Spilforsker: Trumps planer for fred øger kun risikoen for en ny krig

På få dage nåede planen at blive kaldt alt fra skitse til fred til forklædt kapitulation. Ukrainske og europæiske kritikere pegede på, at mange af punkterne lignede en amerikansk oversættelse af russiske krav.

Men netop fordi den nu er lagt til side, kan vi se på den med lidt større afstand og spørge, hvad den fortæller om den måde, konflikter forsøges “løst” på i Washington. 

For hvad sker der, hvis man ser på planen med spilteoretiske briller, altså videnskaben om, hvordan aktører træffer valg, når udfaldet afhænger af, hvad andre gør?

Lad os bruge fangernes dilemma til at stille et enkelt, men ubehageligt spørgsmål: Hvem har egentlig de bedste kort på hånden i Trumps fredsplan?

Hovedbrud i et fængsel

Fangernes dilemma går ud på, at to mistænkte sidder i hver sin celle. Hver får det samme tilbud: Hvis begge tier, får de en mild straf. 

Hvis den ene angiver den anden, og den anden tier, går angiveren fri, mens den tavse får en hård straf.

Hvis begge angiver hinanden, får de begge en mellemhård straf. 

USA er en overdommer, der både kan slække sanktioner og samtidig true med nye sanktioner, hvis en af parterne bryder aftalen.

Bo Kampmann Walther
Medie - og spilforsker ved Syddansk Universitet

Det rationelle valg for hver enkelt er at angive den anden. Uanset hvad den anden gør, står man selv bedre ved at angive. Men resultatet bliver værre for begge, end hvis de bare havde stolet på hinanden og holdt deres mund.

Kernen er, at når man ikke kan stole på den anden part, og man ikke kan være sikker på, at en aftale bliver overholdt, bliver det mest fornuftige at handle på en måde, der samlet set giver et dårligere udfald for alle.

USA som overdommer

Hvis vi overfører det til krigen i Ukraine, betyder det to ting:

1) At fortsætte krigen svarer til at ”angive” den anden.

2) At indgå og overholde en aftale om våbenhvile, sikkerhed og grænser svarer til at “tale sandt og tie stille.”

Problemet er åbenlyst. Ukraine ved jo, at Rusland tidligere har brudt aftaler. Rusland ved omvendt, at Ukraine – støttet af Vesten – vil forsøge at forbedre sin position, hvis landet får chancen.

Manglen på tillid gør, at begge parter har stærke grunde til at blive ved med at “angive” hinanden – altså at fortsætte krigen – selvom en ægte, sikker fred ville være bedre for alle.

Det interessante er, at på overfladen ligner Trumps 28-punktsplan et forsøg på at bryde fangernes dilemma.

I spilteorien er den klassiske måde at bryde fangernes dilemma på netop at få en tredje part til at garantere både straf og belønning. Hvis nogen snyder, bliver de straffet, og hvis begge samarbejder, bliver de belønnet.

Det er præcis den rolle, Trump tildeler USA. USA er en overdommer, der både kan slække sanktioner og samtidig true med nye sanktioner, hvis en af parterne bryder aftalen.

USA træder ind som en gamemaster, der laver et nyt spil med klare regler.

Bo Kampmann Walther
Medie - og spilforsker ved Syddansk Universitet

Trump siger i praksis: I kan ikke selv komme ud af det her. Derfor træder USA ind som en gamemaster, der laver et nyt spil med klare regler. Grænserne fastfryses. Ukraine afvæbnes delvist og holdes uden for Nato. Rusland lover ikke at invadere igen.

Og Vesten betaler for genopbygning og lover økonomiske gevinster, hvis Rusland holder sig på måtten.

Sagt med spilteoretiske termer så forsøger man altså at ændre incitamentsstrukturen. Rusland skal have mere ud af at holde op med at angribe end ved at fortsætte.

Ukraine skal have mere ud af at acceptere territoriale tab og begrænset sikkerhed end ved at kæmpe videre. Europa og USA skal have mere ud af en hurtig, men skrøbelig fred end ved en langvarig, dyr krig.

Og USA får noget støj til at gå væk, så de kan koncentrere sig om det egentlige: Kina.

En skalp for Kreml

Men hvem betaler prisen for, at spillet ændres, når nu Trump gerne vil bryde fangernes dilemma? Hvem får den store gevinst? Hvem har faktisk de bedste kort på hånden?

Rusland får det meste af det, landet ikke har kunnet vinde militært i form af international accept af kontrol over Krim og store dele af Donbas. De slipper for udsigten til et langt, udmattende felttog, hvor de risikerer både militært nederlag og indre uro. Og de får en vej ud af sanktioner og international isolation.

Fra Moskvas perspektiv ændrer planen således spillet fra “risikér nederlag eller kæmp videre” til “få hovedparten af gevinsten uden totalt nederlag.” Det kunne de ikke have skrevet bedre i Kreml. 

Man kan sige, at Trumps plan snarere sikrer en fremtidig krig end en holdbar fred. 

Bo Kampmann Walther
Medie - og spilforsker ved Syddansk Universitet

Ukraine slipper for bombardementer, og måske får de også en form for sikkerhedsgaranti. På papiret. Til gengæld betaler de med netop det, som de i fire år har kæmpet for: Territorium, sikkerhedspolitisk selvbestemmelse og retten til selv at bestemme sin alliancepolitik.

I fangernes-dilemma-sprog: Ukraine bliver bedt om at “tie og samarbejde”, mens Rusland belønnes for at have “angivet” – altså angrebet – i første omgang.

Europa i sit eget dilemma

For Europa er situationen også ubehagelig.

På den ene side er der et massivt ønske om at få krigen ned i intensitet. På den anden side ved de fleste europæiske regeringer godt, at en aftale, der neutraliserer Ukraine og belønner russisk aggression, underminerer netop den sikkerhedsorden, Europa har levet af siden den kolde krig: Ingen grænseændringer med militær magt.

Og dermed havner Europa pladask i sit eget fangernes dilemma:

Hvis EU-landene “tier” og accepterer planen, får de kortsigtet ro og billigere gas.  

Hvis de siger nej, risikerer de at fremstå som dem, der forlænger krigen. Og samtidig udfordrer de en amerikansk administration, de stadig er afhængige af militært.

En ny krig

I spilteorien taler man om “moralrisiko,” moral hazard. Altså en situation, hvor man øger risikoen for uansvarlig adfærd, fordi man blødgør konsekvenserne af den.

Hvis man kan angribe et naboland, beholde noget af byttet og derefter få sanktionerne fjernet gennem en politisk handel, er det ikke længere lige så farligt at gamble med krig.

En fred på disse vilkår er ikke slutningen på spillet, men begyndelsen på et nyt.

Bo Kampmann Walther
Medie - og spilforsker ved Syddansk Universitet

Hvis Trumps plan bliver en model for “fred” fremover, er budskabet enkelt:

1) Angrib hurtigt. 2) Hold fast længe nok. 3) Der vil før eller siden komme en stor magt og forhandle en løsning, hvor du får lov at beholde det meste af byttet.

Så har man ikke skabt afskrækkelse. Man har skabt en manual. Det er grunden til, at man kan sige, at Trumps plan snarere sikrer en fremtidig krig end en holdbar fred.

En fred på disse vilkår er ikke slutningen på spillet, men begyndelsen på et nyt. Bare med endnu dårligere regler.