Morten Hesseldahl
Stig Holbøll HasnerGyldendals direktør fortsætter som tv-vært på dk4
Gyldendals administerende direktør, Morten Hesseldahl, vil fortsat være et kendt ansigt på skærmen, hvis man zapper over på dk4. Han fortsætter nemlig i rollen som vært på programmet 'Bagtanken', som har 12 nye afsnit i støbeskeen i 2020.
Det skriver dk4 i en pressemeddelelse.
"Jeg er meget glad for, at jeg, Gyldendal og dk4 her i Gyldendals 250-års jubilæumsår kan fortsætte det gode samarbejde omkring programrækken 'Bagtanken' – forhåbentlig fortsat til glæde for dk4's seere og lyttere og Gyldendals læsere," siger Morten Hesseldahl.
Bagtanken er et program, der er opstået som et samarbejde mellem Gyldendal og dk4, og som fra Gyldendals side har været en del af arbejdet for at åbne forlaget mod samfundet, fortæller han.
Dk4's grundlægger og ejer, Stig H. Hasner, er også godt tilfreds med at forlænge programmets levetid:
"Dk4's fortsatte samarbejde med Morten Hesseldahl og Gyldendal betyder, at de kulturinteresserede danskere fortsat har muligheder for at blive inspireret, udfordret og oplyst – og for at møde nogle af landets mest fremtrædende kultur- og mediepersonligheder. Det er for mig meget tilfredsstillende, at vi sammen med Gyldendal kan medvirke til at formidle kultur, idéer og tænkning," siger han.
Programmet 'Bagtanken' undersøger, hvilke tanker der har ligget bag nogle af tidens strømninger. Med dét som afsæt vil Morten Hesseldahl i de kommende programmer blandt andet interviewe skuespilleren Ghita Nørby, Politikens forhenværende chefredaktør Bo Lidegaard og professor Svend Brinkmann.
Første afsnit vil blive sendt 19. januar.
- De har brugt årevis på at bekæmpe hinanden. Nu vil de genrejse Konservative som det store centrumhøjre-folkeparti
- Flertallet bag koranloven forsvandt på valgnatten. Men nu vil SF alligevel holde hånden under den
- Radio24syv turde alt. Det gør nøgleroman om kanalens deroute ikke
- Kunstner om koranloven: Kujonerne i Folketinget tør ikke fjerne det ukrudt, de selv har plantet
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt

















