Prominent juraprofessor: Grønlandske politikere kan gøre sig skyldige i højforræderi

Landsskadelig virksomhed

Det kan tilføjes, at et udenomsparlamentarisk samarbejde med amerikanerne i sidste instans vil kunne rejse spørgsmål om strafferetligt ansvar for "landsskadelig virksomhed".

Bestemmelserne herom står i straffelovens kapitel 12 (§§ 98-110 f) og kriminallovens kapitel 7 (§§ 23-26). Afhængigt af de konkrete omstændigheder er det enten det ene eller det andet regelsæt, der kan være relevant.

Kriminallovens bestemmelser er forenklede i forhold til bestemmelserne i straffeloven, blandt andet under hensyntagen til at det i grønlandsk retspleje er lægfolk, der virker som dommere, anklagere og forsvarere. Men i det væsentlige skal reglerne forstås på samme måde.

Efter grundloven er der grænser for, hvad de grønlandske politikere kan foretage sig på egen hånd.

Jørn Vestergaard

Da straffeloven er mere udførlig, kan det være praktisk at tage den som udgangspunkt for en forståelse af retstilstanden.

Som udgangspunkt er det selvsagt lovligt for grønlandske politikere og andre at føre samtaler med hvem som helst om erhvervsmæssigt, økonomisk eller kulturelt samarbejde. Men det er regeringen og Folketinget, der har ansvar for rigsfællesskabets enhed, integritet og suverænitet.

Efter grundloven kan regeringen ikke uden Folketingets samtykke beslutte at indskrænke rigets område eller indgå udenrigspolitiske forpligtelser af større betydning (grundloven § 19).

Fængsel indtil på livstid

Det er naturligvis også lovligt for såvel grønlandske som andre danske politikere at føre uformelle samtaler med udenlandske interessenter med det formål at orientere hinanden gensidigt om parternes positioner med hensyn til spørgsmålet om Grønlands fremtidige forfatningsretlige stilling.

Men drøftelser, der har karakter af egentlige forhandlinger om at indgå aftaler om løsrivelse og selvstændighed med udenlandsk mellemkomst kan efter omstændighederne være ulovlige og strafbare som højforræderi.

Handlinger, der sigter til ved udenlandsk bistand at bringe en del af den danske stat under fremmed herredømme eller løsrive en del af staten, kan straffes som højforræderi (straffeloven § 98).

Handlinger, der sigter til ved udenlandsk bistand at bringe en del af den danske stat under fremmed herredømme eller løsrive en del af staten, kan straffes som højforræderi.

Jørn Vestergaard

Bestemmelsen herom står som den første i den del af straffeloven, der handler om de forskellige forbrydelser, og strafferammen er fængsel indtil på livstid. Den tilsvarende bestemmelse i kriminalloven står i § 23.

Bestemmelserne om statsforbrydelser blev revideret efter besættelsen, og paragraffen om højforræderi kom da til at omfatte midlet "udenlandsk bistand", hvor strafansvaret tidligere forudsatte magtanvendelse.

Det er forudsat, at udenlandsk bistand ikke blot kan omfatte bistand fra en fremmed stats regering, men også bistand fra udenlandske partier, organisationer eller enkeltpersoner, som ikke beviseligt repræsenterer fremmede statsinteresser.

Op til justitsministeren

Det er ikke krystalklart, hvilken slags udenlandsk bistand, der kan få karakter af strafbar konspiration. Det må dog antages, at paragraffen kun omfatter handlinger, der har en nær forbindelse med det ønskede resultat, ikke indledende drøftelser og andre fjernere forberedelser.

Det må desuden antages, at et strafansvar forudsætter, at det beviseligt er den direkte hensigt at opnå løsrivelse med udenlandsk bistand, det vil sige, at dette faktisk tilstræbes.

I tillæg kan der være grund til også at nævne straffelovens brede forbud mod ulovlig efterretningsvirksomhed, som omfatter delagtighed i, at en fremmed efterretningstjeneste får hjælp til at operere inden for den danske stats område (straffeloven § 108).

Der er næppe tvivl om, at de relevante myndigheder nøje følger med i, hvad de forskellige aktører foretager sig.

Jørn Vestergaard

Efter en lovændring for nogle år siden er samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse nu også omfattet.

Det er justitsministeren, der har påtalekompetencen i sager om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed (§ 110 f).

I betragtning af den følelsesbetonede og anspændte situation – såvel inden for rigsfællesskabet som i forhold til omverdenen – må det forventes, at muligheden for at rejse tiltale vil blive reserveret til helt oplagte tilfælde.

Men der er næppe tvivl om, at de relevante myndigheder nøje følger med i, hvad de forskellige aktører foretager sig.