Hvad er en liter mælk eller et kilo kartofler egentlig værd?

Når jeg kigger på tallene, bliver jeg bekymret. En liter mælk giver landbrugeren cirka fire kroner – fire kroner til alle omkostninger forbundet med at producere én liter mælk.

Vi taler løn, foder, energi og investeringer i omstilling. Og lige meget om vi taler korn, grøntsager eller kød er billedet er det samme.

Resten af pengene bliver fordelt på vejen igennem kæden: transport, forarbejdning og detailhandelens avance.

Hvis højere fødevarepriser i butikken faktisk gav højere indtjening til de virksomheder, som producerer maden, ville det være lettere at argumentere for at gå ind i erhvervet.

Christian Orthmann
Formand for LandboUngdom

Som ung, der overvejer at investere millioner i jord, bygninger og maskiner, har jeg brug for at kunne lave et budget, der hænger sammen.

Men når råvarepriserne svinger voldsomt fra år til år – og når selv gode priser ikke nødvendigvis slår igennem i min del af værdikæden – så bliver det svært at argumentere for, at drømmene opvejer risikoen.

Når priserne på råvarerne er gode, betyder det ikke automatisk større indtjening for landbrugeren. Mange af vores omkostninger stiger hurtigere end råvarepriserne: gødning, foder, diesel, elektricitet.

Når energipriserne eksploderer, som det for eksempel skete for tre år siden, mærkes det i hele produktionskæden.

Resultatet er, at selv år med “gode råvarepriser” ofte ikke føles som gode år for dem, der producerer maden.

Og for os unge, der står på springbrættet, er det åbenlyst, at økonomien i erhvervet ikke bare er skrøbelig, men ofte ikke hænger sammen.

Hvis højere fødevarepriser i butikken faktisk gav højere indtjening til de virksomheder, som producerer maden, ville det være lettere at argumentere for at gå ind i erhvervet.

Men der mangler gennemsigtighed. Vi unge landbrugere såvel som forbrugerne har brug for at vide, hvor pengene ender, og hvordan prisstigningerne fordeler sig mellem producent, transport, forarbejder og detailled.

Med øget gennemsigtighed kan forbrugerne se, at når de betaler lidt mere for deres mælk eller kød, fordeles beløbet mere retfærdigt mellem alle led i fødevarekæden – fra landbrugeren, der producerer råvarerne, til transport, forarbejdning og detailhandel.

Det vil bidrage til at skabe opbakning til fair råvarepriser og sikre, at værdien af fødevarer anerkendes hele vejen fra jord til bord.

At gå ind i landbruget kræver store lån og investeringer, der skal tjenes hjem over mange år.

Hvis prisen på det, jeg producerer, kan falde med 20–30 procent fra det ene år til det andet, uden at mine faste udgifter falder tilsvarende, så er det svært at overbevise banken – og min egen fornuft – om, at det er en sikker investering.

Højere og mere stabile råvarepriser vil ikke gøre os unge rige, men de vil give os en nødvendig tryghed.

De vil gøre det muligt at lave langsigtede planer, investere i bæredygtig teknologi og sikre, at vi kan leve op til de høje krav om dyrevelfærd, klima- og miljøhensyn, som gælder herhjemme.

Så måske skal vi stille os selv spørgsmålene: Vil vi have et dansk landbrug, hvor også unge tør gå ind i erhvervet? Vil vi have danskproduceret mad med høje standarder for kvalitet, dyrevelfærd, klima og miljø?

Hvad er en liter mælk eller et kilo kartofler egentlig værd, når vi regner både arbejdet, kvaliteten og fremtidens fødevareproduktion med i prisen?

Svarende på spørgsmålene er svære og mange, men uden fair råvarepriser er landbruget ikke et erhverv, man kan planlægge et liv omkring.

Og så risikerer vi, at færre unge tør tage over, når den nuværende generation trækker sig tilbage.

Hvis vi ønsker et dansk landbrug med unge, der tør investere i fremtiden, må vi sikre fair og stabile råvarepriser, og vi må kræve gennemsigtighed i, hvor pengene ender, og hvordan de bliver fordelt mellem alle led i kæden, fra jord til bord.