Danske Universiteter: Taxametersystemet skal være enkelt

Af Susanne Bjerregaard
Direktør, Danske Universiteter

Da jeg begyndte min karriere inden for universitetsverdenen, fik jeg mange gange fortalt, at taxametersystemet ikke var godt nok, men at ingen havde noget bedre. I bund og grund tror jeg, at mange – både politikere og folk inden for universitetsverdenen – kan nikke genkendende til det. Måske er det ikke så underligt. For mens det er uendeligt nemt at kritisere, er det langt sværere at finde på det nye geniale, ubureaukratiske taxametersystem, som ikke fører et utal af uheldige konsekvenser med sig.

Måske er det grunden til, at taxametersystemet, siden det blev indført, har fået flere og flere lag. Hver gang man fandt en begrænsning eller fik en frisk idé, overkompenserede man med nye styringsmekanismer i taxametersystemet for at få studerende hurtigere og billigere igennem uddannelserne. Det er bare, som om man glemmer, at der jo samtidig er en lang række andre styringsmekanismer.  

Taxametersystemet i sig selv er simpelt
Tanken bag taxametersystemet var fra starten ganske simpel: Man sørger for, at universiteterne har midler til at undervise de studerende, som går på deres uddannelser. Midlerne udbetales alt efter, hvor mange eksamener de studerende har bestået i løbet af et årsværk, som i universitetsverdenen opdeles i 60 ECTS-points. Uddannelses- og Forskningsministeriet sidder simpelthen hvert år og tæller, hvor mange eksaminer studerende på, for eksempel, Aarhus Universitet har bestået. Ud fra antallet af beståede eksaminer og ud fra uddannelsens placering i tre takstgrupper får Aarhus Universitet taxametermidlerne tilført.

Det lyder meget simpelt. Det er det såmænd også – og det er uden tvivl den helt store styrke ved taxametersystemet.   

Styringsmekanismerne skaber problemerne
Men så kommer styringsmekanismerne. En af dem er færdiggørelsesbonussen. Hvis en studerende får bachelorbeviset inden for fire år eller kandidatbeviset inden for to år, modtager universitetet en bonus. Da regeringen indførte den nuværende færdiggørelsesbonus i 2009, var det med det klare formål at få studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Færdiggørelsesbonussen gjorde dermed taxametersystemet til et redskab, som politikerne og myndighederne kunne styre universiteterne med.

Færdiggørelsesbonussen gjorde taxametersystemet til et redskab, som politikerne og myndighederne kunne styre universiteterne med.

Susanne Bjerregaard, direktør for Danske Universiteter

Bonussen, som både er afhængig af adfærden hos universitets egne studerende og af, hvor hurtigt andre universiteter får deres studerende igennem, gør det enormt vanskeligt for universiteterne at forudsige, hvor stor en andel af puljen, man får. Det skaber store problemer for ledelserne på universiteterne.  

Bevillinger og forventninger skal stemme overens
Den foreløbigt seneste knopskydning på taxametersystemet er fremdriftsreformen. Med den blev det politisk besluttet, at universiteterne inden 2020 i gennemsnit skal nedsætte studietiden for de studerende med 4,3 måneder. Lykkes det ikke, kan universiteterne vinke farvel til op til en milliard kroner af de midler, som skulle have været brugt til at fastholde uddannelsernes kvalitet.

Der er ingen vej uden om, at det koster at uddanne fremtidens arbejdskraft. Med større krav til universiteterne om flere undervisningstimer, flere fastansatte undervisere, mere vejledningstid og mere intensive studieforløb, er det bemærkelsesværdigt, at universiteterne i gennemsnit har knap 8.000 kroner mindre i 2014 end i 2009 per studerende. Finanslovsforslaget for 2015 viser ganske vist, at de samlede offentlige uddannelsesbevillinger er steget. Til gengæld er der ligeledes over de sidste fem år optaget markant flere studerende. Uanset hvordan vi vender og drejer det, er der brug for overensstemmelse mellem bevillingernes størrelse og forventningerne til uddannelsernes kvalitet.

Enkelt er godt
Jeg vil gerne slå fast, at jeg mener, at taxametersystemet er et godt system. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at der er en idé i at forenkle systemet og forsøge at holde fast i den oprindelige tanke om et enkelt og forudsigeligt bevillingssystem. Vi kommer nok også i fremtiden til at se taxametersystemet blive brugt som en af mange styringsmekanismer. Men lad os være realistiske i vores forventninger til, præcis hvad taxametersystemet kan og skal bruges til.