DF: Regeringen vælger dårligste løsning på retsforbeholdet

Af Pia Adelsteen (DF)
EU-ordfører

Den første tirsdag i oktober er traditionelt dagen for Folketingets åbning. Det var det også i år, og få timer før statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skulle på talerstolen for at holde sin åbningstale, begyndte Christiansborg at summe af forlydender om, at statsministeren i sin tale ville annoncere, at hun ville udskrive en folkeafstemning om det danske retsforbehold.

Flere medier kunne berette det samme, så der var tydeligvis tale om, at statsministerens folk havde ”lækket” historien til udvalgte medier for at gøde jorden for statsministerens budskab.

Ikke andet end valgflæsk
Desto større var overraskelsen så, da man i statsministerens tale kunne læse, hvad Thorning-Schmidts store nyhed så rent faktisk bestod i. For der blev ikke annonceret nogen dato for en folkeafstemning. Nej, der blev igangsat et ”analysearbejde” vedrørende grundlaget for en sådan afstemning, og derefter skal der forhandles en politisk aftale på plads. Det vil sige, at en eventuel folkeafstemning blev udskudt til EFTER det kommende folketingsvalg. Så statsministerens udmelding var knap så dramatisk, som der var blevet bagt op til i medierne timerne forinden. I sidste ende lød budskabet fra statsministeren til vælgerne blot endnu engang: ”Der kommer en god løsning – efter valget”.

På denne måde føjer udmeldingen om retsforbeholdet sig til de andre bastante udmeldinger fra statsministerens åbningstale – om asylstramninger og skærpet grænsekontrol - som allerede nu ser ud til at være forduftet i den blå luft uden udsigt til nogensinde at blive realiteter. Det bliver nok i virkeligheden historien om denne åbningstale, når man i fremtiden vil se tilbage på den. Det hele var bare snak og valgflæsk.

Den absolut dårligste løsning
Men det er nu alligevel værd at se nærmere på, hvordan denne – og tidligere regeringer – har håndteret spørgsmålet om det danske retsforbehold og udsigten til, at Danmark på et tidspunkt risikerer at måtte forlade det europæiske politisamarbejde. Min holdning er, at regeringen har håndteret det på den absolut dårligst mulige måde. Det vil jeg uddybe herunder.

Man har valgt den ringest mulige løsning ved i årevis at signalere, at en folkeafstemning om retsforbeholdet er lige om hjørnet,uden at man reelt har gjort anstalter til at afholde en sådan afstemning af frygt for at tabe den.

Pia Adelsteen (DF)
EU-ordfører

Lige siden Danmark tiltrådte Lissabontraktaten, har det stået klart for alle, at det retslige samarbejde ville overgå fra at være mellemstatsligt til at blive et overstatsligt samarbejde. Efterhånden som nye ”overstatslige” retsakter ville erstatte de gamle ”mellemstatslige”, ville Danmark stå til gradvist at glide ud af flere retsakter på det retslige område som konsekvens af vores forbehold. Ganske logisk. Nu er tiden så kommet til, at man i EU-systemet, inden for overskuelig fremtid, vil have forhandlet en ny forordning for Europol på plads, hvilket betyder, at Danmark risikerer at måtte forlade EU's politisamarbejde.

Udlændingepolitikken skal ikke sættes over styr
Jeg er enig i, at det som udgangspunkt giver god mening at være med i politisamarbejdet. Der er god ræson i at samarbejde om udfordringerne med grænseoverskridende kriminalitet. Men – og det er et meget vigtigt ”men” – retsforbeholdet inkluderer også Danmarks ret til at føre en selvstændig udlændingepolitik, det vil sige vores ret til selv at fastlægge vores udlændinge-, asyl- og familiesammenføringspolitik. Det er fuldstændigt afgørende for Dansk Folkeparti, at vi fastholder den danske suverænitet på disse essentielle områder.

Men hvorfor så ikke bare indføre en såkaldt ”tilvalgsordning”, sådan som regeringen foreslår, hvor vi fra politikområde til politikområde selv kan vælge, om vi vil være med? Fordi udlændingepolitikken er alt for vigtig til, at vi vil risikere, at et snævert flertal i Folketinget en gang for alle kan overlade den til EU! For hvis vi først går med, så er der ingen vej tilbage. Så klapper fælden. Og ville det ikke være bare lidt fristende for en socialdemokratisk ledet regering med et rødt flertal bag sig en gang for alle at få fjernet spørgsmålet om udlændingepolitik – som socialdemokraterne har tabt flere valg på – fra dansk politik? Tal om at sætte ræven til at vogte gæs.

Parallelaftale er klart bedste løsning
Men hvilke muligheder er der så, hvis vi gerne vil blive i Europol? Der er den mulighed, at Danmark forhandler en såkaldt ”parallelaftale” på plads med de andre EU-medlemslande, om at Danmark forbliver en del af Europol-samarbejdet. Vi skal jo ikke glemme, at det også er i de andre landes interesse, at Danmark er med, og at de kan udveksle oplysninger mv. med det danske politi. Det er den løsning, som jeg helt klart vil anbefale.

Men har regeringen så gjort det? Nej, man har siddet på hænderne. Ja, faktisk har man valgt den ringest mulige løsning ved i årevis at signalere, at en folkeafstemning om retsforbeholdet er lige om hjørnet, uden at man reelt har gjort anstalter til at afholde en sådan afstemning af frygt for at tabe den, samtidigt med at man så godt som intet har gjort for at få dannet sig et overblik over mulighederne for at få forhandlet en parallelaftale på plads. For hvorfor skulle de andre lande give sig i kast med de komplicerede og potentielt besværlige forhandlinger med Danmark, når skiftende danske regeringer bliver ved med at signalere, at en afskaffelse af retsforbeholdet er lige om hjørnet?

Skiftende regeringer har ført en kurs, som er til skade for Danmarks interesser. Jeg mener, at regeringen en gang for alle bør aflyse afstemningen om retsforbeholdet. Danskerne har stemt om det én gang. Man bør respektere deres valg, og så i stedet se at komme i gang med at få lavet en politisk aftale i Folketinget om, at Danmark skal indlede reelle forhandlinger om en parallelaftale, UDELUKKENDE om fortsat deltagelse i Europol-samarbejdet. På den måde kan vi sikre, at kontrollen med udlændingepoltikken forbliver på danske hænder. Det vil klart være den bedste løsning.