Veteran til Søren Gade: Hvor kan jeg returnere min medalje for sårede i tjeneste?

PTSD er det, krigen gør ved dig. De billeder, der ikke forsvinder. De lyde, der stadig får dig til at vågne. Den hyperårvågenhed, der aldrig slukker.

Min familie kender det. Mine børn kender det. Vi har levet med det i årevis. Vi kan ikke redigere den årelange behandling, medicinering og kamp ud af vores liv. Sådan virker virkeligheden ikke for os.

Moralsk skade er de ar, som svigt, skyld og skam efterlader i din sjæl. Og forskningen viser noget, vores politikere burde vide: PTSD og moralsk skade hænger tæt sammen.

For alle de politikere, der ikke aktivt og offentligt siger, at de har givet samtykke til at stå ved deres ord, vil der nu ligge en skygge.

Morten Kromann

Moralsk skade blokerer nemlig for heling af PTSD. Når dem, der sendte dig afsted, ikke vil stå ved det – når de beslutninger, der kostede dine kammerater livet, ikke engang må belyses med navns nævnelse – så sidder du fast. Ikke fordi du mangler behandling, men fordi du mangler mening.

Forskningen – herunder DIIS' egen – viser, at moralsk skade kan lindres. Ikke med medicin, men med et fælles narrativ. Ved at de, der traf beslutningerne, siger: Ja, det var os. Det var mig. Og nu skal jeg forklare dig hvorfor.

Det er præcis det, der nu er gjort umuligt. Ansvaret vil for altid være hjemløst.

For alle de politikere, der ikke aktivt og offentligt siger, at de har givet samtykke til at stå ved deres ord, vil der nu ligge en skygge. Ikke kun over dem, men over hele udredningen.

Enhver, der læser den, vil spørge: Er dette den fulde historie, eller har nogen redigeret sig selv ud?

Vi får aldrig svaret.

Karsten Hønge fortjener ros for at sige det, som det er. "Jeg bryder mig ikke om det, jeg er arrig, det er ikke den rigtige beslutning," siger han til Berlingske.

Og vigtigst af alt sagde han det, som flertallet i Præsidiet tilsyneladende har glemt: "Meningen med den særlige fortrolighed i nævnet er ikke at beskytte enkelte politikeres forfængelighed. Meningen er at beskytte Danmark."

Han har forstået det. Han havde bare ikke flertallet. Og han har ret i, at det trods alt er bedre, at udredningen kommer ud – også i denne amputerede form – end at den skrottes helt. Den skal bare læses i et nyt lys: Som et dokument, der er presset gennem et politisk filter.

Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt svigter.

Messerschmidt, du gik ind i Præsidiet med ordene: "Jeg skal være vagthunden, der bider Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i haserne."

Du kaldte Præsidiet "en snakkeklub, der handler om at frede regeringen." Og så stemte du for at frede præcis de gamle magtpartier – S og V – der bærer hovedansvaret for 20 års krigsdeltagelse og nu ikke vil stå ved deres egne ord.

Vagthunden logrede for dem, den skulle bide.

Søren, vil du mødes med mig? Ansigt til ansigt. Se mig i øjnene?

Morten Kromann

Liberal Alliance skuffer ligeledes.

Lars-Christian Brask var den eneste, der stemte imod – men af den forkerte grund.

Brask, du mener, at fortroligheden skal bestå i 30 år. At det hele skal forblive lukket. Det er i det mindste konsekvent. Så har jeg frem til 2031 til at forberede mig på at søge indsigt, når fristen udløber.

Jeg har tid. Jeg er en skadet veteran, og hvis der er noget, jeg har lært i arbejdsskadesystemet, så er det at vente.

Og til Søren Gade: Du har på Flagdagen i 2025 sagt, at det er "en dag, hvor jeg får mulighed for at se mange af jer, der har været udsendt, i øjnene."

Du har som forsvarsminister sagt, at du "aldrig sagde nej til interviews," fordi du ønskede åbenhed. Du rejste dig i Folketinget og fordømte Trump, fordi du ikke kunne tie, hvis du også fortsat skulle kunne se veteranerne i øjnene. Du har gjort ansvaret for soldater og veteraner til dit personlige brand i 15 år.

Nu nægter du at tale med de forskere, Folketinget selv har bedt om at skrive historien om Afghanistankrigen. Du vil heller ikke svare på, om forskerne må citere det, du sagde, mens du sendte os i krigen.

Ingen af os soldater får mulighed for at redigere vores oplevelser væk.

Morten Kromann

Søren, vil du mødes med mig? Ansigt til ansigt. Se mig i øjnene?

Ikke foran kameraer. Ikke for at jeg skal skælde ud. Men for at jeg kan forsøge at forstå, hvad der er sket med dig, siden du nu lukker ned. Om de mange begravelser – de soldater, du selv fulgte til graven – også har sat sig i dig, som de har sat sig i mig.

Det tror jeg, de har. Og hvis de har, så forstår du måske, hvorfor det her gør så ondt.

Og den medalje, staten gav mig for de sår, jeg fik i dens tjeneste, blev givet af et land og et demokrati, der nu har besluttet, at de mennesker, som sendte mig i krig, ikke behøver stå ved det. Derfor vil jeg gerne levere den tilbage til Folketinget.

Måske vil du – som formand – tage imod den, Gade?

44 danskere døde i Afghanistan. Tusinder kom hjem med ar. Ingen af os soldater får mulighed for at redigere vores oplevelser væk. Ingen af os kan stemme om, at konsekvenserne for os og vores familier skal forsvinde.

Mine sår kan jeg ikke aftale mig ud af politisk. De er desværre virkelighed.