Får vi en parallelaftale?

Dansken har talt. Der er ikke appetit på at udskifte det danske EU-retsforbehold med en tilvalgsordning. Det betyder, at der skal findes en anden løsning, hvis Danmark skal forblive i det europæiske politisamarbejde, Europol, når det fra 1. april 2017 efter alt at dømme overgår til at blive et overstatsligt samarbejde og dermed får forbeholdet til at træde i kraft.

Løsningen kan blive, at Danmark får en såkaldt parallelaftale, der tillader, at vi fortsat kan deltage i politisamarbejdet. Men det er ikke så ligetil endda. Læs her hvorfor, og hvordan det måske alligevel kan løses.

Det taler imod

• Danmark har ikke noget krav på en parallelaftale. Det er noget, som Danmark skal have lov til af EU-Kommissionen, de andre lande og Europa-Parlamentet. Det er på ingen måde givet på forhånd, at det bare er noget, de siger ja til.
• En parallelaftale må ikke være en permanent løsning. Da Danmark fik sine fire eksisterende parallelaftaler, gjorde EU-Kommissionen meget klart, at sådan en løsning kun måtte anvendes i undtagelsestilfælde og kun måtte gælde i en overgangsperiode. Det er svært at argumentere for, at det er det, der er planen, efter danskerne har stemt nej til at ændre retsforbeholdet.
• Danmark har allerede en anden mulighed. Når Danmark kommer med hatten i hånden og beder om en undtagelse, så man kan deltage i noget, man selv har valgt fra, kan de øvrige lande og EU-institutionerne med rette sige, at Danmark allerede har en juridisk løsning, der kan løse det  problem. Nemlig den tilvalgsordning, som tidligere regeringer med møje og besvær har forhandlet – og som danskerne nu har forkastet.
• Europol er et agentur – ikke bare en retsakt. De fire eksisterende parallelaftaler, som Danmark har fået, har været på enkelte stykker lovgivning. Europol er et agentur. Det er altså en helt ny konstruktion, hvis et EU-medlem skal søge om optagelse i EU-agentur uden for fællesskabets normale rammer. Derfor bevæger man sig ud på helt uprøvet grund.
• EU har nok at se til midt i flygtningekrise og terrorangreb. Danmarks timing kunne nærmest ikke være værre. Særligt taget i betragtning, at vi har ekstremt travlt, hvis aftalen skal indgås inden 1. april 2017, hvor den nye Europol-forordning træder i kraft, som sender Danmark uden for døren.

Det taler for

• Danmark er allerede med i Europol. Derfor bør det ikke være lige så svært at strikke en aftale sammen, som hvis vi stod helt udenfor.
• De andre har en interesse i, at vi er med. Der kan være en rigtig god pointe for de øvrige EU-lande i, at der ikke kommer en blind plet på det europæiske landkort i politimæssig sammenhæng. I de fire tilfælde, hvor vi tidligere har fået godkendt en parallelaftale, har det netop været på sager, hvor der var en interesse for de andre i også at have Danmark med.
• Løkke siger, at EU-toppen gerne vil hjælpe. På valgaftenen talte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med både EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk. Statsministeren siger, at han ”har mærket en velvilje” hos dem begge.
• Ikke længere vetoret. Det er faktisk blevet en lille smule nemmere at få mellemstatslige aftaler, efter Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009, i og med at alle de øvrige EU-lande ikke længere skal ratificere den slags aftaler individuelt, men at der derimod bare skal finde et kvalificeret flertal i kredsen af EU-lande. Til gengæld er Europa-Parlamentet kommet på som medlovgiver og skal dermed også godkende Danmarks aftaler. Så det kan gå begge veje.
• EU er i bund og grund et pragmatisk samarbejde. Selv om EU-systemet godt kan synes rigidt, er det gang på gang blevet bevist, at når det kræves, så kan der pludselig lynhurtigt findes løsninger på det, der ellers var dømt nærmest umuligt. Det kan også ske i Danmarks tilfælde.