Helsingør: Kultur styrker lokalsamfundet – det vil vi nu dokumentere

Af Susanne Arnholtz Docherty
Chef for Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab, Helsingør Kommune

Vi vil blive bedre til at vurdere, hvad vi får ud af vores indsatser i forhold til det ressourceforbrug, vi lægger i dem.

Susanne Arnholtz Docherty
Centerchef, Helsingør Kommune

Inden for kulturområdet har det længe været alment kendt, at det at (be)vise synlige effekter af projekter, indsatser og tiltag ikke er helt nemt.

Ofte har kulturlivet misundeligt skelet til idrætsområdet, som har været dygtige til at samle politisk og økonomisk opmærksomhed omkring sig – langt bedre end kulturlivet hidtil har været.

Måske er én af grundene, at idrætten har dokumenteret positiv effekt på både krop og sjæl, og en anden, at de faktisk HAR udviklet værktøjer til at måle den økonomiske effekt af deres indsatser.

Hvad angår kulturen og kunsten er vi først i gang med at finde ud af, hvordan og i hvilke sammenhænge vi kan dokumentere effekt og se på, hvordan vi kan komme skridtet videre.

For selvom kunsten jo ikke alene kan – eller skal – måles og vejes og kunstens egenværdi ikke negligeres, og selvom det til tider kniber med dokumentationen, så skorter det ikke på udsagn og holdninger til, hvilke afledte effekter kunst og aktiv deltagelse i kulturelle aktiviteter har.

Selv er jeg ikke i tvivl om, at Helsingør Kommunes ambitiøse kunstneriske og kulturelle satsninger er medvirkende til, at turismen er i massiv fremgang og at der er en positiv tilflytning til området. På turismeområdet er vi i de senere år faktisk blevet gode til at dokumentere de afledte effekter i form af besøgstal, antal overnatninger, døgnforbrug osv.

Vi skal ikke være blinde for, at det virkelig kan styrke kulturområdet at pege på, hvor kulturen og kunsten gør en forskel. ”Kultur på recept” er blot et af mange beviser på, at der er fokus på kunsten og kulturens sundhedsmæssige effekter.

Men vi mangler generelt en metodisk tilgang til at tænke det kvantitative sammen med det kvalitative. Vi vil være skarpe på, hvad vi kan måle, veje og tælle; og hvad vi kan have brug for bliver belyst på andre måder.

Selvom det nok ikke er kunsten og kulturen alene, ej heller isoleret set de gode idrætsfaciliteter, men måske nærmere summen af mulighederne for et aktivt liv i et attraktivt lokalområde, der tilsammen er med til at gøre området interessant for nye borgere, så er jeg overbevist om, at kulturområdet spiller en stor rolle. Men det er lige præcis også her, jeg gerne vil blive endnu klogere på hvordan, hvorfor og hvornår.

Vores Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab er i sig selv kendetegnende ved at være et område med mange civilsamfundsindsatser, der udmærker sig ved at være svære at måle rent kvantitativt, da de i langt højere grad handler om, hvordan borgerne oplever det at leve et godt og aktivt liv, at føle tryghed og sikkerhed, at være en del af et fællesskab m.m.

For at få mere kvalificerede svar på, hvilke konkrete effekter vores indsatser har – både dem, vi løbende igangsætter, og dem, der allerede har flere år på bagen – har vi nu besluttet os for at sætte gang i en fælles effektmålingspraksis på tværs af vores center.

Her vil vi blandt andet have fokus på at blive bedre til at vurdere, hvad vi får ud af vores indsatser i forhold til det ressourceforbrug, vi lægger i dem. Både til internt brug for at vi kan justere på indsatserne og til eksternt brug for at vi kan fortælle om effekterne.

Vores område er også karakteriseret ved at have indsatser, der i høj grad er tværgående. Det betyder, at der er brug for metodikker, der gør os skarpe på, hvilke ressourcer vi sammen bruger og hvilken indsats, vi hver især skal yde for at opnå de resultater og effekter, vi sammen kan blive enige om at gå efter.

Alt dette skal forventningsafstemmes inden selve indsatsen eller projektet igangsættes, således at vi får afstemt vores succeskriterier og ved, hvilke ressourcer vi skal bruge.

I Helsingør har vi sat en proces i gang i et boligområde med henblik på at skabe øget tryghed, mindre ensomhed blandt beboerne samt måske endda vende områdets nedslidte udtryk til et område, der er kendetegnet ved et væld af aktiviteter, fællesskaber og sammenhold – med medborgerskabslige indsatser og kulturen som den væsentligste drivkraft i denne proces.

Denne indsats er et eksempel på et tiltag, der går på tværs af flere områder i centeret, og netop i den tilgang ligger en antagelse om, at kultur, forstået som fælles oplevelser og deltagelse, kan skabe sammenhold, øge livskvaliteten og give fornyede input i relation til egne kompetencer.

Med andre ord tror vi på, at vi kan trække nogle borgere ud af ensomheden og give dem nye selvindsigter i egne evner gennem deltagelse i brede kulturelle og interessebaserede fællesskaber.

Men for at være sikre på, at det vi antager er korrekt, så er vi nu i gang med at måle på, om denne tilgang nu også har den formodede effekt. Om dette kan vi sige meget mere i løbet af de næste 6 til 18 måneder.