Cepos: Er skattefinansieret forskning uafhængigt?

Af Henrik Christoffersen
Forskningschef hos Cepos

I forskningssammenhænge betyder det meget, hvorvidt forskning er uafhængig.

Den nok mest forsimplede, men ikke desto mindre udbredte, definition af uafhængighed i forhold til forskning er, at uafhængighed simpelthen betyder skattefinansiering, og at skattefinansiering i sig selv garanterer uafhængighed.

Privat finansiering af forskning er derimod forbundet med særinteresser, som nærliggende søger at dreje forskningens resultater i bestemte retninger.

Medicinalvirksomheders forskning er et ofte omtalt eksempel på private interesser, som gøres suspekte i den offentlige debat om forskning. Firmaerne er ude på at tjene penge, og derfor prøver de at fordreje forskningen. Men argumentet er trukket alt for langt.

Basalt set er det en tvivlsom affære for virksomheder – der nødvendigvis må tænke langsigtet – at prøve at tjene penge på falsk viden.

Mindst lige så kritisk er det, at en del forskning, ikke mindst inden for felter af særlig politisk interesse, bliver organiseret og bedrevet med direkte politisk-bureaukratisk indflydelse på forskningens emneområder.

Henrik Christoffersen, forskningschef hos Cepos

En usund betragtning
Den offentlige pædagogiske forskning bliver modsat fremhævet som et eksempel på samfundsnødvendig – offentlig og uafhængig – forskning, hvilket udviklingen af folkeskolen som en selvfølgelighed bør baseres på.

Men betragtningen er usund, fordi de dominerende pædagogiske forskningsinstitutioner alle henter en betydelig del af deres budget fra salg af efter- og videreuddannelse af lærere. Institutionernes forskere når også frem til i bemærkelsesværdigt omfang at udpege efter- og videreuddannelse som midlet, der skal redde folkeskolen.

Pengene på DPU’s, og andre offentlige pædagogiske forskningsinstitutioners budget, kommer i sidste ende fra skatteyderne, men forskningsinstitutionernes organisering er baseret på salg af rekvirerede ydelser.

Det vil fordre umenneskeligt uselviske pædagogiske forskere at finde forskningsresultater, som problematiserer betydningen af efter- og videreuddannelses af lærere. Køberne af ydelserne fra disse institutioner – og altså betalerne af forskernes løn – er politikere, og deres rationale tilsiger dem ikke at tænke specielt langsigtet.

Der er højest fire år til næste valg. Så såfremt flere penge til efter- og videreuddannelse af lærere antages at blive opfattet som positivt af vælgerne, er det også nærliggende, at de siddende politikere opfatter det positivt.

Effekterne af efter- og videreuddannelsen kan ikke forventes at ændre skolernes præstationer på kort sigt, så politikernes risiko for at blive stillet til regnskab med konkret dokumentation på valgdagen er lille. Rent faktisk har både jeg selv og senest forskere ved Socialforskningsinstituttet fremlagt forskning, som stærkt har sat spørgsmålstegn ved effekterne af efter- og videreuddannelse af lærere.

Der ser imidlertid ud til at skulle stærkere kræfter til at rokke ved den intuitive argumentation for, at efter- og videreuddannelse er vejen – ikke blot til forskernes og undervisernes egen løn – men også til en bedre skole. Skolepolitikerne vil jo som købere af efter- og videreuddannelse gerne vise vælgerne, at de gør noget for skolen. Og de vil nok også gerne vise offentligt ansatte, at de gør noget specielt for denne vælgergruppe.

Forskningsverdenens kritiske kontrol
Man skal altså vare sig for at vurdere forsknings ædruelighed og reelle uafhængighed ud fra, om den forgår i privat eller offentligt regi. Det afgørende er, at forskere har mulighed for og incitament til at præstere god og uhildet forskning, og om den præsterede forskning kan stå for forskningsverdenens egen kritiske kontrol og klare en international videnskabelig publicering.

Det kan findes såvel i offentligt organiseret – som privat organiseret forskning, men det kan også fejle begge steder.

Mindst lige så kritisk er det, at en del forskning, ikke mindst inden for felter af særlig politisk interesse, bliver organiseret og bedrevet med direkte politisk-bureaukratisk indflydelse på forskningens emneområder, herunder hvilke emner som ikke skal inddrages i forskningen.

Meget samfundsvidenskabelig og naturvidenskabelig forskning bliver gennemført som rekvireret forskning og finansieret af midler fra ministeriers budgetter for køb af forskning. Det er her, at vi finder forskningens egentlige sump.

Ofte ledsages rekvirerede forskningsprojekter af følgegrupper, som rekvirenten påtvinger forskerne ud fra argumenter om, at det er vigtigt at sikre relevansen af forskningen. Eller værre endnu forudsætter rekvirent implicit, at forskerne er specielt lydhøre. Den slags burde være overflødigt, fordi ordentlige forskere vil som en selvfølge trække på kræfter, som kan sikre relevans.

Resultatet af en praksis med følgegrupper er, at relationen mellem rekvirent og forskere mildest talt bliver uklar, og at der nærliggende vil ligge en pression fra rekvirentens side.

Rekvireret forskning er mest en uskik
Ofte aftales i kontrakter om rekvireret forskning, at rekvirenten besidder ejendomsretten til den udførte forskning og kan disponere, hvad angår publicering af forskningen. Det frister til egentlig censur.

Ofte indeholder aftaler om rekvireret forskning bestemmelser, som udelukker forskerne fra at inddrage aspekter, som de selv finder relevante og betydningsfulde i forhold til at tolke de fundne resultater.

Jeg har gennem årtier beskæftiget mig med rekvireret forskning. Og jeg har mildest talt været udsat for alle de her nævnte former for blokering af uvildighed i forskningen. Endda i horribelt grove former.

Rekvireret forskning er med undtagelse af helt specielle situationer en uskik. Ministeriernes store budgetter til køb af forskning i sektorforskningsinstitutter eller lignende bør skæres kraftigt ned. Socialforskningsinstituttet og lignende institutioner med mange hundrede forskere er vildskud på forskningen.

Det store problem er ikke mangel på relevant forskning uden for politisk-bureaukratisk rækkevidde som støtte for politiske beslutninger. Problemet er snarere politikere, som ikke vil acceptere og benytte sådan foreliggende forskning, med mindre den understøtter deres egne forudindfattede holdninger.