Danske Biografer: Fri os fra politisk korrekte regneark og spændetrøjer

Af Kim Pedersen
Brancheforeningen Danske Biografer

Det ender jo med, at der skal være en fast bestanddel i enhver dansk film: en ældre, enbenet, blind, kønsskifteoperaret, sort, lesbisk kvinde fra Hanstholm.

Kim Pedersen
Danske Biografer

Gennem længere tid har det med tiltagende styrke lydt, at danske spillefilm skal afspejle samfundet og den virkelighed, vi lever i.

Og det skal selvfølgelig ske under hensyntagen til både kønslig, aldersmæssig, seksuel, etnisk og geografisk diversitet, for slet ikke at tale om repræsentation af de mennesker, som er ramt af handicap.

Larger than life
Skal film virkelig afspejle den virkelighed, vi lever i – én til én? For pokker det lyder kedeligt. Er en af filmens forcer ikke netop, at den kan skabe universer, som er larger than life?

På biografernes store lærred vil vi underholdes. Vi vil opleve det dramatiske, det spændende, det vilde, det erotiske, det romantiske, det morsomme, det enestående, det ekstraordinære.

Det er promiller af vores alle sammens liv, som i virkeligheden er interessant nok til at kunne fange et publikum i den time og halvtreds minutter, en film i gennemsnit varer.

Men vi er nok oppe i mange procenter af mennesker, der mener at leve et liv, som burde filmatiseres.

Kulturparnassets 'virkelighed'
Jeg gætter på den virkelighed, som ønskes præsenteret, er virkeligheden, som den opleves af det politisk korrekte københavnske kulturparnas.

I egen bedrevidenhed vil kulturparnasset påtvinge alle danskere ’de rigtige’ meninger og ’den rigtige’ virkelighed.

Alle mulige særinteresser hiver og slider i dansk film. Vi skal have film med flere kvinder, både foran og bagved kameraet, flere danskere af anden etnisk bagrund end dansk, flere ældre, flere yngre, flere homoseksuelle, flere handicappede og ikke mindst skal handlingen involvere provinsen.

Det ender jo med, at der skal være en fast bestanddel i enhver dansk film: en ældre, enbenet, blind, kønsskifteoperaret, sort, lesbisk kvinde fra Hanstholm.

Film underlagt regneark
Kort og godt, danske film skal underlægges et regneark for at imødekomme den politisk korrekthed, der huserer i Sverige og nu øjensynligt også har ramt Danmark med et hammerslag.

Dansk film er ikke som DR med visning af tusinde og atter tusinder timers indhold. I vort lille bitte land på størrelse med Hamborg og omegn og med en årlig spillefilmsproduktion på beskedne cirka 20 film, er det åg, man forsøger at underlægge filmkunsten, direkte ødelæggende. 

Den alsidige talentmasse?
Ingen tænker heller på, om der er en talentmasse til at opfylde denne ønskede ’alsidighed’. Næh, der skal forandringer til, og det skal være nu.

Men film er jo ikke at sammenligne med arbejdet ved et samlebånd, hvor der skal puttes seks pølser i hver dåse. Faglighed kan man lære, talent er noget man har eller ikke har, og det kan ikke læres.

Dansk film i krise
Og alt dette sker netop på et tidspunkt, hvor dansk film er ramt af en historisk krise, hvor de nye digitale medier ikke har kunnet kompensere for indtægtstabet fra fysiske medier, som det har slagtet såsom dvd og blu-ray. Snærende indholdsmæssige bånd er ikke svaret på denne udfordring.

Husk på, at biograferne på grund af eksklusivitetsperioden holder hånden under den danske filmindustri.

Løsn spændetrøjen om dansk film
”Sæt filmen fri,” lød fra både filminstruktører og Det Danske Filminstitut for blot et par år siden. Men i virkeligheden stiler kulturparnasset mod at gennemtvinge det nøjagtig modsatte.

Ingen tænker et øjeblik på den kunstneriske frihed. Friheden til at udtrykke sig præcis som fantasien byder - uden snærende bånd.

God kunst har aldrig været politisk korrekt eller et demokratisk projekt. Den har været en del af vort demokrati, men alene i kraft af friheden til at ytre sig.

Sæt filmen fri! Sådan for alvor! Lad kunsten udfolde sig i frihed og lad fantasien blomstre, uden regneark og snærende bånd.