Dommen om racistiske jokes giver mig lyst til at spørge: Hvad er forskellen på en jurist og Gud?

Du husker måske også, hvordan relativt få familier og individer efter sigende tegner sig for meget af kriminaliteten og volden i de århusianske forstæder. Problemet er derfor til at tage at føle på. Og beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt (V) anbefaler derfor, at børn kan blive tvangsfjernet af den grund, at forældrene er involveret i bandekriminalitet. Brandenborg og Lilleholt står dog ikke alene. Andre politikere med forskellige ståsteder synes at se fornuften heri.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) barslede faktisk allerede med en lignende idé for rundt regnet et år siden. Her overvejedes landets øverste rets-repræsentant, hvordan et godt værktøj mod bandekriminalitet og nyrekruttering kunne være tvangsfjernelse af udsatte børn – børn som vokser op i familier, hvor faren eller broren ernærer sig i underverden frem for ved et positivt bidrag til samfundsøkonomien.

Stik mod den ellers udprægede anti-elitisme og ekspert-skepsis, som udspringer fra Christiansborg, er sandheden nok nærmere, at vi lever på juraens teknokratiske nåde, i hvert fald på det retspolitiske område.

David Sausdal

Justitsministeren har ret. Vi har et stort problem i Danmark, hvor lillebrødre i højere grad bliver inspireret af deres storebrødres kriminelle livssyn, end hvad der gør sig gældende for et barn, der vokser op i en lovlydig familie. "It runs in the family," som man siger.

Af ovenstående grunde var muligheden for tvangsfjernelse også en del af den ’bandepakke 4’, som Justitsministeriets ansatte strikkede sammen på foranledning af deres overordnede. Med ny lov skal land bygges og problemerne løses. Og hvis ikke løsningen er nye love, så skal der en eller flere stramninger til af de eksisterende.

Som blandt andet Rockwool Fondens undersøgelser viser, så er de store problemer med overbelastning og pladsmangel i danske fængsler først og fremmest skabt af en stor tilvækst af lovtiltag- og stramninger. Med andre ord blive færre mennesker dømt nu til dags (det vil sige der er umiddelbart færre kriminelle), men dem vi dømmer, dømmer vi hårdere og låser inde i længere tid.

Vi tvinger dem ind i fængslerne på skatteborgernes regning, velvidende at truslen om et længere fængselsophold hverken virker særligt kriminalitetsmindskende eller øger chancen for resocialisering. Og hvis vi ikke kan smide dem i fængsel, kan vi jo straffe dem ved at tvangsfjerne deres unger. For børnenes skyld, forstås. Juraens truende næve skal i hvert fald svinges. Den skal knyttes flot og hårdt. For hvilket fjols frygter ikke loven?

Som flere eksperter på børns tarv allerede har påpeget, så er en eventuelt ny lov om tvangsfjernelse af ”bande-børn” i store træk et unødvendigt onde. Børn der vokser op i tilpas dårlige hjem og omstændigheder, kan allerede fjernes den dag i dag – og en sådan omstændighed kunne godt være at far- eller brormand er hårdkogte kriminelle.

Love om tvangsfjernelser. Love om vittigheder. Love om koraner. Love om knive. Love om mere straf og mere overvågning. Love om seksuelt samtykke og fodlænker til stalkere. Love om visitationszoner, opholdsforbud og straffezoner. Man kan blive ved.

Det seneste årti eller to kendetegnes ved en nærmest religiøs tro på, at lovgivning og -stramninger er vejen frem for at sikre sig, at dem vi ikke synes opfører sig ordentligt, kan komme på bedre tanker. Find selv kuglerammen om tæl efter, og du vil blive chokeret over synet af den tæt på eksponentielle kurve af lov og orden, der kendetegner moderne retspolitik.

Men det stopper ikke her. Selvfølgelig ikke. Også selvom at virkningen alt for ofte udebliver. Forleden så vi nemlig igen, hvordan den lovgivende logik skal hjælpe os af med terrorismens ondskab. Foranlediget af flere terrordømte står til at blive løsladt de kommende år, og inspireret af den såkaldte Bjelke-gruppes anbefalinger, vil man nu undersøge muligheden for at indføre yderligere kontrolforanstaltninger.

Selvom man har afstået sin straf, så anbefaler Bjelke-gruppen, at man fortsætter og øger kontrollen og overvågningen af disse tidligere dømte personer – noget der, selvom det synes at stride mod grundprincippet om ”at man har udstået sin straf”, falder fint i tråd med de allerede eksisterende kontakt- og opholdsforbud.

Radikaliserings- og resocialiseringer eksperter påpeger rigtig nok, at en af-radikalisering og genindtræden i samfundet er betinget af, at dette er en reel mulighed; det vil sige, at man skal passe på med at skabe nye fængsler udenfor fængslet. Men lovkyndigheden synes at have afgjort, at dette er af mindre vigtig karakter.

