Hvis vi for alvor vil påvirke fødevarepriserne, skal vi investere i dem, der skal dyrke maden

Gennemsnitsalderen i dansk landbrug er høj. Mange bedrifter står over for et generationsskifte i de kommende år. Samtidig er adgangen til erhvervet blevet stadig vanskeligere. Jordpriserne er høje. Investeringsbehovet er massivt. Kravene, både administrative, miljømæssige og økonomiske, er omfattende. Risikoen er reel.

For unge, der drømmer om at blive selvstændige landbrugere, er det ikke nok med engagement og faglighed. Det kræver mod og ikke mindst kapital. Og når vi taler om frugt- og grøntproduktion, bliver udfordringen ikke mindre.

Det er produktionsgrene, der ofte kræver betydelige investeringer i specialiseret udstyr, lagre, køling, drivhuse og arbejdskraft. Samtidig er man udsat for konkurrence fra lande med helt andre omkostningsniveauer.

Det er vigtigt at sige det, som det er, hvis det ikke er rentabelt at dyrke frugt og grønt, så vil unge ikke vælge det. Man kan have nok så mange politiske ambitioner om mere dansk planteproduktion, men hvis økonomien ikke hænger sammen, bliver det ved ambitionerne.

Derfor er det for snævert kun at tale om forbrugerens situation, når fødevarepriser diskuteres. Ja, det gør ondt, når priserne stiger. Men vi er også nødt til at se på producentens virkelighed.

For hvis vi presser indtjeningen i primærproduktionen yderligere, risikerer vi det modsatte af det, vi ønsker. Færre producenter, lavere udbud og endnu større afhængighed af import.

Tro ikke, at jeg mener at fødevarepriserne kun er påvirket af udbud og efterspørgsel. Omkostninger i produktionsleddet til energi, løn og ikke mindst jordpriser stiger, samtidig med at mere regulering påvirker landbrugernes udgifter.

Men netop derfor er det afgørende, at man fra politisk hånd stræber efter langsigtede rammevilkår, der kan sikre en mere divers hjemlig produktion. Ellers øges vores afhængighed af import yderligere.

Det er en illusion at tro, at vi kan regulere os til både højere krav, lavere indtjening og samtidig større produktion.

Christian Orthmann

En fødevarecheck kan kompensere for høje priser. Den kan flytte penge fra statskassen til forbrugeren. Men den skaber ikke én eneste ekstra danskproduceret porre. Den sikrer ikke, at en ung landbruger tør investere i en ny grøntsagsproduktion. Den ændrer ikke på, om det er økonomisk bæredygtigt at satse på frugt og grønt i Danmark.

Hvis vi virkelig vil gøre noget ved fødevarepriserne på den lange bane, skal vi turde tale om rammevilkår. Om investeringslyst. Om risiko og afkast. Om hvorvidt det i Danmark er attraktivt for en 25-årig at vælge en fremtid som producent af frugt eller grønt.

For de unge landbrugere spørger, kan det betale sig? Er der en fremtid i det? Er der politisk vilje til at sikre stabile og forudsigelige vilkår?

Hvis svaret er usikkert, bliver valget derefter.

Det er en illusion at tro, at vi kan regulere os til både højere krav, lavere indtjening og samtidig større produktion.

Der er en grænse for, hvor meget risiko man kan lægge over på den enkelte producent, før investeringslysten forsvinder. Og når investeringslysten forsvinder, falder produktionen. Når produktionen falder, stiger priserne.

I sidste ende er der kun én varig vej til mere overkommelige priser. At udbuddet kan følge med efterspørgslen.

Christian Orthmann

Vi står derfor ved en skillevej. Enten fortsætter vi med at håndtere symptomerne, hver gang priserne stiger, gennem midlertidige kompensationer. Eller også tager vi fat i det mere grundlæggende spørgsmål om, hvordan sikrer vi, at Danmark i fremtiden har en robust, konkurrencedygtig og rentabel produktion af frugt og grønt?

Det handler ikke om at sætte forbrugere og producenter op mod hinanden. Tværtimod. Forbrugernes interesse i stabile priser og producenternes interesse i ordentlige vilkår er to sider af samme sag. Uden rentabel produktion ingen stabil forsyning. Uden stabil forsyning ingen stabile priser.

Fødevarechecken kan være nødvendig i en presset tid. Men den må ikke blive en sovepude. Hvis vi for alvor vil påvirke fødevarepriserne, skal vi investere i dem, der skal dyrke maden. Vi skal gøre det attraktivt og økonomisk muligt for unge landbrugere at gå ind i erhvervet og ikke mindst i frugt- og grøntproduktionen.

For i sidste ende er der kun én varig vej til mere overkommelige priser. At udbuddet kan følge med efterspørgslen. Og det kræver, at der er unge, der både har lysten og muligheden for at producere.