Vandværker: Ministerens privatiserings-planer er hasardspil

Af Allan Weirup
Direktør i Danske Vandværker

Regeringen overvejer tilsyneladende at gøre det muligt at tjene penge på vandforsyning, og det betyder, at private investorer, kapitalfonde med videre kan komme til at købe landets vandforsyninger. 

Salget forsøges legitimeret med en rapport, som Finansministeriet har bestilt hos konsulentfirmaet McKinsey, der spår store gevinster ved at samle vandforsyningen i store enheder. 

Men virkeligheden er ifølge en ny rapport fra Copenhagen Economics en ganske anden. Rapporten punkterer hele grundlaget for manøvren og viser, at der næsten ingen gevinster kan hentes ved at lægge drikkevandsselskaberne sammen i større enheder. 

Vandværkerne henter allerede gevinster
Langt størstedelen af de effektiviseringsgevinster, der kan hentes i den danske drikkevandsforsyning, hentes ved at optimere driften i de eksisterende forsyninger. Og undersøgelser viser, at der også kan hentes mindre gevinster ved, at vandværker arbejder sammen. 

Men disse gevinster er de danske vandværker allerede i fuld gang med at høste til glæde for forbrugerne, og det har de faktisk været i flere år. 

Alt i alt risikerer ønsket om at gøre det muligt at tjene penge på drikkevandsforsyning at føre til højere priser, ringere service og ringere forsyningssikkerhed. 

Allan Weirup
Direktør i Danske Vandværker

Danske Vandværker har bedt Copenhagen Economics om at vurdere fordele og ulemper ved øget samarbejde og sammenlægninger af drikkevandsselskaber i Danmark. Rapporten tager udgangspunkt i eksisterende analyser og konkrete erfaringer fra gennemførte fusioner. 

Forbrugerne vil blive taberne
Hvis vi starter med det sidste, nemlig sammenlægninger af selskaberne, så viser rapporten fra Copenhagen Economics, at den ekstra gevinst, der kan hentes ved egentlige sammenlægninger til store forsyninger, kun er omkring én procent, men prisen for så beskedne besparelser kan blive høj for forbrugerne. 

For det første vil den nye ejer formentligt forvente at kunne opnå en indtjening, der er væsentligt højere end den ene procent, der kan hentes i ekstra gevinst ved sammenlægningen. Og den forventning til højere indtjening vil nødvendigvis betyde, at forbrugerne skal betale en højere pris for deres vand, for hvor skal pengene ellers komme fra? 

For det andet vil en centralisering af vandværker let føre til, at de nye enheder bliver så store, at nærheden til forbrugerne forsvinder, og lokalkendskab mistes. Resultatet bliver, at forbrugerne vil opleve en ringere service, hvilket kan forstærkes af ejerens ønske om at tjene penge på monopolvirksomheden. 

For det tredje kan ønsket om at tjene penge på vores drikkevand føre til kortsigtede optimeringer, manglende investeringer og vedligehold af anlæg. Og det kan betyde en stor trussel for forsyningssikkerheden.

Vores drikkevand skal ikke kapitaliseres
Det er i forbrugernes interesse at bevare det nuværende hvile i sig selv-princip, som betyder, at man ikke må tjene penge på vores fælles drikkevand. 

På den måde bevarer vi fokus på at effektivisere de enkelte forsyninger, for det er der, potentialet er størst, i hvert fald langt større end de meget beskedne gevinster ved sammenlægninger.

Alt i alt risikerer ønsket om at gøre det muligt at tjene penge på drikkevandsforsyning at føre til højere priser, ringere service og ringere forsyningssikkerhed. 

Vælger vores minister på området, Lars Christian Lilleholt (V), at gøre vandforsyning til investeringsobjekt og malkeko for investorer, spiller han hasard med vores drikkevand. 

Og det endda uden at der opnås nævneværdige gevinster, som kan retfærdiggøre det. De naturlige spørgsmål i denne sammenhæng må være: Hvorfor ændre noget, som allerede virker rigtig godt?