Debat

Martin Damm: Meget alvorligt at sløjfe finansieringstilskud

DEBAT: Kommunerne har vidt forskellige forudsætninger, og finansieringstilskuddet er for mange helt afgørende for, at de kan undgå besparelser, skriver KL's formand, Martin Damm (V).

Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Damm (V)
Formand for KL og borgmester i Kalundborg

Startskuddet til årets økonomiforhandlinger har nu lydt. For KL er det afgørende, at regeringen indser behovet for fortsatte investeringer i den nære velfærd.

Man behøver ikke bevæge sig langt fra Finansministeriets mødelokaler for at kunne konstatere, at behovet for investeringer i anlæg ikke er blevet mindre i år. Det gælder ikke mindst landets folkeskoler, som for manges vedkommende er helt utidssvarende, og hvor det bliver tiltagende vanskeligt at levere det faglige og sociale indhold, som der er politisk enighed om, at vi gerne vil.

Vi vil gerne sikre, at vores vigtigste ressource – børnene – får de rammer, som er nødvendige, hvis vi skal sikre en god og givende skolegang med plads til både læring og leg. Tidssvarende rammer er også en forudsætning for, at vi kan holde os forrest i feltet i en globaliseret verden. Det kræver investeringer.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Laveste investeringer siden reform?
Også på vejene bokser kommunerne med et stort efterslæb. Hullerne i asfalten bliver kun større, hvis de nødvendige midler til ordentlige reparationer ikke bliver afsat. Det kræver også investeringer.

Fra regeringen har vi hørt, at man vil bede kommunerne holde igen med anlægsinvesteringerne. ”Man kan få meget for 15 milliarder,” har været budskabet fra finansministeren, og udgangspunktet for regeringen i forhandlingerne.

”Man kan få meget for 15 milliarder,” har været budskabet fra finansministeren, og udgangspunktet for regeringen i forhandlingerne. Et sådant niveau vil være det laveste siden kommunalreformen.

Martin Damm (V)
Formand for KL

Et sådant niveau vil være det laveste siden kommunalreformen og risikerer at medføre dyre og dumme lappeløsninger. Kommunerne har fortsat et stort vedligeholdelsesmæssigt efterslæb og anslår selv, at der er brug for op mod 19 milliarder. Vel at mærke for at få enderne til at mødes – ikke for at få skolebænke i mahogni og vandhaner i guld. 

Der er brug for at investere klogt i nye, energibesparende anlæg og løsninger som i sidste ende betyder, at regningen bliver mindre og servicen bedre. Men det kræver altså investeringer!

Rør ikke finansieringstilskud
I disse år begynder de store årgange fra efterkrigstiden at gå på pension. Samtidig oplever mange kommuner, at de unge flytter til de store byer for at studere. Ofte bliver de boende, når der kommer børn ind i billedet. Det betyder, at demografien forandrer sig i kommunerne.

De ældre, som har arbejdet et helt liv og trukket deres del af læsset, fortjener et givende og værdigt otium. Men i de kommuner, hvor de aktivt skatteydende borgere bliver færre og færre, bliver det en stor udfordring at levere den service, som den ældre generation har krav på.

Derfor ser vi med stor alvor på, at regeringen har lagt op til, at finansieringstilskuddet bortfalder. Det sker med henvisning til den samlede kassebeholdning i kommunerne, men vi vil minde regeringen om, at kommunerne har vidt forskellige forudsætninger, og at tilskuddet for mange er helt afgørende, hvis besparelser skal undgås.

Og her er der endda ikke taget højde for, at de ældre bliver flere og flere i takt med, at de store årgange nu trækker sig tilbage.

I det hele taget oplever mange kommuner et stigende pres på ældre-, social- og sundhedsområdet. Det håber vi, at regeringen i de kommende forhandlinger vil huske. Ellers skal vi nok sørge for at minde dem om det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Damm

Borgmester (V), Kalundborg Kommune, formand, KL
mpm (SDU 2005), civiløkonom (Handelshøjskolen, Slagelse 1994), seniorsergent (Frederikshavn 1989), elektronikmekaniker (Holmen Kbh. 1985)

0:000:00