Bliv abonnent
Annonce
Debat

Musikerforbund: En plan for musikken bør være den første kulturopgave for de nyvalgte

En ny musikhandlingsplan med fokus på bæredygtige arbejdsvilkår er ikke blot en investering i kunstnere, det er en investering i samfundets kulturelle sammenhængskraft, skriver&nbsp;Ulla Britt Simonsen<br>
En ny musikhandlingsplan med fokus på bæredygtige arbejdsvilkår er ikke blot en investering i kunstnere, det er en investering i samfundets kulturelle sammenhængskraft, skriver Ulla Britt Simonsen
Foto: Pressefoto
17. marts 2026 kl. 02.00

U

Forperson for Dansk Musiker Forbund region Sjælland

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kultur skabes af mennesker, der arbejder for at bringe musik, kunst og fælles oplevelser ud til offentligheden.

Derfor må enhver troværdig kulturpolitik begynde med kunstnernes arbejdsforhold.

I en folketingsvalgkamp og for det kommende folketing er det mit ønske, at dette skal være et centralt pejlemærke.

Kulturpolitikkens kvalitet bør måles på, om professionelle kunstnere kan opretholde et bæredygtigt arbejdsliv. Hvis arbejdsgrundlaget svækkes, svækkes også kulturens kvalitet og rækkevidde.

Derfor er det behov for en ny musikhandlingsplan, der har fokus på musikerne, så snart vi får en ny regering.

Musikkens økosystem er en sammenhængende værdikæde fra uddannelse til arbejdsmarked.

Børns første møde med levende musik, talentudvikling, koncertsteder, turnéøkonomi og kunstnernes indtjeningsmuligheder er gensidigt afhængige led.

Hvis kulturpolitikken reduceres udelukkende til hensigtserklæringer om kulturens værdi, risikerer den at miste sin forankring i virkeligheden

Ulla Britt Simonsen
Forperson for Dansk Musiker Forbund region Sjælland

Når ét led svækkes, mærkes konsekvenserne i hele systemet. En langsigtet og robust musikpolitik må derfor sikre både infrastrukturen og de mennesker, der udgør den.

Rammerne er udhulet

Gennem to årtier har musikhandlingsplanerne udgjort et afgørende finansielt fundament for dansk musikliv. De har gjort det muligt for levende musik af høj kvalitet at nå publikum i hele landet.

Men stigende omkostninger og ændrede markedsvilkår har udhulet rammerne. Derfor bør en ny musikhandlingsplan vedtages som noget af det første efter valget, og den bør tage udgangspunkt i bæredygtige arbejdsvilkår for professionelle musikere.

Læs også

For det første er der behov for et markant løft af puljen for honorarstøtten. Rimelig betaling er en forudsætning for professionelt kunstnerisk arbejde.

Uden rimelig honorering reduceres musiklivet til et spørgsmål om privat økonomisk robusthed frem for kunstnerisk kvalitet.

For det andet bør transportstøtten styrkes. Turnéøkonomi er afgørende for, at musik kan opleves i hele landet også uden for de største byer. Et geografisk balanceret kulturudbud forudsætter, at det er økonomisk muligt at bringe musikken ud til publikum.

For det tredje bør der investeres i Levende Musik i Skolen og børns førte møde med live musikken. Det er her vi understøtter både musikernes vilkår og hele fødekæden i musikken, fordi børnene mødes af musikken og inspireres.

Læs også

"Kunst skabes af mennesker"

Endelig er der behov for en markedsgranskning af monopollignende tilstande på markedet for indspillet musik.

Adgangen mellem kunstner og publikum styres i stigende grad af få globale aktører, og kunstnernes indtjening og rettigheder påvirkes direkte af denne udvikling.

Et sundt dansk musikmarked kræver gennemsigtighed, fair vilkår og politisk handlekraft.

Musik er en del af de fleste menneskers hverdag. Stort set alle danskere lytter til musik på daglig basis, og mødes med musikken i film og tv og måske på det lokale spillested og til sommerens festivaler.

Men hvis kulturpolitikken reduceres udelukkende til hensigtserklæringer om kulturens værdi, risikerer den at miste sin forankring i virkeligheden.

Et sundt dansk musikmarked kræver gennemsigtighed, fair vilkår og politisk handlekraft

Ulla Britt Simonsen
Forperson for Dansk Musiker Forbund region Sjælland

Hvis den derimod også tager udgangspunkt i kunstnernes økonomi, rettigheder og arbejdsbetingelser, kan den skabe reelle resultater.

Kunst skabes af mennesker. Derfor bør kulturpolitik begynde med de mennesker, der skaber den.

En ny musikhandlingsplan med fokus på bæredygtige arbejdsvilkår er ikke blot en investering i kunstnere, det er en investering i samfundets kulturelle sammenhængskraft.

Læs også

Artiklen var skrevet af

U

Ulla Britt Simonsen

Forperson for Dansk Musiker Forbund region Sjælland

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026