Debat

Helveg: Politisamarbejde sikrer tryghed

DEBAT: Danmark er sikrere, når vi samarbejder med EU-medlemslandenes politistyrker i Europol. Derfor skal vi beholde vores plads i Europol. Og derfor skal vi af med retsforbeholdet, skriver Morten Helveg Petersen (R).

Danmark skal af med retsforbeholdet, så vi kan beholde vores plads i det europæiske politisamarbejde Europol, skriver Morten Helveg Petersen (R).
Danmark skal af med retsforbeholdet, så vi kan beholde vores plads i det europæiske politisamarbejde Europol, skriver Morten Helveg Petersen (R).Foto: Facebook.com
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet og ALDE's Europol-talsmand

Europols hovedkvarter emmer af europæisk ånd. I sidste uge besøgte jeg hovedkvarteret for det europæiske politisamarbejde i Haag som ALDE’s talsmand på Europol og den nye Europol-lovgivning, som skal forhandles i de kommende måneder.

Her arbejder politifolk fra alle medlemsstater på pumperne for at finde fælles løsninger på de fælles udfordringer, vi møder i Europa i dag.

Hovedkvarteret er bygget til samarbejde. Politifolkene drøfter problemstillinger over en kop kaffe i det fælles caféområde eller svinger forbi hinandens kontorer, når de mangler input til at komme den grænseoverskridende kriminalitet til livs.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Hvis danskerne får nys om en smuglerrute, der går igennem Sverige, kan de gå over på den anden side af gangen og tale med svenskerne i stedet for at vente uger på at finde en tid i hinandens kalendere. Selv i den moderne teknologiske verden betyder distance noget for samarbejdet. Og Europols hovedkontor er europæisk samarbejde, når det er allerbedst.

Hackernes fremmarch
Europols betydning har altid stået klart for mig. De udfører et enestående stykke arbejde hver dag og gør sit til, at europæerne kan føle sig trygge. De arbejder i døgndrift med at opklare børnepornoringe, optrevler grænseoverskridende kriminalitet og sætter bagmænd bag menneskehandel og trafficking bag tremmer.

Særligt i cyberspace er der et voldsomt behov for, at al ekspertise og alle erfaringer bliver lagt sammen, hvis vi skal vinde kampen mod de kriminelle.

Morten Helveg Petersen (R)
MEP

Alligevel blev jeg ualmindeligt overrasket over omfanget af de udfordringer, Europol adresserer hver eneste dag. Særligt i cyberspace er der et voldsomt behov for, at al ekspertise og alle erfaringer bliver lagt sammen, hvis vi skal vinde kampen mod de kriminelle. I de dybe afkroge af internettet, det såkaldte ”dark web”, har hackere opbygget en markedsplads for kriminelle - og kompleksiteten af deres forbrydelser er så overvældende, at enhver national politistyrke har opgivet at følge med.

Det er muligt at købe skræddersyet malware til at nedlægge en konkurrents website. Og hvis værktøjet ikke virker, kan du få telefonisk hjælp som en del af servicen.

I de cyberkriminelles verden kæmper man ikke om territorier og om at regere over mest muligt territorium. I stedet arbejder man sammen for at skabe stærkere angreb på it-systemer og virksomheder. Og lige som gode kræfter bliver bedre af at samarbejde, har hackerne efterhånden samlet en sådan styrke, at det er vanskeligt at følge med.

Samarbejde er vejen
For at tackle de her uhyrlige angreb må vi arbejde sammen i Europa. Europol udfylder rollen som bindeled mellem de europæiske landes styrker, der skal komme denne slags uhyggelig kriminalitet til livs.

For de cyberkriminelle kan gå efter de store virksomheders it-systemer, men de kan også gå efter den enkelte borger, hvis identitet i dag oftere og oftere kan hackes. Europols cybercrime-team indkalder tekniske eksperter og toppolitifolk fra hele Europa og vores allierede uden for kontinentet. Mange af disse problemer er nemlig kun mulige at bekæmpe med teknisk support og samarbejde med blandt andre FBI. I Europa mangler vi stadig den tekniske kapacitet til at håndtere den mest komplekse onlinekriminalitet.

I kampen mellem fællesskabet og de kriminelle er det vigtigt, at vi står sammen. Det vil altid være os, der er flest, og derfor er vi også stærkest, hvis vi formår at samarbejde.

Pointen er, at europæisk samarbejde er nødvendigt for at stå imod de udfordringer, vi møder. Det er derfor, vi skal beholde vores plads i Europol. Og det er derfor, vi skal af med retsforbeholdet, så vi ikke risikerer at blive sat på sidelinjen i europæisk sammenhæng. Det står helt klart for mig, at Danmark er sikrere, når vi samarbejder med medlemslandenes politistyrker. For samarbejde, ikke isolation, er vejen frem for Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Helveg Petersen

MEP (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00