Bibliotekerne skal have et mangfoldigt kultursyn

Hvis man som kulturinstitution kun vælger det kunstneriske aspekt uden at skele til samfundets øvrige udfordringer, havner man i et elfenbenstårn uden demokratisk kontakt. 

Michel Steen-Hansen
Direktør for Danmarks Biblioteksforening

Af Michel Steen-Hansen
Direktør for Danmarks Biblioteksforening

”Det er bare vigtigt, at bibliotekerne bliver ved med at formidle litteratur og kultur, og ikke bare bliver steder, hvor man kan spille bordfodbold og være sammen med hinanden,” siger Morten Hesseldahl, teaterchef på Det Kongelige Teater, til Altinget.

Det har han fuldstændig ret i, men at gøre det under en overskrift ”Biblioteker skal ikke være medborgerhuse”, får det til at lyde, som om bibliotekerne har udviklet sig til bordfodboldstadions, og det er ingenlunde tilfældet. Det, bibliotekerne bruger flest ressourcer på, er stadig at udvælge og formidle god og dannende litteratur på kunstens præmisser.

Men bibliotekerne formidler også en del andet, fordi de er en skattefinansieret public service-institution og derfor skal favne bredt. Så hvis bibliotekerne kun formidlede den kulturelitære litteratur, så svigtede de for alvor deres opgave.

Bibliotekerne har forpligtelser over for borgerne
Bibliotekerne forandrer sig nemlig, i takt med at samfundets opgave ændres. Derfor bruger halvdelen af borgerne dem også til andre ting end bare at låne bøger, herunder både til hjælp med digital selvbetjening, kurser eller kulturelle oplevelser som for eksempel mange af de børneteaterforestillinger, som de etablerede teatre ikke har.

Som public service-institution har bibliotekerne en forpligtelse over for det samfund, der finansierer dem, ud over at formidle det kunstneriske, men også at lave borgerservice eller spille positivt ind på integration i de områder der har behov for det.

Det ser vi i mange socialt udsatte områder, og her bliver der givetvis både læst bøger og spillet bordfoldbold. I mange lokalområder spiller bibliotekerne også en vigtig rolle i blot at være det åbne demokratiske mødested, da borgere ikke har andre offentlige steder at mødes.

Der skal være en balance
Som skatteborgerfinansieret institution gælder det om at finde balancen mellem de opsøgende, sociale og dannende opgaver, og det behøver ikke nødvendigvis at gå ud over det kunstneriske niveau. Hvis man som kulturinstitution kun vælger det kunstneriske aspekt uden at skele til samfundets øvrige udfordringer, havner man i et elfenbenstårn uden demokratisk kontakt.

Selvfølgelig skal der være en politisk armslængde til den kunstneriske udfoldelse, men til gengæld ligger der en forpligtelse hos offentligt finansierede institutioner om at være formidlende og inddragende over for alle borgerne, også dem, der ikke umiddelbart selv påbegynder kravleturen op i det dannende elfenbenstårn.

Kulturinstitutionerne bør række hånden frem
Den balance arbejder vi hele tiden med i bibliotekerne. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan Det Kongelige Teater skal drives. Blot kan jeg konstatere, at et af de eksempler, Morten Hesseldahl advarer imod, er det aarhusianske teater OPGANG2, som har et ungdomsspor, hvor unge i aktivering kan samarbejde med kunstnere om at skabe musik, teater og billedkunst. Det mener han kan underminere kunst af allerhøjeste karakter.

Hos OPGANG2 mødte jeg for år tilbage en ung utilpasset mand ved navn Yahya Hassan, vel at mærke før han havde udgivet sin digtsamling og blev kanoniseret som kunst. Så der kan man se, hvad det kan føre til, hvis man som kulturinstitution rækker ud og tænker kunsten som noget, der kan være dannende for andre end Morten og mig, som jo nok skal komme både på landets eksperimenterende og fine etablerede teatre.

På bibliotekerne er både Morten og Hassan velkomne, også hvis det bare er efter en bog, vi har nemlig dem alle sammen.