En EU-rekord, lugten af prutter og 100 meter vikingebro

UGEREVY: En nyhed fra vikingetiden, en forening i uføre og en styrelse i dobbeltrolle er tre gode grunde til at få læst dit ugentlige overblik. 

Vikingebørn fra Vestegnen skal bygge en 100 meter lang bro efter 1000 år gamle teknikker. 
Vikingebørn fra Vestegnen skal bygge en 100 meter lang bro efter 1000 år gamle teknikker. Foto: Nordea-fonden
Carsten Terp Beck-Nilsson

Velkommen til denne uges civile overblik. Midt i en tid, hvor det meste handler om regeringsgrundlag og ministerposter, lægger vi ud med en regulær civil nyhed:

I grænselandet mellem Høje Taastrup, Albertslund og Egedal kommuner påtager skolebørn og lokale borgere sig rollen som brobisser og håndværkere fra fordums tid og går i gang med at genskabe en 100 meter lang vikingebro over Store Vejleådalen.

Broen er en del af et 700 meter langt vejforløb, der skal forbinde Vikingelandsbyen i Albertslund med det kulturhistoriske museum Kroppedal.

Byggeriet skal være tro mod datidens byggemetoder og teknikker, og planen er, at mere end 10.000 skolebørn skal bygge med.

Nordea-fonden støtter projektet med 10,9 millioner kroner.

”Vi synes vældig godt om projektets vision for et regionalt fyrtårn, der både rummer stærk kultur- og naturformidling og samtidig involverer tusinder af skoleelever og lokale borgere i tilblivelsen,” siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden.

Du kan læse mere om projektet her.

Rekordmange EU-kroner til udvikling
Men vent lige, til du har fået konsumeret resten af dit civile overblik. Vikingetiden render trods alt ingen steder.

Hvad er der ellers sket i den forgangne uge? Jo, nu skal du bare høre.

Vi starter med det, vi – indrømmet, lidt misvisende, i overskriften kalder en EU-rekord. Men vi syntes, det lød så fint.

Realiteten er, at de danske nødhjælps- og bistandsorganisationer sætter rekord i at hente EU-midler til deres arbejde. Aldrig før er så mange af hjælpekronerne, 866 millioner nærmere bestemt, kommet fra dem dernede i EU.

Og det er ikke kun en enkelt eller to organisationer, der har spidset kompetencerne til og formår at hente EU-penge. Det er en bred kreds, fortæller politikmedarbejder hos Globalt Fokus Mathias Ljørring i artiklen her.

”Det viser, at EU generelt opfatter de danske organisationer som effektive og relevante samarbejdspartnere,” siger han.

Og a propos nødhjælp: Gør dig selv den tjeneste at læse denne lækre interaktive feature-artikel om Læger uden Grænsers arbejde fra Financial Times. Den er klikket værd.

En hånd til de fattige
Hjemløse vil også have en Danmarks Indsamling, skrev vi for snart et år siden.

Og i går blev der så samlet ind til de fattige. 3,2 millioner kroner kom der i indsamlingsbøsserne. 

Det var Kirkens Korshær, der står bag. Antallet af fattige vokser, og de har et stærkt stigende behov for hjælp, mener organisationen.

"Vi oplever flere og flere, der henvender sig til os, fordi de ikke længere kan få hverdagen til at hænge sammen økonomisk. Vi ser nye brugergrupper og familier, som ikke ville have henvendt sig til vores sociale tilbud før, men som nu er blevet desperate," siger chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, til Politiken.

Og rundt omkring i det civile Danmark er der masser af eksempler på, at helt almindelige mennesker går i aktion og giver en hånd til de svageste. I Rødovre er det elever fra Nyager Skole, som efter et møde med en hjemløs uden for Netto er gået i gang med at indsamle tøj og soveposer til dem uden hjem, fortæller Rødovre Lokal Nyt her.

Og hos TV 2 kan du møde Thomas Svinth Johansen, der selv efter en skilsmisse oplevede en periode uden en krone på lommen. Nu har han fået genoprettet sin økonomi og forærer sit indbo væk til folk, der har været i samme situation som ham. Det kan du se mere om her.

Kritik af kræftforening
Jyllands-Posten lancerede mandag i sidste uge en særdeles opsigtsvækkende serie af artikler fra foreningsdanmark. I artiklerne kritiserer to forældre og Kræftens Bekæmpelse en anden forening, Familier med Kræftramte Børn, for uetiske indsamlingsmetoder, for lukkethed og for uigennemskuelige regnskaber.

