
Vil du stå i spidsen for en veldrevet kommune med styr på økonomien, stærk samarbejdskultur og tydelige ambitioner for fortsat udvikling af den borgernære velfærd?
Assens Kommune søger en kommunaldirektør, der kan sætte retning for og drive kommunens fortsatte udvikling, sikre tværgående sammenhængskraft og fastholde vores økonomiske robusthed.
Assens er en stor og mangfoldig kommune med over 40.000 indbyggere, købstad, lange kyststrækninger og stærke lokalsamfund. Det er en kommune med tydelig lokal identitet, aktivt medborgerskab og en omgangsform, der er ligefrem og uformel. Her er højt til loftet – og her er rart at være.
Assens Kommune er veldrevet og præget af et tydeligt ledelsesgrundlag og gode relationer på tværs af det politiske og administrative niveau. Her er korte beslutningsveje og et reelt strategisk handlerum. Som kommunaldirektør får du det overordnede ledelsesansvar for administrationen og bliver borgmesterens og byrådets nærmeste rådgiver. Dine vigtigste opgaver bliver at fastholde den økonomiske stabilitet under reformpres og stramme rammer og sætte en klar retning for kommunens fortsatte udvikling inden for bl.a. bosætning, erhverv og lokal udvikling.
Vi søger en kommunaldirektør med solid ledelseserfaring fra direktionsniveau i en politisk styret organisation. Du har et sikkert greb om kommunal økonomi og forvaltning, og du agerer loyalt og sikkert i samspillet med borgmester og byråd. Du balancerer ubesværet mellem drift og udvikling, skaber ro og overblik – også i modvind – og formår at prioritere klart og eksekvere med både handlekraft og omtanke.
Vi lægger vægt på, at du er lyttende, tillidsvækkende og relationelt stærk på alle niveauer. Du kommunikerer klart og overbevisende, bygger stærke samarbejdsrum i direktion og chefgruppe, og har ydmyghed og respekt for Assens’ DNA og det, der allerede fungerer godt.
Vil du stå i spidsen for en veldrevet kommune med klare ambitioner? Drives du af at gøre en reel forskel for borgere, udvikling og fællesskab? Mestrer du at skabe mening og følgeskab – og samle organisationen om de opgaver, der skal lykkes på tværs? Så bør du søge stillingen som kommunaldirektør i Assens Kommune.
Du kan også læse mere om stillingen i den uddybende job- og personprofil (pdf).
Ansøgningsfristen er den 2. august 2026.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til borgmester Søren Steen Andersen på tlf. 2937 9065 eller partner i Genitor Trine Schandorff på tlf. 3141 0255 eller ts@genitor.dk.
Besøg også www.assens.dk for mere information om kommunen.











