EU-topposternes hvem-hvad-hvor

KABALE: Mens EU-topfigurer leger politisk stoledans i forsøget på at finde dem, der skal bestride Unionens chefposter de næste år, kommer her en lynguide til, hvordan det politiske spil foregår i EU-land.
Det Europæiske Råds formand Herman Van Rompuy er i gang med en diplomatisk slutspurt for at finde en kandidat til posten som den næste EU-kommissionsformand, som er spiselig for både EU-Parlamentet og EU-landenes chefer.
Det Europæiske Råds formand Herman Van Rompuy er i gang med en diplomatisk slutspurt for at finde en kandidat til posten som den næste EU-kommissionsformand, som er spiselig for både EU-Parlamentet og EU-landenes chefer.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Kollisionskursen er lagt.

Storbritanniens premierminister David Cameron har brugt alle diplomatiske og en del mindre diplomatiske kanaler til at udbasunere, at han ikke vil have Luxembourgs tidligere statsminister Jean-Claude Juncker som den næste formand for EU-Kommissionen.

Samtidig lyder det utvetydige signal fra Europa-Parlamentet, at der ikke er noget at rafle om. EU-cheferne skal pege på den spidskandidat til posten, som repræsenterer det vindende hold ved sidste måneds valg til Europa-Parlamentet, hvis de vil undgå en rask institutionskrig. Det er selvsamme Jean-Claude Juncker.

Dermed står EU's stats- og regeringschefer over for et umuligt valg, når de ses til EU-topmøde i slutningen af næste uge. Enten kan de trodse de folkevalgte og stille med en anden kandidat og dermed løbe en overhængende risiko for at få deres kandidat afvist af Parlamentet.

Fakta

Nøgledatoer i toppostkampen

Frem mod topmødet: Herman Van Rompuy konsulterer.
Formanden for Det Europæiske Råd vil frem til topmødet ligge i heftig kontakt med regeringscheferne i de 28 EU-lande og Parlamentets politiske grupper for at afsøge terrænet for mulige kompromiskandidater.

19. juni: Angela Merkel møder Helle Thorning-Schmidt i Berlin.
Det giver yderligere vand på rygtesmedenes mølle, at den danske statsminister torsdag skal diskutere toppostpræferencer med den tyske kansler.

24. juni: Parlamentets politiske grupper skal være dannet.
Dette har på overfladen ikke nogen betydning for processen. Men Parlamentets endelige sammensætning er afgørende for, hvilken kommissionsformandskandidat der kan findes et flertal for. Lige nu tegner for eksempel den konservative ECR-gruppe til at blive tredjestørst, og de støtter ikke Juncker.

26.-27. juni: EU's stats- og regeringschefer mødes.
Det er målet, at de skal stille med deres bud på en ny kommissionsformand og måske endda på en eller flere af de andre topjobs, som skal besættes.

16. juli: Parlamentet stemmer om den nye kommissionsformand.
Ved en hemmelig afstemning skal de 751 parlamentarikere se, om de kan mønstre et flertal for den kandidat, som EU-cheferne stiller med.

Efterspil: Udnævnelse af eventuelle resterende topposter og landenes kommissærer.
Landene skal indstille deres kommissæremner. Derefter skal Parlamentet have dem til høring, før de samlet kan stemme om den nye EU-Kommission til efteråret. Den kan tiltræde, når den er godkendt. På papiret den 1. november, men de fleste regner med, at den proces kan trække ud helt ind i det nye år.

Ellers skal de foreslå Juncker, acceptere ideen om, at det ikke længere er dem, der besætter den post, og for første gang i EU-historien køre et land over, der så åbenlyst har modsat sig en kandidat til et EU-topjob.

Banen er kridtet op til et voldsomt sammenstød i EU-hovedkvarteret. Mens vi venter på det uundgåelige, er det værd at repetere spillereglerne for den slags toppost-poker. 

Hvem skal udpeges?
I første omgang skal der findes et gangbart emne til posten som chef for EU-Kommissionen, der kan tage over efter den afgående formand, José Manuel Barroso. Det er målet, at det skal ske ved det topmøde, som løber af stablen i slutningen af næste uge.

Oprindeligt var det tænkt, at de 28 stats- og regeringschefer samtidig skulle lægge sig fast på en ny formand for dem selv i Det Europæiske Råd, på en ny udenrigschef og måske også på en ny fast stilling som formand for euro-landene. Det er dog meget usikkert, om de tør give et offentligt bud på, hvordan den holdopstilling skal se ud allerede i næste uge.

For selv om folk tæt på processen gør klart, at kommissionsformandsposten indgår i en sindrig politisk kabale, der skal kunne gå op til sidst, så er der en joker i spillet, i og med at Parlamentet skal godkende en ny Kommissionsformand. Gør de ikke det, er der stor risiko for, at korthuset kollapser.

