Akkrediterings-chefer: Nyt kvalitetstjek kan styrke uddannelserne

Af Anette Dørge og Per B. Christensen
Hhv. direktør, Danmarks Akkrediteringsinstitution, og formand, Akkrediteringsrådet

Vi kan godt styrke uddannelseskvaliteten i Danmark, og vi kan godt styrke systemet til sikring af uddannelseskvalitet.

I dag går den eksterne kvalitetssikring af de videregående uddannelser på to ben – men det ene ben halter lidt, de to ben går ikke helt i takt, og tilføjelsen af et nyt, tredje ben ville styrke indsatsen.

Lad os uddybe: Med akkrediteringssystemet sikrer vi primært, at den enkelte hele uddannelsesinstitution har et tilstrækkeligt veludviklet og velfungerende kvalitetssikringssystem, der også virker i praksis.

Altså, at de rette forudsætninger for uddannelseskvalitet er til stede og fungerer. Det andet ben i den eksterne kvalitetssikring udgøres af censorsystemet. Det har hidtil haltet lidt.

Styrket censorsystem
Derfor er det meget positivt, at uddannelsesminister Søren Pind netop har offentliggjort en række tiltag, der skal styrke censorsystemet. Blandt de gode takter finder man blandt andet en indsats for, at censorsystemet kommer til at arbejde mere på tværs af beslægtede uddannelser, og at censorkorpsene reelt bliver landsdækkende.

Vi foreslår, at der i særligt udvalgte tilfælde foretages eksterne kvalitetsvurderinger af enkelte uddannelser eller uddannelsesgrupper. Opstår der mistanke om utilstrækkelig kvalitet, skal der skrides ind.

Anette Dørge og Per B. Christensen
Hhv. direktør, Danmarks Akkrediteringsinstitution, og formand, Akkrediteringsrådet.

Der er også grund til at glæde sig over, at censorernes arbejde og deres feedback til uddannelsesinstitutionerne fremover skal indarbejdes af uddannelsesinstitutionerne som en del af deres kvalitetssystem.

Censorerne opnår stor indsigt i kvalitetsniveauet på uddannelserne, og den viden bør naturligvis inddrages i institutionernes arbejde for høj uddannelseskvalitet.

Hvor godt det lykkes, vil fremover blive afdækket som en den af den store kvalitetsvurdering, som vi gennemfører i form af institutionsakkreditering af alle videregående uddannelsesinstitutioner.

Dermed kobles akkrediteringssystemet, censorsystemet og de enkelte uddannelsesinstitutioner fremover endnu bedre sammen om det fælles mål: høj uddannelseskvalitet.

Brug for et tredje ben
Derudover kan der være god grund til at tilføje et nyt, tredje ben i sikringen og udviklingen af uddannelseskvaliteten.

For mellem akkreditering på institutionsniveau og censorsystemets fokus på den enkelte studerende er niveauet derimellem – nemlig den enkelte uddannelse – gledet i baggrunden.

Tidligere fokuserede akkrediteringssystemet på de enkelte uddannelser én for én – både de eksisterende og alle de nye, som uddannelsesinstitutionerne ønskede at oprette.

Men i dag fokuserer akkrediteringssystemet mere på hele uddannelsesinstitutioner, mens akkreditering af den enkelte uddannelse er i gang med sin udfasning.

Det er samlet set en god bevægelse i den rigtige retning. Efter mange år med uddannelsesakkrediteringer har mange af uddannelsesinstitutionerne udviklet egne, interne systemer, der er tilstrækkeligt stærke til at sikre og udvikle kvaliteten af deres uddannelser. Det arbejde styrker processen med institutionsakkreditering dem i.

Men det betyder samtidig, at vi er kommet længere væk fra ekstern afdækning af den enkelte uddannelses kvalitet. Spørgsmålet er, om vi er kommet for langt væk?

Vi foreslår, at der i særligt udvalgte tilfælde foretages eksterne kvalitetsvurderinger af enkelte uddannelser eller uddannelsesgrupper. Opstår der mistanke om utilstrækkelig kvalitet, skal der skrides ind.

Hvis censorerne eller andre får mistanke om for lavt niveau på en uddannelse, bør et eksternt system ”aktiveres”. Muligheden ligger der faktisk allerede med de nuværende regler.

Men den er endnu aldrig blevet anvendt, og derfor er det også godt, at uddannelsesministeren præciserer muligheden som et af sine tiltag til et styrket censorsystem. Hvordan skal sådan en udtagning til ekstraordinært kvalitetstjek så skrues sammen?

Brug eksisterende mekanismer
I forenklingens navn er det i hvert fald vigtigt, at vi ikke opfinder en masse nye mekanismer, men i stedet udvikler dem, der allerede er.

Indholdsmæssigt vil vi foreslå, at der bliver tale om peer reviews af uddannelserne, som vi også kender det fra forskningsverdenen.

Systemet må endelig ikke blive tungt, men bør være en smidig peer-baseret vurdering af uddannelsens faglige niveau, indhold og undervisningskvalitet, gennemført af et profileret, anerkendt fagpanel med solid indsigt i fagområdet.

Dermed adskiller panelsammensætningen sig fra det, vi kender fra akkreditering, hvor panelet er mere bredt sammensat til at afdække en længere række af forhold relateret til kvalitet, relevans, kvalitetssikring og studenterforhold.

I Sverige er man netop nu i gang med et lignende pilotprojekt, hvor større uddannelser fra politisk hold kan udtages til peer-baseret granskning på tværs af en række videregående uddannelsesinstitutioner. Erfaringerne herfra skal blive spændende at følge.

Her i Danmark vil vi med en triangulering af institutionsakkreditering, et styrket censorsystem og peer-baserede uddannelsesevalueringer ved mistanke om utilstrækkelig kvalitet kunne opnå et endnu stærkere og mere sammenhængende system til at sikre og udvikle kvaliteten af alle vores uddannelser.