Minister dropper kvindeprogrammer og innovationskatalog

INTERVIEW: Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) vil ikke støtte forskerprogrammer, der særbehandler kvinder. Samtidig gør han op med SR-regeringens innovationskatalog og giver et bud på, hvor hurtigt fremdriftsreformen kan ændres.

Foto: Kim Vadskær/Uddannelsesministeriet
Mads Bang

Esben Lunde Larsen (V) er gået energisk til værks i sine første måneder som minister. Og det er da også en minister med masser af planer på tegnebrættet, som møder Altinget til en rundtur i det uddannelses- og forskningspolitiske landskab efter valget.

Ministeren kender sit ressortområde indgående fra sin tid som ordfører og har allerede markeret sig ved at bebude et nyt initiativ, der skal højne dannelsen på de videregående uddannelser. Samtidig åbner han den politiske sæson med at tage fat i to af de seneste års mest omdiskuterede politiske sager på uddannelsesområdet: fremdriftsreformen og dimensioneringen.

Ministeren erklærer sig klar til at nulstille fremdriftsreformen, hvis han kan få en sikkerhed for, at målene opfyldes.

”Nu har jeg samtaler med uddannelsesinstitutionerne, de studerende og de politiske partier. Jeg vil gerne tage bestik af, hvordan institutionerne kan skabe fremdrift i en fuld frihedsramme, men hvor målet om studietid nås,” siger Esben Lunde Larsen.

Fakta
YDUN
YDUN-initiativet blev etableret med den politiske aftale af 31. oktober 2013 om fordeling af forskningsreserven i 2014 til tværgående forskningsinitiativer.
Både mænd og kvinder har kunnet søge et YDUN-forskningsprojekt, men gennem opnået dispensation fra lov om ligestilling af mænd og kvinder er kvindelige ansøgere prioriteret over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere. YDUN-initiativet havde en økonomisk ramme på 110 millioner kroner.


Kilde: ufm.dk

Drøftelserne begynder inden for de næste uger, og i samme omgang vil ministeren diskutere dimensionering med institutioner og partier.

Politisk forankring af færre studiepladser
Den anden store opgave er en justering af den såkaldte dimensioneringsmodel. Efter et længere og til tider indædt tovtrækkeri sidste efterår blev uddannelserne pålagt at skære i antallet af studiepladser på uddannelser, der over en tiårs periode har ført til lavere beskæftigelse. En model, som den nye minister vil ændre.

Jeg kan allerede nu sende et meget klart signal til de politiske partier. Vi kommer ikke til at fremme kvindeforskerprogrammer.

Esben Lunde Larsen (V)
Uddannelses- og forskningsminister

Esben Lunde Larsen har dog tænkt sig at gribe opgaven anderledes an end forgængeren Sofie Carsten Nielsen. Den nye model skal bygge på større inddragelse af de politiske partier.

”Der skal være en politisk forankring af dimensioneringen. Der skal ikke laves et forlig, men jeg mener, at man kvalificerer løsningerne bedst ved at inddrage dem, der har en interesse i det,” siger Esben Lunde Larsen.

Det er dog stadig et åbent spørgsmål, hvordan den forankring kommer til at se ud i praksis.

”Jeg har ikke besluttet mig for, hvordan slutproduktet skal se ud,” siger ministeren.

Han tilføjer, at løsningen kommer til at rumme de elementer, som sidste efterår var på vej til afstemning i Folketinget, indtil SF trak støtten i 11. time. Han peger på, at løsningen skal rumme regionale beskæftigelsestal, tage hensyn til sprogfag som tysk og adressere problemer i forhold til internationale studerende.

Smækker kvinde-kassen i
Ministeren gør en dyd ud af at invitere til bredt samarbejde. Venstre-regeringen skal ud og finde flertal, når det gælder nye initiativer, og en lang række aftaler og forlig på det videregående uddannelsesområde og i forhold til forskningsmidlerne bygger på brede forlig. Men Esben Lunde Larsen vil gøre en dyd af nødvendigheden.

”Inddragelse af flest mulige er vigtigt for os i regeringen,” siger Esben Lunde Larsen, som for tiden taler med alle ordførerne om deres prioriteter for at danne sig et overblik over, hvilke muligheder der er for samarbejde.

Og han vil gå åbent ind i de forhandlinger, der står for døren i efteråret, både når det gælder reformerne og finansloven.

”Vi er åbne for input fra de politiske partier, fordi politik handler om, at man skal kunne se sig selv i de aftaler, der laves,” siger Esben Lunde Larsen.

