unge, der blev udsat for vold og svigt.

Mørketallene for vold mod børn i middel- og overklassen kan være højere, end vi går og tror.  

Helle Malmvig
Forfatter og seniorforsker, DIIS

Børn som mødte en massiv tavshed. Ingen reagerede. Eller så det ikke.

Måske fordi det hører med til de klassiske borgerlige dyder, at man ikke blander sig i, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge. Måske fordi de voksne ikke kunne forestille sig, at den slags kunne foregå i velbjærgede hjem.

Måske fordi lærere, pædagoger, sundhedsplejersker ikke var uddannede nok, ikke kendte til tegnene.

Mørketallene for vold mod børn i middel- og overklassen kan være højere, end vi går og tror.

Samtidig ved vi fra forskningen, at risikofaktorerne akkumulerer, jo færre ressourcer der er til stede i hjemmet, sådan som Glenn Bech også har påpeget.

I familier med lav indkomst, psykisk sygdom, misbrug eller arbejdsløshed er der større risiko for vold mod børn. Og de risikofaktorer klumper sig sammen i bunden.

Senere i livet har de også betydning for, hvilke ressourcer den voksne har med sig til at bearbejde barndommens vold. Klasse gør en forskel!

Det gør den skandinaviske velfærdsstat også.

Hummelgaard overser sin egen analyse  

Social- og arbejdspolitiske tiltag op gennem det 20. århundrede, så som kortere arbejdsdage, bedre løn, fritidsliv og oplysning har været med til at sikre bedre trivsel i familierne og kan ifølge forskningen forklare, at de skandinaviske lande trods alt ligger bedre end andre, når det handler om mishandling af børn i hjemmet.

Så langt er Hummelgaard og jeg enige.

Men det undrer mig, at når ministeren skal gribe ned i værktøjskassen og finde løsninger, så er det som om han forlader sin egen økonomiske og sociale analyse.

Skal den velfærdsstat, som Hummelgaard hylder i to kapitler, ikke styrkes? Skal de uligheder, han påpeger har så stor betydning, ikke afbødes?

Helle Malmvig
Forfatter og seniorforsker, DIIS

Hummelgaard ønsker hårdere straffe for vold generelt og for vold mod børn.

Han ønsker "vagtsomme blikke fra os alle" og i udsatte områder med etniske minoriteter skal borgerne ligefrem straffes for ikke at indberette en mistanke om vold i hjemmet.  

Andetsteds i bogen konstaterer Hummelgaard, at pædagoger og lærere ikke altid har tid nok til at opdage tegnene hos børnene.

Men skal de så ikke gives mere tid? Allokeres flere ressourcer? Skal den velfærdsstat, som Hummelgaard hylder i to kapitler, ikke styrkes? Skal de uligheder, han påpeger har så stor betydning, ikke afbødes?

Særligt ét af Hummelgaards politikforslag er allerede blevet intensivt debatteret. Nemlig ideen om skærpet underretningspligt for dem, som bor i de såkaldte udsatte boligområder.

Flere har berettiget kritiseret forskelsbehandlingen og spurgt, hvorfor samme lovgivning ikke skal gælde i hele landet.

I samme moment har flere foreslået, at vi alle potentielt skal kunne straffes, hvis vi ikke underretter.

Mistanke og straffe-logik

Hummelgaard er justitsminister og uddannet jurist og det strafretslige sprog løber som en rød tråd gennem bogen.

I en amerikansk lufthavn ser Hummelgaard en terrorisme-bekæmpelsesplakat fra de lokale myndigheder med overskriften "if you see something, say something". Den samme logik vil Hummelgaard gerne overføre til almindelige borgeres omgang med børn, som ser ud til at mistrives.

Men jeg vil nødigt gøre sådan en vagtsomhed til et styrende princip for os alle.

Børn, der går rundt med hemmeligheder om forældres rusken, skubben eller andre omsorgssvigt i hjemmet, har brug for lyttende, nærværende samtaler med en voksen, ikke for inkvisitoriske spørgsmål og vagtsomme blikke.

Vi ved, at det tager lang tid for børn at opbygge tillid nok til at turde betro sig til en voksen.

Ofte vil barnet være bange for konsekvenserne af at fortælle om, hvad der sker i hjemmet. Børn vil ikke udstille deres forældre, og børn forstår ikke helt omfanget af, hvad der foregår.

Som nabo, bedsteforældre, klassekammeraters forældre, skal vi i første omgang have åbne, omsorgsfulde samtaler med et barn, der ser ud til at have det skidt, uden at vores tilgang præges af mistanke og straffe-logik.

Sitren ved øjet 

Alligevel er ministerens bog et væsentlig indlæg. Den har allerede igangsat en debat om vold mod børn i hjemmene.

Skammen kommer blandt andet af tavsheden. Den kollektive tavshed, der hersker i familier og i samfundet om vold mod børn.

Helle Malmvig
Forfatter og seniorforsker, DIIS

Og det har den, fordi ministeren har turdet tale højt om volden i hans eget barndomshjem. Det kræver noget.

Hummelgaard beskriver et tic ved venstre øjenlåg, han pludselig har fået op til udgivelsen af sin bog. Samme sitren ved øjet har jeg haft. Og samme skam.

Skammen kommer blandt andet af tavsheden. Den kollektive tavshed, der hersker i familier og i samfundet om vold mod børn. Vi vil helst ikke konfrontere det ubehagelige. Ødelægge den gode stemning.

Men 'der er noget, vi skal tale om', som titlen på Hummelgaards bog så rammende hedder.

Og for det hilser jeg ministerens bog velkommen.