Beder man en hammer om at udtænke en løsning, ser den mest af alt søm, der skal have en på hovedet. Det kan have sin relevans. Bestemt. Men det indskrænker også mulighedsrummet for løsninger og indsatser.

David Sausdal

Hvorfor? Hvorfor er det, at vi igen og igen ser lovforslag, som nærmest uden undtagelse foreslår at stramme skruen, når problemerne skal løses – også når det iblandt går imod den eksisterende viden?

Pilen peger selvfølgelig på politikerne. Og guderne skal vide, at jeg også tit gør mig skyldig i at pege i deres retning (og måske lidt for ofte). Men problemet er måske større end det. Stik mod den ellers udprægede anti-elitisme og ekspert-skepsis, som udspringer fra Christiansborg, er sandheden nok nærmere, at vi lever på juraens teknokratiske nåde, i hvert fald på det retspolitiske område.

Økonomerne er selvfølgelig de ægte guder, de ægte eksperter. Men juristerne giver dem kamp til stregen. Politikerne kan godt lide at sige, at de vil Djøf-laget til livs. Men lige så snart, der skal nedsættes en kommission, et undersøgelsesudvalg eller laves et eller andet forslag til en løsning af et givent problem, så er det juristerne og økonomerne, man ringer til.

All right. Måske der kan snige sig en enkelt statskundskaber eller talstærk sociolog med. Og nok også en eller to fra fagforeningerne, erhvervslivet eller civilsamfundet. Men de vil hurtigt indse, at de er i undertal.

Danske jurister er naturligvis topkvalificerede og lødige mennesker. Det er ikke det, jeg forsøger at sige. I mine øjne er de rigtige halvguder, der formår at tygge sig igennem og jonglere lovstof, der får en blød videnskaber som mig til at tabe pusten. De fortjener al ros i verden.

Det, som jeg dog alligevel oplever er blevet et problem, er, at det juridiske perspektiv, for alle dets goder og glæder, også er ret så begrænset i sin tanke og virke. Og ofte mere end juristerne selv vil/kan indrømme. Beder man en hammer om at udtænke en løsning, ser den mest af alt søm, der skal have en på hovedet. Det kan have sin relevans. Bestemt. Men det indskrænker også mulighedsrummet for løsninger og indsatser.

Men som enhver ved, og som i særlig grad gør sig gældende for for eksempel kriminelle kræfter, så er juraen af ringe betydning i vores daglige virke.

David Sausdal

Og her er vi så fremme ved denne ”vittigheds”-punchline: Selvom jeg indrømmer, at det er til den spekulative side, så kan jeg ikke undgå at have på fornemmelsen af, at vi har tegnet os selv op i et uproduktivt hjørne.

Ved alene at spørge juraen til råds, når vi skal finde på løsninger i forhold til humor, terror eller kriminalitet, misser vi ofte det, det egentlig handler om, og det som juraen jo i sidste ende handler om; nemlig det levede liv – det som sker derude på gader og stræder.

Selvom det står på en bygning, kan man ikke bygge et land og et liv på jura. Juraen skal understøtte det, vi beslutter, skal være rammerne for livet. Men som enhver ved, og som i særlig grad gør sig gældende for for eksempel kriminelle kræfter, så er juraen af ringe betydning i vores daglige virke. Andre ting motiverer os. Andre ting trækker i os.

Som mennesker rummer vi meget større kompleksitet, end hvad loven dikterer. Langt de fleste kan godt leve med en hjemmeside med idiotiske vittigheder. Langt de fleste har også prøvet at fortælle disse vittigheder til deres venner (indrøm det nu bare!), velvidende at de er usmagelige. Det er hele pointen.

Men juraen har talt. Det er domstolens job. Og så længe vi søger de vise ord derfra, får vi kun visse svar. Hovedpinen, hvis vi tager de racistiske vittigheder som eksempel, er selvfølgelig, at de ikke forsvinder. Racismen består. Som man ser i alle Orwelske kontrolsamfund, så forsvinder ”alt det man ikke må” ikke. Det finder blot plads i skyggen. Til møder i kældre eller på det mørke net, hvor det ulmer og blot bliver meget mindre kontrollerbart.

Konklusion: Send et stort "tak" til din nabo, ven eller familiemedlem, som er juristuddannet. Men lad os samtidig få et samfund og en politisk debat, hvor vi eftersætter perspektiver og løsninger, som ikke kun handler om paragraffer og penge. Jeg tror, jeg taler for mange gadeplansmedarbejdere og forebyggere derude, når jeg siger, at for dem er de seneste års juridiske overflod af love og straffe mere en modspiller end medspiller. Desværre. Også selvom de i sandhed er retssamfundets egentlige apostle.