Det betyder, at resten af holdet måske først vil blive sat på den anden side af den afstemning i Parlamentet 16. juli, der skal afgøre, om EU-statsledernes valg er acceptabelt for EU's folkevalgte. 

Hvad er reglerne?
Der findes officielle og uofficielle regler for EU-toppostudnævnelserne, som varierer, alt efter hvilken post der er tale om.

For formanden for EU-Kommissionen gælder det siden Lissabon-traktatens ikrafttrædelse, at denne udpeges af EU-lederne under hensyntagen til udfaldet af valget til Europa-Parlamentsvalget og efter konsultation med Parlamentet, som også i sidste ende skal godkende kandidaten ved afstemning.

Dette har de europæiske politiske partier valgt at tolke som et grønt lys for at stille med deres egne kandidater til posten og lade parlamentsvalget være udslagsgivende. Det er sådan, de er endt med konservative Jean-Claude Juncker som deres bud.

Denne fremgangsmåde er dog ikke populær blandt størstedelen af EU-cheferne, der mener, at det klart fremstår af traktaten, at det er dem, der stiller med kandidaten. Samtidig er der dog forståelse for, at det ikke er ønskværdigt at starte en ny parlamentssamling med en rask konflikt.

Dertil kommer, at beslutningen skal træffes med kvalificeret flertal blandt medlemslandene og intet land kan nedlægge veto mod kandidater, de ikke vil have.

Formanden for klubben af EU-chefer, Det Europæiske Råd, som lige nu bestrides af belgiske Herman Van Rompuy, udpeges derimod enerådigt af de siddende stats- og regeringschefer ved enstemmighed.

Det samme gælder den såkaldte EU-udenrigsminister, der på Bruxelles-sprog bærer titlen EU's Højtstående Repræsentant for Udenrigsanliggender. Her er dog det ekstra lille twist, at hun samtidig fungerer som sit lands EU-kommissær og dermed skal komme fra et land, som ikke har en anden drømmeportefølje i kikkerten, og at hun skal kunne klare sig gennem en høring med Europa-Parlamentet for at blive godkendt.

Den nye post som fast formand for eurogruppen er endnu kun på tegnebrættet, hvorfor processen stadig svæver i det uvisse – hvis den overhovedet bliver til noget.

Hvad skal der tages hensyn til?
Der var engang, hvor tommelfingerreglen tilsagde, at det rette mix skulle findes mellem små og store lande, nord og syd, gamle og nye medlemmer, til en hvis grad også med et øje på kønsbalancen og under hensynstagen til, hvem der har haft posten sidst.

Det har den spegede spidskandidatsstrid mellem EU-chefer og fortalere i Europa-Parlamentet dog i nogen grad sat ud af kraft. Det er dog forholdsvist sikkert, at det bliver svært helt at ignorere disse gængse spilleregler, ligesom det er svært at forestille sig, at de kan slippe af sted med en helt kvindeløs EU-topledelse. 

Hvem er i spil?
En række politikere er i høj kurs på de europæiske rygtebørser. Nogle til én speciel post, andre som jokere, der kan ses på en bred vifte af pladser i en kommende EU-kabale.

Ud over Luxembourgs konservative Jean-Claude Juncker, tyske socialdemokratiske Martin Schulz og belgiske liberale Guy Verhofstadt, der er opstillet af de europæiske politiske partier forud for parlamentsvalget, er der mere eller mindre uformelle kandidater på spil.

Den tidligere finske premierminister Jyrki Katainen har valgt at trække sig fra sin post for helhjertet at gå efter et EU-job. Den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorskis navn er også officielt blevet lagt i hatten, og det samme er den tidligere lettiske statsminister Valdis Dombrovskis.

Blandt de mere uofficielle kandidater cirkulerer den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, den irske statsminister Enda Kenny, den polske statsminister Donald Tusk, den tidligere italienske statsminister Enrico Letta samt den tidligere franske WTO-chef og EU-kommissær Pascal Lamy.

Blandt kvinderne er der enhver eurokrats våde drøm af en kandidat, den franske IMF-chef og tidligere finansminister Christine Lagarde. Så er der den litauiske præsident Dalia Grybauskaite og selvfølgelig statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Tommelfingerreglen i EU-land er dog, at det meget sjældent er favoritterne, der får jobbet. EU-cheferne er berygtede for at hive ukendte kandidater op af hatten i sidste minut.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Herman Van Rompuy

Fhv. formand for Det Europæiske Råd (Christen-Democratisch en Vlaams, Belgien)
master i anvendt økonomi (K.U. Leuven 1971)

0:000:00