Debat

DF: Drop optagelsesforhandlinger med Tyrkiet

DEBAT: Den seneste tids begivenheder understreger, at EU bør droppe optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Den danske regering bør presse på for at sikre, at EU når frem til samme holdning, skriver EU-ordfører Pia Adelsteen (DF).

Den seneste tids begivenheder understreger, at EU bør droppe optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, skriver Pia Adelsteen (DF).
Den seneste tids begivenheder understreger, at EU bør droppe optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, skriver Pia Adelsteen (DF).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pia Adelsteen (DF)
EU-ordfører 

Det er ikke hensigtsmæssigt, at vi stiller den tyrkiske befolkning i udsigt, at de en dag kan blive medlem, når vi alle ved, at det aldrig kommer til at ske.

Pia Adelsteen (DF)
EU-ordfører

DF har hele tiden været modstander af tyrkisk medlemskab i EU. Af indlysende grunde, som jeg vil gennemgå kort herunder.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Den seneste tids begivenheder har kun bekræftet mig i, at det er den eneste rigtige kurs. Og de andre partier i Folketinget burde også have fået øjnene op herfor. Det vil de få lejlighed til at tage stilling til tirsdag 10. marts, hvor et beslutningsforslag om at stoppe optagelsesforhandlingerne skal 1. behandles i Folketingssalen. Det er naturligvis DF, der har fremsat forslaget, som jeg er ordfører på.

Bliver aldrig europæisk
Tyrkiet er ikke et europæisk land - og bliver det heller aldrig. Tyrkiet er EU’s nabo. Tyrkiet hører ikke til i den Europæiske Union, og vores samarbejde med Tyrkiet bør finde sted inden for rammerne af EU’s naboskabspolitik og i de andre internationale fora såsom NATO og Europarådet, hvor vi har et samarbejde med Tyrkiet.

Der er i mange af EU-landene stor folkelig modstand mod at optage Tyrkiet i EU. En meningsmåling fra Eurobarometer i 2011 viste, at i gennemsnit var 59 procent af EU-landenes befolkninger imod, mens kun 30 procent støttede tyrkisk medlemskab.

Jeg mener heller ikke, at Tyrkiet kan siges at leve op til EU’s værdier. Landet er blandt andet præget af korruption, massiv kvindeundertrykkelse og undertrykkelse af mindretal, ligesom pressefriheden også har det skidt. Og der er ikke noget, der tyder på, at udviklingen i Tyrkiet går i den rigtige retning i forhold til disse væsentlige emner. Snarere tværtimod.

Begivenheder bekræfter kursen
På det seneste har vi oplevet, at Tyrkiet har nægtet at udlevere den mistænkte attentatmand, som stod bag drabsforsøget på Lars Hedegaard. Vi har set Tyrkiet være meget henholdende med hensyn til at bidrage til kampen mod Islamisk Stat, og vi har hørt den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, kalde den seneste udgave af det franske satiremagasin Charlie Hebdo for ”en alvorlig provokation”. Premierministeren fastslog ved samme lejlighed, at Tyrkiet ”ikke tillader krænkelser mod profeten Muhammed”.

Så, nej, Tyrkiet hører ikke til i EU. Det bør vi sige klart. Det vil også være mere ærligt over for den tyrkiske befolkning. Det er ikke hensigtsmæssigt, at vi stiller den tyrkiske befolkning i udsigt, at de en dag kan blive medlem, når vi alle ved, at det aldrig kommer til at ske. Derfor skal vi i stedet satse på at fortsætte samarbejdet i de relevante internationale fora, samarbejde om handel etc. etc.

Det burde stå klart for enhver, at optagelsesforhandlingerne er en blindgyde. Jeg ser frem til debatten i Folketingssalen 10. marts, hvor jeg håber på at kunne samle flertal bag Dansk Folkepartis forslag om at stoppe optagelsesforhandlingerne. Og hvis der ikke kan samles et sådant flertal, så ser jeg frem til at høre modstanderne redegøre for, hvorfor det er en god ide, at Tyrkiet skal være medlem af EU.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Adelsteen

Restauratør, fhv. MF (DF)
butiksassistent

0:000:00