"Det sidste Sverige"

DET SIDSTE SVERIGE

Jeg ruller hen over et iskoldt Øresund i en kold togvogn. Sneen ligger som et hvidt tæppe på Saltholm, det er som at kigge ind i en dybfryser med rim på kanterne. Sverige nærmer sig ubønhørligt, fladt og diset, og Turning Torso står som en issyl kl. 10 i horisonten ude på Malmøs Västra Hamnen.

Dagen i dag er nu ellers ganske lovende. Jeg skal tale med den svenske socialantropolog Aje Carlbom, som har boet tre år i Rosengård, den berømte eller nok snarere berygtede forstad til Malmø, hvor der officielt bor omkring 22.000 mennesker, heraf ca. 80 pct. indvandrere og flygtninge hovedsagelig fra Mellemøsten. Men ligesom i Herrgården, et stenkast væk, hvor antallet af registrerede indvandrere er 4.500, men hvor det reelle tal snarere skønnes at være 8.000 personer, er antallet af beboere i Rosengård formentlig større end officielt oplyst.

Opholdet i Rosengård var for Aje Carlbom et antropologisk feltstudie samt det, man kalder for en aha-oplevelse. I dag bor han i Lund med sin familie, og det var også her, ved det traditionsrige universitet, at han i 2003 forsvarede sin disputats om opfattelsen og repræsentationen af muslimer i Sverige.

Jeg skal tale med Carlbom, fordi man i hans ellers akademiske fremstilling med titlen The imagined versus the Real Other: Multiculturalism and the Representation of Muslims in Sweden - ikke dårligt, vel? - møder en for genren usædvanlig kritik. En kritik af den mere eller mindre accepterede opfattelse blandt mange skandinaviske akademikere og intellektuelle, at det multikulturelle - bredt forstået - er en uundgåelig skæbne i globaliseringens tidsalder. Det vil sige den præmis, at ethvert moderne samfund bliver nødt til at indrette sig på en multikulturel fremtid, ikke mindst på grund af den voksende migration fra den fattige del af verden til de rige lande.