R: Behov for at rydde op i velfærdsydelser

Der skal være råd til, at flere og flere ældre kan få et godt liv. Der støder det mig, at vi har råd til at give billigere busbilletter eller betale deres støvsugning, hvis de selv har råd til det, når nogle plejehjem er så underbemandede, at de ældre først kan komme op kl. 10.

Marlene Borst Hansen (R)
Kommunalordfører og formand for Folketingets Kommunaludvalg

Skal man kompenseres økonomisk for juice og druesukker, fordi man har sukkersyge? Skal man have indhegnet sin have på kommunens regning, blot fordi man har et handicappet barn? Skal kommunen betale for støvsugning hos ældre, selvom de selv har råd til at betale?

Det er nogle af de spørgsmål, som samfundet bør tage stilling til. Alt for mange danskere betragter offentlige ydelser som en rettighed. I stedet bør man i langt højere grad målrette velfærdsydelserne mod de mennesker, der har de største behov.

Sådan lyder det fra Marlene Borst Hansen, der er kommunalordfører for De Radikale og formand for Folketingets Kommunaludvalg.

"Der er behov for et tværpolitisk fokus på, hvordan vi indretter velfærdssamfundet i fremtiden, særligt i forhold til hvad der er rettigheder og reelle behov. Vi skal hjælpe og understøtte, hvor der er behov. Men vi skal væk fra "det-har-jeg-jo-ret-til"-tankegangen, som findes mange steder," siger hun til Altinget.dk og fortsætter:

"Man skal prioritere mere efter, om folk har et reelt behov. Det bliver svært at ændre på. Vi har alle sammen som borgere en snert af det der: Jeg har da ret til de her ydelser, og hvorfor må min nabo, hvis jeg ikke må."

Efter behov
Hun peger blandt andet på et eksempel fra Kolding Kommune, hvor hun selv har siddet i byrådet. Her vil kommunen veksle den tid, man sparer til støvsugning ved at bruge en robotstøvsuger, på ekstra hjemmehjælp til den enkelte ældre.

"Hvorfor overhovedet veksle tid til mere hjemmehjælp til den enkelte. Vi skal sørge for, at behovet er centralt og ikke retten til en bestemt timesats for den enkelte. Har vi et overskud, bør det gå til fællesskabet og så fordeles ud, hvor behovet er størst," siger hun.

Der er ifølge Marlene Borst Hansen en række oplagte prioriteringsdiskussioner at tage fat på i gråzonen mellem, hvad man har ret til, og hvad der reelt er et behov.

"Vi er ikke alle sammen ens. Der er også nogle livsvilkår, som man må tage på sig og leve med. Vi kompenserer jo heller ikke for, at man ikke er særlig klog," siger hun.