
Efter en periode med en ledig direktørstol i Fredericia Kommune, har kommunen nu ansat en direktør for børn-, unge- og kulturområdet, og dermed er direktionen fuldtallig. Valget er faldet på Michael Maaløe, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Michael Maaløe måtte i maj 2022 forlade en lignende stilling i Randers efter en række anklager og afsløringer om en "frygtkultur" og psykisk nedbrydende ledelsesstil i børn- og skoleforvaltningen.
"Jeg er tilfreds med, at vi nu får en erfaren direktør, som har prøvet at stå med svære opgaver før. Vi har brug for hans erfaring og hans faglighed til at løse de store udfordringer og potentialer, vi har på området her i kommunen. Alt det skal naturligvis ske i samarbejde med ledere, medarbejdere, samarbejdspartnere og politikere," siger borgmester i Fredericia Kommune, Steen Wrist (S).
Helt tryg ved den nye direktør
Peder Tind (V), der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget og ligeledes har siddet i ansættelsesudvalget, er helt tryg ved den nye leder.
"Den nye direktør kender det politiske landskab på godt og ondt, og han har tidligere bevist, at selv der, hvor det er svært, gør han sit bedste. Så jeg er helt tryg ved, at vi nu får en fagligt stærk og robust direktør, og jeg er overbevist om, at han kan sætte sig i direktørstolen og levere fra dag ét," siger han.
Selv siger Michael Maaløe om forløbet i Randers Kommune:
"Der skete ting i mit tidligere job, som jeg vil sikre, at jeg ikke havner i igen. Sådan et forløb kan man altid lærer noget af, og jeg har helt bestemt også lært noget."
Michael Maaløe tiltræder den nye stilling 20. februar 2023.
- Her er otte bud på Sundhedsministeriets næste departementschef
- Vraget ordfører er stadig i chok efter folketingsexit: "Jeg har ikke engang lyst til at gå Caminoen"
- K-næstformand går i rette med bagland: Ikke en borgmesteropgave at forhandle regering
- Borgmester går i rette med vagthund efter hård kritik: Det er sket fejl, men slet ikke i det omfang
- Eksperter afviser kommuners forklaring i sag om ulovlige anbringelser



















