Et fælles kvalitetsløft af universiteterne

Af Lone Koefoed Hansen og Peter Lauritsen
Stiftere af #altudvalg og lektorer på Aarhus Universitet

Universitetspolitikkens mantra har længe været kvantitet: Så mange studerende som muligt skulle med stor hastighed igennem uddannelsessystemet. Politikkens omkostninger har været store, og det er fra flere sider blevet ytret, at kvaliteten er faldet.

Måske får de studerende en kandidatgrad, men spørgsmålet er, hvad en sjasket kandidatgrad egentlig er værd? På den baggrund er det kærkomment, at fokus nu også er på kvalitet.

Hvordan sikrer vi, at alle studerende ikke bare får en uddannelse, men faktisk tager en uddannelse, der virkelig er noget værd?

Hvis man ønsker et kvalitetsløft, må der tages hånd om særligt tre udfordringer.

Selvransagelse hos de studerende
Den ene er, at en del studerende i dag agerer, som om de er kunder i en butik, der leverer færdiglavede uddannelser. Selvom de stadig udgør et mindretal, mangler en gruppe studerende erkendelsen af, at universitetsuddannelse kræver en høj grad af selvstændighed og en stor arbejdsindsats, og derfor får de ikke tilstrækkeligt ud af deres uddannelse.

Tværtimod er der tale om et langt sejt træk, der kun kan lykkes, hvis alle aktører forlader skyttegravene, erkender deres ansvar og yder en indsats.

Af Lone Koefoed Hansen og Peter Lauritsen
Stiftere af #altudvalg

At løse dette problem kræver selvransagelse hos de studerende og studenterorganisationerne, der ikke kan nøjes med at placere ansvaret alle andre steder end hos sig selv. Men det er også en opgave for underviserne, som må forbedre deres pædagogiske kompetencer, og for universiteterne, som i deres iver efter at gøre studierne spiselige måske helt har glemt at fortælle, hvad det indebærer at være studerende.

Åbenhedskultur blandt undervisere
Den anden udfordring er, at undervisningssituationen traditionelt har været den enkelte undervisers private område. Berøringsangsten for at spørge til undervisningens kvalitet har i nogle tilfælde medført, at undervisningsforløb er degenereret, uden at nogen har grebet ind. 

Derfor er opgaven at skabe en åbenhedskultur, hvor det bliver sædvane systematisk at diskutere undervisning med kollegaer og med ledere. Undervisere skal lære af hinanden og løbende sparre om de problemer, som er knyttet til undervisning. Udgangspunktet må således være, at en uddannelses kvalitet er et fælles kollegialt ansvar.

Universiteterne er for ledelsestunge
Endelig knytter den tredje udfordring sig til, hvordan kvalitetsledelse kan og bør udføres på et universitet. Vores universiteter er ledelsestunge i toppen, og kvalitetssikringen af uddannelserne sker først og fremmest, ved at direktiver og procedurer sendes ned gennem organisationen.

Men ofte fører dette blot til frustration hos undervisere og studerende, der primært oplever christiansborgpolitikeres og universitetsledelsernes initiativer som verdensfjerne og kvalitetshæmmmende. Omvendt er der et tydeligt ledelsesunderskud i de undervisningsnære miljøer.

Konsekvensen er, at mange åbenlyst kvalitetsfremmende tiltag udskydes, fordi de afhænger af en frivillig indsats af tidspressede undervisere. For eksempel kunne man forestille sig øget brug af teambaseret undervisning, ligesom feedback fra studerende, censorer og erhvervsliv blev grundigere reflekteret og indarbejdet i undervisningen.

Systematisk brug af kollegial supervision og udvikling af nye undervisningsformer er andre eksempler. Mange undervisere vil gerne deltage i kvalitetsudviklingen, men det er helt nødvendigt, at der afsættes ressourcer til at igangsætte, fastholde og evaluere initiativerne. 

Som det fremgår, findes der ingen snuptagsløsninger, når kvaliteten af universitetsuddannelserne for alvor skal løftes. Tværtimod er der tale om et langt, sejt træk, der kun kan lykkes, hvis alle aktører forlader skyttegravene, erkender deres ansvar og yder en indsats. Heldigvis tyder den hidtidige debat på, at dette faktisk er muligt.