Mindeord: Fhv. R-minister, MF og MEP Lone Dybkjær (80)

I de mange omfattende, detaljerede og kærlige beskrivelser af Lones politiske og personlige liv i forbindelse med hendes bortgang mangler der et lille portræt af, hvordan hun spillede sammen med sine embedsfolk i sin periode som miljøminister i Schlüter-regeringen i årene 1988-90.

Set fra vores synspunkt var det meget attraktivt at få en minister, der allerede inden udnævnelsen var centralt placeret i natur- og miljøpolitikken. Hertil kom, at Lone med sin uddannelsesmæssige baggrund var kompetent på det faglige område.

På trods af Lone Dybkjærs store engagement på natur- og miljøområdet lod hun sig ikke rive med af tilfældige folkestemninger, og hun veg ikke tilbage for at krydse klinger med sine meningsfæller i de grønne organisationer. Hun var det modsatte af en populist.

Lone insisterede på, at de miljøpolitiske beslutninger skulle være velafbalancerede og fagligt/sagligt i orden, så resultatet blev "mest miljø for pengene". Hun var en loyal minister i den regering, hun var medlem af, og på fortrolig fod med statsministeren.

Over for de ansatte i ministeriet var Lone en kærlig "skrapmoster". Med sine smukke øjne og et smil på læben – nogle gange kombineret med kontante meningsudbrud – insisterede hun på, at det var hende, der bestemte. Men - og i modsætning til kravene nu - krævede hun det modsatte af "lydhørhed".

Hun insisterede dog også på, at vi skulle sige hende imod i diskussionerne om faglige og miljøpolitiske emner, hvis vi havde behov for det, men hun forventede selvfølgelig, at vi respekterede, at hun var chef.

Lone Dybkjær var på denne måde en respekteret inspirator for de allerfleste af os, men der var nok nogle få, der drømte sig tilbage til tidligere mindre markante ministerprofiler.

På det personalepolitiske område var det selvfølgelig ligestillingen, der optog hende. Flere kvinder i ledelse – og det kunne kun gå for langsomt. På et af de første ledelsesmøder med Lone for bordenden tillod jeg mig at fremføre, at skulle man have flere kvindelige ledere i centraladministrationen "i vores tid", så var man nødt til at bruge kvoter.

Lone blev, for at sige det med en grov underdrivelse, aldeles rasende: Kvindernes egne kvalifikationer var rigeligt til at fremme sagen, og det hurtigt. Den nyudnævnte departementschef kiggede undskyldende ned i bordet og tænkte formentlig: Hun må kunne noget, vi ikke kan.

Selvom det måske kan opfattes som upassende, at embedsfolk ytrer sig om deres ministers udseende, var vi i Miljøministeriet meget stolte over at have regeringens uden sammenligning smukkeste minister. Lones smukke blå øjne, charmerende smil og smittende latter betog os. Og jeg er overbevist om, at mange mandlige medarbejdere i det stille var lidt småforelskede i ministeren.

Lone vil af os blive husket for sit engagement, sin indsigt og saglighed kombineret med en varm personlighed.