Fair Fishing-formand: Vores projekt anviser en ny kurs for Somalia

Af Claus Bindslev
Formand for Fair Fishing

I en kronik i Altinget stiller cand. mag. Amanda Møller Rasmussen og lektor Stig Jensen kritiske spørgsmål om FairFishings fiskeriudviklingsaktiviteter på Afrikas Horn. Vi er glade for, at vores udviklingskoncept i et af verdens skrøbeligste områder kan give anledning til debat og måske inspirere til nytænkning.

Bekæmper FairFishing pirateri?
Ja. FairFishing var oprindeligt et antipirateri projekt. Som de mange andre internationale projekter på Afrikas Horn er det ved at anskueliggøre andre muligheder for indtjening end pirateri eller anden kriminalitet.

Det er ikke FairFishings fortjeneste, at de somaliske pirater er blevet stoppet. Den ære tilfalder den meget dyre og midlertidige løsning med bevæbnede handelsskibe og krigsskibe på patrulje. Det koster milliarder, og det betaler vi alle dyrt for i form af øgede fragtpriser.

I dag er FairFishing mere optaget af de muligheder, en fiskerisektor kan give for business, jobs, øget fødevareudbud, sundhed og færre migranter end det snævre piratfokus, som Amanda Møller Rasmussen og Stig Jensen bygger deres kronik op om.

Sammen med andre NGO’er på Afrikas Horn yder FairFishing en meget konkret og målbar støtte til opbygningen af et bæredygtigt, kystnært ’small scale’ erhvervsfiskeri for at sikre den somaliske kystbefolkning et bedre og mere sikkert levebrød i et fredeligt land. 

FairFishing er støttet af private fonde, mennesker og virksomheder, fordi de har vurderet, at det er bæredygtigt, og at det er et koncept, der er velegnet til kopiering andre steder på Afrikas Horn. 

Claus Bindslev
Formand for Fair Fishing

Er fiskere pirater?
Nej, men næsten alle aktive pirater, der bemandede piratfartøjerne, var eller er fiskere eller sømænd. Det er ikke videnskabeligt dokumenteret, men det er sandsynligt, at det var fiskere eller søvante folk, der tog pirattjansen og ikke nomader eller hyrder fra de somaliske sletter.

Støtter FairFishing ikke kun de formuende fiskere og lader de fattige fiskere i stikken?
Det er vigtigt at fremhæve, at FairFishings koncept rummer alle fiskere, store som små. Lidt overraskende har det en stor gennemslagskraft i ’fodfiskeriet’ - det vil sige småfiskeri fra stranden. Fodfiskerne køber meget billigt udstyr hos FairFishing, for de er partnere i Producer Organisation FairFishing, POFF, på lige fod med bedrestillede fiskere.

POFF er bygget op i Berbera omkring FairFishing fiskeristationen, og det har salg af udstyr til nonprofit priser, FairFishing har etableret. POFF er officielt registreret af handelsministeriet. 

FairFishing arbejder hver dag på at få fiskeriet i Somalia organiseret, men det er svært, fordi somaliere, og slet ikke fiskerne, ikke har tradition for organisering. Organiseringen går fremad, men det går langsomt.

Er fiskeriet i Somaliland biologisk bæredygtigt?
Ja, det er sandsynligvis det mest biologisk og økologisk bæredygtige erhvervsfiskeri, der findes. Det ved vi, fordi Somalilands fiskere fisker mindre end 10 procent af de fisk, der er i Adenbugten. Ingen ved, hvor mange tons der kan fanges biologisk bæredygtigt om året, men FAO mener, at det er omkring 100.000 tons i somalilandsk territorial farvand.

Somalilands fiskere fangede i 2012 under 1000 tons om året. I dag er det lidt over 5000 tons om året.

Hvor meget det internationale uregistrerede og ulovlige fiskeri fanger, ved vi og ingen andre af gode grunde ikke. Vi ved, at det ulovlige fiskeri ikke kan fange de fisk, som Somalilands ’small scale’ fiskere fanger kystnært. Det er en vigtig præmis for FairFishings støtte til fiskeriet i Somaliland.

Er fiskeriudviklingsprojektet i Somaliland bæredygtigt?
”Hvordan sikrer man, at projektet ikke synker?” skriver kronikørerne.

Om nogen er FairFishing - målt på bæredygtigheden - optaget af det langsigtede. I modsætning til DANIDA-støttede projekter har FairFishing ikke på forhånd skullet dokumentere sit projekts bæredygtighed. 

FairFishing er støttet af private fonde, mennesker og virksomheder, fordi de har vurderet, at det er bæredygtigt, og at det er et koncept, der er velegnet til kopiering andre steder på Afrikas Horn. 

FairFishings bredt sammensatte bestyrelse og stab bestående af folk fra flåden, ’Det Blå Danmark’, erhvervslivet, uddannelsesområdet og folk med meget bred erfaring inden for ulandsarbejde, mener det samme. Ingen af dem ville støtte eller arbejde, uden at de også var sikre på, at deres donationer og arbejdskraft var givet godt ud.

En anden vigtig faktor er FairFishings mange lokale partnere, fiskere og bådejere, som selv betaler driften af stationen og udstyrsforretningen.

I 2014 betalte fiskerne 94.300 US dollar, og i 2016 blev det 186.300 US dollar. FairFishings partnere har betalt i alt ca. 450.000 US dollar til driften af stationen og forretningen i de tre år, konceptet har været aktivt.

De penge har dækket alle driftsomkostninger og alt indkøbt udstyr, garn, kroge, tov, reb med videre. Det er disse resultater, EU har bemærket og årsagen til, at EU har bedt FairFishing (og ingen andre) om at bruge en bevilling på tre millioner euro til at udbrede konceptet på Afrikas Horn. 

Afrika er fyldt med mislykkede fiskeri-bistandsprojekter
Man møder dem også i Somalia.

FairFishing skal nu med sin EU-bevilling i gang i byen Saylac i Somaliland ved grænsen til Djibouti. Der skal først fjernes tre forskellige kølehuse, ismaskiner og generatorer og kasser og andet skrammel. Det er NGO’ers forsøg på støtte til fiskeriet siden 1992.

I Berbera står der et stort frysehus til en samlet pris på 49 millioner danske kroner, som DANIDA opførte og støttede i perioden 1985-1988. Det har næsten ikke været i brug og er i dag i en sølle forfatning på private hænder og genstand for privat køb og salg og til absolut ingen gavn for Somalilands BNP.

I Puntland, hvor FairFishing netop er startet op, betalte internationale NGO’er mange støttemillioner til fiskeriet i 2007 efter tsunamien. Der blev bygget ikke mindre end ti fiskeristationer med kølehuse, ismaskiner, og en masse mindre fiskerbåde, som overdrages til regeringen, som giver dem videre til fiskeriet. Ingen af fiskeristationerne virker i dag, og de har ikke virket i flere år.

De NGOer, der har modtaget millioner til disse udviklingsprojekter, skal for hvert projekt, inden de går i gang, dokumentere, at projektet efter sin afslutning er bæredygtigt. Det er lykkedes på papiret hver gang, for ellers havde de ikke fået pengene. Men virkeligheden fælder sin deprimerende dom.

FairFishing forsøger at vise en anden kurs ved at inddrage og engagere fiskerne i diskussionen om videreførelsen fra dag ét. Det får forhåbentligt skabt det ejerskab, som får fiskerne til at tage ansvar i fællesskab og føre konceptet bæredygtigt videre.