På et punkt vil han dog på forhånd godt lukke forhandlingsdøren i: Regeringen vil ikke være med til at finansiere forskerprogrammer, der er målrettet til kvinder, som man så med YDUN-programmet sidste år.

”Der kan være ting, vi af politiske årsager ikke ønsker at fremme. Jeg kan allerede nu sende et meget klart signal til de politiske partier. Vi kommer ikke til at fremme kvindeforskerprogrammer. Det vil være diskvalificerende for forhandlinger, hvis nogen ønsker, at vi skal hælde millioner i sådan noget."

Ingen forskningsfusion
Esben Lunde Larsen har flere gange som ordfører argumenteret for en omlægning af Det Frie Forskningsråd, så dele af rådets arbejde blev flyttet til Grundforskningsfonden og universiteterne. Det kommer dog ikke til at ske lige foreløbig, fortæller ministeren.

”Vi har i øjeblikket ikke aktuelle planer om at ændre på vores forskningsrådsstruktur,” siger Esben Lunde Larsen, som dog straks understreger, at det kan ændre sig senere.

Venstre-ministeren var som ordfører selv med til at rykke gevaldigt rundt i det strategiske forskningslandsskab, da Danmarks Innovationsfond blev dannet sidste år. Fonden luftede op til sommerferien et ønske om at få større indflydelse på, hvor den skal satse.

Esben Lunde Larsen er åben for muligheden for at give Innovationsfonden en større rolle, når politikerne skal udvælge strategiske indsatsområder. Samtidig lægger han sine radikale forgængeres idekatalog InnoPlus på is.

”Vi har sat nogle InnoPlus-projekter i gang i regi af den tidligere regering. Jeg forestiller mig ikke, vi skal videre ad den vej,” siger Esben Lunde Larsen.

Der bliver dog ikke tale om, at Innovationsfonden laver et nyt katalog, som politikerne kan vælge fra. Men fonden kan blive inviteret ind for at kvalificere politikernes diskussion af, hvilke områder der skal prioriteres.

”Jeg har ikke lagt mig fast på, hvordan vi skal køre den proces. Men der skal ikke være tvivl om, at det her er et politisk kontor,” siger Esben Lunde Larsen.

Dokumentation

Esben Lunde Larsen om ...

60-25 målsætningen
”Vi har ikke brug for volumensyge i vores uddannelsesinstitutioner. Det siger jeg med al respekt for, at man gennem 00'erne havde en dagsorden om, at flere skulle have en lang videregående uddannelse. Det orienterede institutionerne sig efter. Det var godt. Men nu er vi der, hvor vi har nået et loft. Det vil jeg gerne drøfte med institutionerne. Verden er anderledes efter krisen i 2008, og det skal vi naturligvis tage bestik af.”

Elitesatsning versus regionalisering
”Vi forestiller os ikke, at elitemiljøerne skal ligge i mindre provinsbyer. Elitemiljøer skal forankres i de forskningsbaserede universitetsmiljøer, der har potentialet. Og vi forestiller os, at de regionalt baserede uddannelser i høj grad finder sted på erhvervsakademiniveau, så man understøtter hele landets udvikling. Erhvervsakademierne har været en kæmpe succes, når man ser på, hvor gode de har været til at få deres dimittender i beskæftigelse og i forhold til praksisnærhed i uddannelserne.”

Internationalisering
”Internationalisering er uhyre væsentlig, fordi vi ikke er en lille ø, men en spiller i et verdenssamfund. Vi vil gerne have dem til Danmark, der kan bidrage til samfundets udvikling.
Det er væsentligt, at vi får en bedre fastholdelsesstrategi. Dem, der kommer her og forsker eller studerer, skal blive og bidrage til samfundet. Jeg er af den klare opfattelse, at en portugisisk studerende ser knap så skævt til at tage arbejde i Nordjylland efter endt uddannelse, som en københavner gør. Derfor er det vigtigt at se den internationale arbejdskraft i det lys, at den er nemmere at mobilisere.”

UVVU
”Jeg vil afvente den rapport, der kommer om UVVU her i efteråret, og så forholder vi os til sagen.”

Taxameter
”Vi har hverken lagt op til at bruge færre eller flere penge. Vi har lagt op til en taxameterkommission, der skal se på erfaringerne nationalt og internationalt. Vi ønsker at gå systemet igennem for at se på, om der er nogle skævheder, vi skal rette op på.”


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

0:000:00