Kræftens Bekæmpelse får jævnligt klager over de telefonsælgere, der henter bidrag ind til Familier med Kræftramte Børn. Kræftens Bekæmpelse frygter, at aggressive salgsmetoder vil skade hele kræftsagen, og derfor har Kræftens Bekæmpelse bedt foreningen om at lægge en dæmper på sælgerne.

Hos Familier med Kræftramte Børn afviser sekretariatsleder Kurt Hansen kritikken. Han mener, hele polemikken drejer sig om noget ganske andet – nemlig at Kræftens Bekæmpelse bare prøver at tryne en konkurrerende forening.

”De opfører sig jo bare som en konkurrent, som helst så, at vi forsvandt fra Jordens overflade,” siger han til Jyllands-Posten i artiklen her.

Et spørgsmål om tillid
Og hvordan står det så til i fondsdanmark, tænker du måske?

Jo, tak, fint. Eller …

Der er jo lige det med Erhvervsstyrelsen, som ifølge nyhedsbrevet Danmarks Fonde er havnet i en problematisk dobbeltrolle. For samtidig med at styrelsen skal føre tilsyn med den fondslignende forening Realdania, indgår styrelsen i et samarbejde med KL og selvsamme Realdania om at uddele penge til 25 landkommuner.

Det får brynene til at løfte sig hos professor i erhvervsforvaltningsret ved Syddansk Universitet Bent Ole Gram Mortensen.

”Generelt må jeg sige, at kombinationen af aftalepart og myndighed er betænkelig,” siger han til Danmarks Fonde og fortsætter:

”Problemet er, at selv om man gør sig store anstrengelser for, at der ikke skal komme falske lodder i vægtskålen, når Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med en samarbejdspartner, så giver det let anledning til mistanke om forskelsbehandling, og dermed svækkes tilliden til myndigheden. Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt.”

Og det er ikke den eneste historie af principiel karakter fra fondsverdenen. For Danmarks Fonde har også interviewet Mads Lebech, den tidligere borgmester på Frederiksberg og nuværende direktør for Industriens Fond.

Han mener, at fondene suger det eksperimenterende element ud af det offentlige, når de træder ind og løser opgaver på den offentlige sektors domæne. Men det skal ikke afholde fondene fra at gøre det, mener direktøren.

”Jeg tror, man er nødt til at affinde sig med, at det offentlige på nogle områder bliver mindre eksperimenterende, når fondene går ind og tager et ansvar. Men jeg mener, at fondene skal gøre det alligevel. Det ligger i ånden ved at være almennyttig og uddelende,” siger Mads Lebech til Danmarks Fonde.

En lille en til næsen ...
I et mere kuriøst – nogle vil sige ildelugtende – hjørne af fondsverdenen er Bill & Melinda Gates Foundation ifølge Dagens.dk i færd med at løse et af de større samfundsproblemer: lugten af prutter.

Der er imidlertid mere perspektiv i det end bare at undgå, at partnerens ubehagelige kropsodeur river i næsen. Den forskning, fonden finansierer, skal nemlig munde ud i mere hygiejniske fællestoiletter for verdens fattigste 2,5 milliarder mennesker. Hvis man på den måde kan få dem til at bruge toilettet mere, kan man minimere mængden af følgesygdomme og dermed højne deres generelle sundhedstilstand. Det kan du læse mere om her.

Ugen, der kommer
Tirsdag er der konference om samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor. Det er Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, CISC, ved Syddansk Universitet i Odense, der står bag. Og starten går klokken 9.30.

Og mere af samme skuffe. Onsdag holder Røde Kors konference om frivilliges rolle i velfærdssamfundet med oplæg fra blandt andre direktør i Cepos Martin Ågerup, Kristian Weise fra Cevea og Alternativets Uffe Elbæk. Det finder sted i Frivillighuset på Blegdamsvej i København fra 12 til 16.15.

Og så til de runde.

Tirsdag fylder 2. næstformand i Dansk Sygeplejeråd Dorte Steenberg 60 år. Og torsdag rammer formanden for landsbyggefonden og administrerende direktør i AAB, Christian Høgsbro, det halve århundrede. Dagen efter fylder public affairs rådgiver i Danmarks Idrætsforbund Michael Hedelund 40. Det er samme dag, som forstander ved Borups Højskole Bjørn Bredal, som nogle måske også kender fra hans virke som skribent for Politiken, fylder 60.

Således kom vi til vejs ende. Der venter et nyt overblik på mandag. Men først skal vi lige have nogle begivenheder at putte i det. Så sæt i gang, derude i det civile.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00