Universitetsloven forpligter til formidling – men forskerne har ikke tid eller penge nok til at gøre det

Ifølge universitetsloven har danske universiteter tre ligeværdige opgaver: at forske, undervise og formidle.

Det står sort på hvidt i lovens § 2, at universiteterne skal "udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat."

Formidling tæller sjældent med

Vi er dog endnu ikke stødt på et dansk universitet, der strategisk afsætter timer, midler eller systematisk opkvalificering til at understøtte forskningsformidling i praksis.

Små muligheder? Jo da. Enkelte eksempler? Vi har hørt dem alle.

Jo mindre anerkendt formidling er, jo færre tør prioritere det

Sabrina Vitting-Seerup og Marianne Achiam
Adjunkt og lektor i Science Communication

Men sammenligner vi med undervisning og forskning, der er veletablerede og meritgivende aktiviteter på samtlige danske universiteter, så kommer formidling til at ligne en hobby for de særligt interesserede.

Forskningsformidling bliver betragtet som noget sekundært – noget, man gør, når alt det “rigtige” arbejde er gjort. Og det er ikke bare et spørgsmål om manglende støtte i kulturen.

Det handler om, hvad vi får merit for i det akademiske system. Hvis vi vil ansættes eller forfremmes, er det afgørende, at vi henter forskningsmidler hjem, publicerer i anerkendte akademiske tidsskrifter, og måske – i bedste fald – at vi er gode undervisere.

Formidling tæller sjældent.

Måske anerkendes det som en slags bonus. Oftest er holdningen dog, at formidling tager os forskere væk fra kerneopgaven. Derfra bliver det en selvforstærkende spiral: Jo mindre anerkendt formidling er, jo færre tør prioritere det.

Når akademisk publicering i utilgængelige formater vægtes markant højere end formidling, sender det et klart signal til yngre forskere: Pas på. Det, du får anerkendelse for, er det, der foregår inden for universitetets mure.

Det andet må du selv rode med i din fritid – og helst vente med, til du er fastansat. Hvis du da bliver det...

Viden skal ud at leve

Der er mange forskere, som enormt gerne vil formidle. De gør det ikke altid (fordi det kan koste dem forskningskarrieren), men de vil enormt gerne.

Mange drømmer om at udbrede deres viden til nysgerrige skoleelever, innovative iværksættere, engagerede kommunalpolitikere og hvem end, der kigger forbi Frederikssunds Bibliotek en eftermiddag i oktober.

Vi har på nuværende tidspunkt ingen strukturer omkring opkvalificering af forskernes formidlingsevner

Sabrina Vitting-Seerup og Marianne Achiam
Adjunkt og lektor i Science Communication

Tænk, hvad den form for massiv vidensdeling kunne bringe med sig, hvis blot den fik den nødvendige støtte og anerkendelse?

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2023 over 2.500 nye ph.d.-studerende og mere end 8.000 aktive ph.d.-forløb i gang på tværs af de danske universiteter.

Det er en kolossal ressource! Men meget af denne viden når aldrig ud til dem, der kunne have gavn af den.

Der findes initiativer, der forsøger at give forskerne (unge som erfarne) en scene at stå på eller en platform til at dele skriverier. Videnskab.dk og Forskningens Døgn er to stærke formidlingsplatforme.

Vi har også fået en PhD Cup, der vises på nationalt fjernsyn. Alt sammen gode tiltag, og der er mange flere at nævne, men de er ikke løsningen i sig selv – om end vi har brug for mere af den slags.

Det viser interesse fra omverdenen, men skaber ikke de strukturelle forandringer, vi mangler, for at forskningsformidlingen kan vægtes højere.

Vi har på nuværende tidspunkt ingen strukturer omkring opkvalificering af forskernes formidlingsevner og/eller samarbejder med formidlere.

Det var sågar en nyhed på Science Report, da vi på Københavns Universitet fik mulighed for at udbyde et kursus i forskningsformidling – og det er altså sjældent, at vores ellers fremragende universitetskurser trækker overskrifter.

Formidlingskompetencer bliver til tider tilbudt på universiteterne, men sker det sjældent med afsæt i forskningsbaseret viden.

I stedet får man hurtige konsulenter med overfladiske huskeregler. Det er for eksempel “tal langsommere” eller “brug færre slides”. Det er selvfølgelig rigtigt nok, og bedre end ingenting, men sjældent nok til at engagere den bredere offentlighed – eller for den sags skyld beslutningstagere, journalister eller undervisere.

Ofte omtales forskningsformidling som noget, der skal gavne samfundet. Det skal det også, men det kan lige så vel styrke selve forskningen.

I mødet med politikere, undervisere, erhvervsfolk, journalister eller civilsamfund bliver det tydeligt, hvor ens forskning gør en forskel – og hvor den ikke gør.

Og hvad man måske selv har overset. Den form for feedback kan skærpe forskningsspørgsmål, åbne nye perspektiver og pege på blinde pletter, man slet ikke vidste, man havde. På den måde er formidling ikke bare et output. Det er en mulighed for at tænke forskningen bedre.

Tre forslag til forandring

Hvis forskningen skal bidrage til samfundets udvikling – sådan som danskerne mener, den bør – så må vi tage formidling alvorligt. Som forskere i forskningsformidling har vi tre konkrete, men ikke ukomplicerede, forslag, der ville kunne hjælpe med de udfordringer, som forskningsformidlingen i dag lider under:

1. Honorer de forskere, der formidler
   Giv forskerne reel mulighed for at formidle, så det ikke straffer dem, der gerne vil. Formidling er en forpligtelse ifølge universitetsloven – men i praksis er der ikke afsat tid eller midler til at løfte opgaven.

2. Tilbyd kvalificeret undervisning i forskningsformidling
   Vi har en regel om, at alle kommende lektorer med undervisningsforpligtelser skal tage et pædagogikum. Det er oplagt at supplere det med en mulighed for at styrke forskernes formidlingskompetencer – med afsæt i forskning og ikke bare huskeregler.

3. Styrk vidensdelingen på tværs af sektorer
   Forskning kan skabe innovation i stort set alle brancher – men den skal være tilgængelig. Vi er nødt til at skabe rammer til, at forskere kan dele viden bredt, uden at det kun er de største og mest ressourcestærke virksomheder, der får adgang. Odsherred Kommune bør også kunne få en forsker i tale, når det giver mening. Vi er dog i så fald nødt til at afklare, hvornår den slags samarbejder skal koste noget – og hvem der står med regningen. For på nuværende tidspunkt er det forskerne selv, der må betale.

Forskning kan og skal gøre en forskel i samfundet, men det kræver, at vi tør gentænke de strukturer, vi arbejder i. Lige nu ligger alt for mange gode intentioner uforløste hen.

Ikke fordi forskerne ikke vil, men fordi systemet gør alt, hvad det kan, for at stoppe os. Er det egentlig ikke smukt, at så mange vælger at formidle til trods?

Vi ved, at viden er en vigtig del af et velfungerende demokrati. Vi ved, at der er tusindvis af forskere, der gerne vil dele deres viden, og vi ved, at der findes politikere, institutioner, virksomheder og borgere, som brænder for at få del i den viden.

Så lad os få forskningen ud og flyve! Ikke som hobbyprojekt eller eftertanke – men som en naturlig del af forskningens livscyklus. Vi vil blive overraskede over, hvor meget der er at vinde for os som demokrati, som forskere og som samfund.